Cxense Display
Findes i: #62 (November/2011) side 42
Artikeltype:
Forfatter(e): Anne-Mette Ravn
   
De fleste iværksættere kan uden tvivl skrive under på, at pionerånden er en af de vigtigste motivationsfaktorer, når man starter virksomhed. Men hvordan bevarer man den ’berømte’ pionerånd, når virksomheden vokser sig større? Det giver administrerende direktør i vækstvirksomheden Hartmanns, Anne-Mette Ravn, sit bud på he

Når en iværksættervirksomhed etableres, har den typisk ikke de store midler til løn, fancy arbejdstelefon eller personalegoder. Men så har den til gengæld noget andet. Den har den helt særlige ånd, som får mennesker til at ’bryde ny grund’ og gøre en ekstra indsats. Vi kender alle historien om den nystartede iværksættervirksomhed, der begejstret bruger dag og nat på sin drøm. Og den begejstring er netop helt central for at skabe noget nyt og unikt på markedet.
Samtidig spiller pionerånden også en vigtig rolle for sammenholdet i en organisation ved at skabe følelsen af, ’at vi er sammen om det her’.

Innovation som en del af værdisættet

Lysten til at prøve nye ting af og have en stor fællesskabsfølelse ligger lige for, når man er ny spiller på markedet og måske er fem-ti medarbejdere. Men i takt med, at virksomheden vokser sig større, bliver det vigtigere at holde fokus på pionerånden.
Hartmanns startede i 1996 som en iværksætterdrøm i små lokaler i Bagsværd. Bag virksomheden stod to ildsjæle, som ville skabe en landsdækkende vikarforretning. Det lykkedes, og i dag har Hartmanns 140 medarbejdere fordelt på tretten kontorer rundt omkring i Danmark. Og netop pionerånden har været en afgørende motivationsfaktor for at tilkæmpe sig en plads i markedet.
I Hartmanns lever pionerånden fortsat i bedste velgående. Det gør den ikke mindst, fordi vi er bevidste om, at det at være innovativ er en vigtig del af vores kultur. Faktisk så vigtig, at vi har indskrevet innovation som en af fire værdier i vores værdisæt. Det betyder bl.a., at medarbejderne har følelsen af ’yes, we can’ og ikke er bange for at tage nye initiativer.

10-turs klippekort til fejl
Når virksomheden vokser, er der risiko for at miste pionerånden. Man indfører procedurer, regler og retningslinjer, som ofte virker begrænsende for den innovative ånd i virksomheden, og som i værste fald betyder, at virksomheden mister spændstighed i forhold til at navigere hurtigt og effektivt.
I Hartmanns har vi et mantra, der hedder ’hellere tage en dårlig beslutning end ikke at tage en beslutning’. Vi arbejder med idéen om at give et 10-turs klippekort til fejl til hver enkelt medarbejder. På den måde fremelsker vi handlekraft, innovation og modet til at prøve noget nyt blandt vores medarbejdere.
Netop det at opfordre til beslutningskraft, tillade fejltrin og fremelske idéer, er nogle af de vigtigste opgaver, man har som virksomhedsleder. Særligt i arbejdet med at styrke og bevare pionerånden.

En frø kan da ikke klatre…
Fra første dag befinder man sig som virksomhed i en konstant bevægelse mod et nyt mål. I starten kan det være at flytte fra kælderrum til kontor. På længere sigt kan det være drømmen om at åbne endnu en filial eller butik.
Uanset hvor små eller store de enkelte mål er, så vidner de om én vigtig ting: At man er i stand til at sætte grænsebrydende mål.
I Hartmanns har vi f.eks. sat os det mål, at vi vil være blandt Danmarks bedste arbejdspladser i 2012. I dag er vi nr. 23 på listen (Great Place to Work-undersøgelsen).
Man skal altså i bund og grund hele tiden finde en ny passion for virksomheden, som kan skabe et nyt drive og et fortsat sammenhold. Og så skal man give sin naivitet lidt plads. Det er fremmende for at prøve noget nyt og tro på det umulige.
Ligesom historien om frøen, der nåede helt op i træets top. Men frøer klatrer jo ikke i træer, og alle de andre frøer faldt da også ned. Hvorfor nåede den lille frø så op? Den lille frø var døv, så den kunne ikke høre publikum nede på jorden stå og råbe, at det ikke kunne lade sig gøre.
I Hartmanns arbejder vi bevidst med det døve øre for at nå toppen.

7 gode råd til at bevare pionerånden
- Hav hjertet med i det, du gør
- Hav mod til at træffe beslutninger - også når tingene er usikre
- Beløn nytænkning kontinuerligt
- I mplementer hellere værdier end regler
- Involver medarbejderne i så mange beslutninger som muligt
- Sæt ambitiøse, grænsebrydende mål
- Husk at fejre sejrene

 

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign