Cxense Display
Findes i: #3 (September/2003) side 37
Artikeltype: Patenter og varemærker
Forfatter(e): Vivian A. Voldgaard
   
Det ligner et eventyr. Og det er et eventyr. Poul-Ernst Meier fra Farum har opfundet en miljøvenlig skorstensinddækning, der har hente roser hele verden rundt. Men succes koster. Alene det første år løb patentomkostningerne op i en kvart million kroner.

Nysgerrig og stædig. Det vil nogen nok kalde 58-årige Poul-Ernst Meier. Selv siger han, at et livslang lyst til at løse problemer er grundlaget for hans opfinderi.
De seneste 10 år har den sjællandske bagersøn levet af sine gode ideer. Men det er først for nylig, at penge i en lidt større målestok, er begyndt at rulle ind på kontoen.
»Jeg er vant til at lave småting. Reparere en bil eller to og ind imellem få nogle penge for det. Men jeg har været selvstændig og klaret mig igennem på en SU-lignende indtægt, så jeg kan godt sige dig, at det er underligt det her,« siger han med henvisning til den millionforretning, hans skorstens-påhit tegner til at blive.
Det er fire år siden, at Poul-Ernst Meier blev inspireret til det, der nu hedder Perform. Kærestens sommerhus i Vendsyssel trængte til en ny skorsten, og uanset hvor omhyggelig den gamle maskinarbejder-elev gjorde sig med blyinddækningen, bulede den ubehjælpsomt ud både her og der. »Det må kunne gøres smartere,« sagde han til sig selv.

Mange partnere
På nogenlunde samme tid efterlyste Teknologisk Partnerskab under Teknologisk Institut lyse hoveder, der havde løsningen på en erstatning til den traditionelle blyinddækning. Miljøstyrelsen havde bebudet et forbud mod blyanvendelsen på nye tage fra december 2002, så Poul-Ernst Meier var ikke sen til at melde sig. Og så tog tingene fart.
»Det stod ret hurtigt klart for mig, at det faktisk var en god idé, jeg havde fået, så jeg blev rådet til at gå på jagt efter en producent hurtigst muligt. En der ville betale omkostningerne i forbindelse med patentansøgningerne. Men det var meget sværere, end jeg havde forestillet mig,« fortæller han. To unge fyre bed dog på, og sammen fik trekløveret kontakt til folk med både salgs- og markedsføringsevner.
Forinden havde Poul-Ernst Meier sendt en ansøgning til Patent- og Varemærkestyrelsen. Han ville ikke risikere, at der blev skrevet eller sagt noget om hans opfindelse i utide, for sker det, er der ikke længere tale om en nyskabelse, og så bliver patentansøgningen afvist.
»Jeg havde ikke penge til at hyre en professionel, så jeg skrev selv ansøgningen. Jeg brugte vejledningen for brugsmodeller, for den er moderne og forståeligt formuleret. Den der hører til patenter, bliver man direkte forskrækket af,« griner han i dag. Inden der var gået et år, hyrede skorstens-Meier dog et professionelt patentbureau til papirarbejdet.
»Nogle ret store virksomheder viste interesse for mit produkt, så selv om jeg havde indsendt en patentansøgning, var jeg ikke helt tryg ved situationen. De kunne sende fem advokater og få slukket mig med det samme, så jeg følte, at jeg havde brug for hjælp,« fortæller han.
»Der er tale om en juridisk detaljeringsgrad, man slet ikke kan forestille sig. Hvis man skal være sikker på, at patentansøgningen holder hele verden rundt, så skal man bruge et professionelt patentbureau. Selv om man er god til den slags selv, så er det efter min mening en dum risiko at løbe, hvis man virkelig har et godt produkt.«

To gamle biler
I dag har Poul-Ernst Meier patent på Perform i EU, Norge, USA, Australien, New Zealand, Japan og Kina. Flere lande kommer måske til senere. For det er en verdensnyhed, han har udviklet – det er gået op for ham. Perform er kommet ind i varmen hos stort set hele VVS-branchen i Danmark, oplyser producenten, Robert & Kjær ApS, og salget går bedre og bedre.
»Måske næste år,« lyder svaret, når Poul-Ernst Meier bliver spurgt om, hvornår han får den første million i kassen. Indtægterne er dog ikke det vigtigste.
»Det er selvfølgelig dejligt at tænke på, at jeg har opfundet noget, der giver penge i kassen, men de skal ikke bruge på en ekstravagant livsstil. Man kan hurtigt miste naboer og gode venner, hvis der pludselig står en Roll’s i garagen,« siger han.
Udover at rejse rundt i verden, skal pengene ifølge ejermanden bruges på at gøre flere spændende opdagelser – og på lidt tiltrængt afslapning.
»Det sidste års tid har jeg haft tid til at trække vejret. Jeg har brugt et par måneder på min hjemmeside, og et par måneder på at få overblik over, hvilke lande jeg vil videreføre mit patent i. Så har stuen fået nyt gulv, for den og brændeovnen har på det nærmeste været brugt som værksted om vinteren de senere år. Og så har jeg nok også brugt en måneds tid på at finde mig selv.«

Relaterede

Det frie initiativ (1) // Overtag en potentiel guldgrube (1) // Købers marked (1) // Holges gamle spand (1) // En god idé åbner ingen kassekredit (1) // Hvilken iværksættertype er du? (1) // Hvis bare jeg havde en idé (1) // Sådan laver du en prototype (1) // Licensformidling uden patentansøgning - kan man det? (1) // Skal jeg etablere mit selskab i Danmark og England (1) // Bred bund skaber nye stjerner (1) // Gode patenter koster millioner (2) // Regeringen vil hjælpe (1) // Den amerikanske drøm gik i opfyldelse (1) // Handling gør forskellen – Syv trin i kreativ forretningsudvikling (1) // Socialt og kommercielt entreprenørskab (1) // Kan jeg starte firma med en partner på 17 år? (1) // Tre måneder med fuld skrue (1) // I slipstrømmen af de store (1) // ”The gate- keepers have lost their keys” (1) // Flere vækstiværksættere med udenlandsk baggrund (1) // Kan vi bruge “Earn Out”-modellen? (1) // Må vi oprette dansk I/S fra Sverige? (1) // Du skal passe dit firma! (1) // Business Angels redder Silicon Valley ud af krisen (1) // Ejeraftaler får skud for boven i den nye selskabslov (1) // En verden af muligheder (1) // Tilbud: Få 9.000 nye iværksættere (1) // Hvordan starter jeg A/S eller ApS? (1) // Manual til forretnigner i Indien (1) // En god weekends arbejde (1) // Vælg virksomhed eller selskab med omhu (1) // Tre måneders intensiv opstart (1) // Mesterlære for iværksættere (1) // ”Lige” over grænsen... (1) // Internationalt udsyn styrker dansk iværksætteri (1) // Hvorfor flytter danske iværksættere til Silicon Valley? (1) // Husk din yndlingsvin (1) // Sådan får du et lækkert design til næsten ingen penge (1) // Bloddonation og global impact (1) //
Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign