Cxense Display
Findes i: #52 (April/2010) side 18
Artikeltype: Portræt
Forfatter(e): Isa Lindbæk
   
Eksperterne er enige om, at Augmented Reality bliver den næste store tekniske landvinding, og at vi alle inden for få år vil anvende computerteknikken. Den danske iværksættervirksomhed Inseeto forsøger som de første at kommercialisere teknologien, men det er et intenst kapløb mod tiden at finde investorer, mens der er mulighed for at skabe noget stort.

Endnu er det kun de mest teknik-interesserede, som har hørt om Augmented Rea-lity. Men snart vil vi alle bruge teknikken, som gør det muligt
for os at få en meget virkelighedstro oplevelse af at besøge et andet sted gennem computeren. Med Augmented Reality kan du besøge det hotel, du overvejer at booke til sommerferien, eller undersøge beliggenheden af et hus, du muligvis er interesseret i at købe. Augmented Reality kan også bruges til at følge med i, hvad dit barn laver lige nu nede i børnehaven. Og ja, alt det kan man allerede
gennem computeren, men med Augmented Reality vil man ikke skulle klikke sig gennem et utal af flade billeder for at danne sig et overblik, for teknikken vil give dig en tredimensionel oplevelse af at være der selv med bare et klik. Kan du se potentialet? Potentialet kunne stifterne af Inseeto, brødrene Jon og Jarl Friis,
i alle fald se, da de for omkring to år siden begyndte at diskutere tanken. De var begge teknisk velfunderede med en baggrund som henholdsvis cand.scient.oecon. og cand.scient i datalogi, og de fungerede på det tids-punkt som tekniske konsulenter i eget firma. Administrerende direktør Jon Friis:
”Vi havde arbejdet en del med geografiske kortdata, og vi kunne se, at der teknologisk var nogle mulig-heder for at genskabe en virtuel verden. Min bror tog forskellige teknologier og strikkede dem sammen, så de fungerede som en super god helhed. Så langt så godt, men vi havde tidligere brændt nallerne på et projekt inden for finansverden, og derfor vidste vi, at forretningsforståelsen skulle i højsædet. Vi måtte ikke blive teknologi-forelskede men måtte i lige så høj grad fokusere på, hvordan vi kunne skabe en forretning på vores idé.”
Arbejdsopgaverne blev fordelt mellem de to brødre, og mens Jarl Friis fortsat skulle udvikle teknologien bag den virtuelle genskabelse af verden, skulle Jon Friis stå for forretningsdelen.

Du har 10 minutter
Den første opgave for Jon Friis blev en omfattende forretningsplan.
”Jeg havde ingen specielle forudsætninger for at lave en forretningsplan, så det var en ren børneøvelse med at gå på nettet og finde en skabelon, som jeg gik i krig med. Hvordan skulle forretningsmodellen se ud, hvad var produktionsomkostningerne? Spørgsmålene var store men nødvendige for, at vi også selv kunne få en helt specifik beskrivelse af, hvad vores forretning gik up på punkt for punkt. Vi blev nødt til at have noget meget faktuelt at diskutere ud fra, så vi ikke bare fremstod som nogle euforiske IT-tosser, som fablede om at have fået super idé, som ville blive enormt stor.”
Budgettet lavede Jon Friis sammen med en statsautoriseret revisor, og det endelig resultat blev en professionel forretningsplan. Nu skulle forretningsidéen præsenteres for potentielle investorer, for yderligere kapital var nødvendig for at realisere projektet.
”Vi vidste godt, at en professionel forretningsplan var et minimum, men hvad vi ikke vidste var, at så snart en potentiel investor havde fået svar på, at vi havde en god plan, så gad de faktisk ikke læse den. Nej, nu skulle forretningsidéen præsenteres på fem slides ud fra devisen, at hvis du ikke kan overbevise mig om din geniale idé på ti minutter, så er den måske ikke så genial, når det kommer til stykket. Så på den hårde måde måtte jeg lære at kunne præsentere vores koncept meget hurtigt, enkelt og forståeligt.”
Jon Friis var klar over, at en af udfordringerne var, at de ikke kunne dokumentere deres forretningsidé, fordi den var helt ny. Det var ikke en billigere måde at producere t-shirts på eller et nyt mobilselskab, hvor du kan ringe en øre billigere. Det var banebrydende teknologi.
”I stedet for at dokumentere har vi forsøgt at godtgøre vore visioner. Se nu på Skype. Det var også en stor vision til at starte med, men her formåede man at gøre visionen troværdig og realistisk. Vores opgave er sådan set den samme. Det er os, som skal åbne ballet, og det er vores opgave at få inviteret nogle investorer og kunder med ind og danse.”

Jagten på finansiering
Men hvordan støver man en pengestærk, visionær investor op? For Jon Friis var det et helt ukendt territorium og endnu en ny kompetence, som skulle tilegnes. De første møder var en kontant læreplads, men formen er efterhånden finpudset:
”Jeg har fundet ud af, at finansiering af virksomheder er en hel industri for sig selv. Det er en hård verden med hårde mennesker. Mennesker, som har det som deres primære forretning at tjene penge på andres forretning, og de har forskellige parametre at bedømme ud fra. Erfaringen viser, at mange ny opstartede virksom-heder ikke klarer den, så selvom en investor måske støtter ti iværksættere, forventer vedkommende kun, at en ud af ti klarer den. Til gengæld skal succesen bære om-kostningen for de ni fejlslagne.”
Det er hårde odds, men Inseeto har faktisk aldrig været nervøse for, om deres koncept kunne holde.
”Vi har hele tiden syntes, at vores værdi var så oplagt, at vi ikke har været bange for at blive overset. Hvem pokker siger nej til det nye Skype, har vi ligesom tænkt. Fra starten kunne vi se det enorme globale perspektiv i Augmented Reality, men vi er også realistiske. Udfordringen er stadig at få en risikovillig investor med, og det kommer til at tage længere tid, end vi måske troede til at starte med.” Mange investorer har spurgt til ”proof of business”, men det er logisk nok ikke muligt, når virksomheden stadig ikke har fået sin første kunde. Det arbejdes der dog på.
”Vi har besluttet os for en tobenet strategi, som betyder, at vi fortsat optimerer teknologien og søger en investor til den del samtidig med, at vi arbejder benhårdt på at få den første kunde ombord. Det gør vi for at skabe cash-flow, for hele tiden at have kontakt til markedet og for at bevare realismen. Er der nogen, som vil købe det her, eller er det bare noget vi bilder os ind? Heldigvis er vi meget, meget tæt på at have de første kunder nu. Flere investorer har været interesserede, men har sagt: Få lige et par kunder først. Det har faktisk været en god øvelse, fordi vi fået finpudset nogle ting i forhold til nogle af de kunder, der i sidste skal danne grundlaget for en forretning.”

En visuel oplevelse
For at forstærke forretningsidéens troværdighed yderligere har Inseeto arbejdet meget med bruger-oplevelsen. Jon Friis:
”Augmented Reality kan være svært at forklare, men det er meget nemt at vise. Det er den visuelle oplevelse, som fremkalder aha-oplevelsen. Jeg har forsøgt at finde den berømte one-liner, som kan beskrive vores teknologi, men det er ikke lykkes mig endnu. Jeg tror, det er fordi, det primært er en visuel oplevelse, ikke en tekstuel oplevelse.”
Et af de eksempler på Augmented Reality, Inseeto har skabt, er en boligkøbssituation på nettet, hvor man i modsætning til de omkring 60 klik, der almindeligvis tager at få et fuldt overblik over beliggenhed og udseende, kan nøjes med et enkelt.
”Ejendomsmæglerne er ikke i tvivl om, at det er beliggenheden, som er det vigtigste i forbindelse med et boligsalg, men alligevel er det beliggenhed-en, som boligsiderne præsenterer dårligst. Vores teknologi sparer utrolig meget tid for brugeren samtidig med, at det giver en langt bedre oplevelse af beliggenheden. Ja, af hele området, for vi kan give dig en flyvetur ned ad gaden, rundt i byen, eller rundt om huset allerede under dit første kik på et hus. Folk, som er på boligjagt ved, at der bruges utroligt meget tid på at besøge huse, man allerede med det samme kan se ligger forkert på grunden eller i forhold til trafikken, når man tropper op, og de fejlbesøg kan vi stort set eliminere, fordi man med vores teknik ikke kan tage et foto fra en heldig vinkel. Med Augmented Reality ser huset ud, som du forventer, når du besøger det.”
Da tid efterhånden er vores mest sparsomme ressource, ser Augmented Realitys allerstørste force ud til at være den tid, vi kan spare ved at få et forstærket beslutningsgrundlag, og ejendomsmæglerbranchen er også interesseret i teknologien.
”Vi er meget, meget tæt på vores første kunder, og selvom champagneproppen ikke er sprunget endnu, så er flasken lagt på køl. Samtidig sikrer vores fokus på at få kunder også, at vi ikke boomer for tidligt, fordi vores meget lavpraktiske arbejde med at få kunder, forhindrer at vi rider højt på en bølge, vi er helt alene på.”

Hvad skal det koste?
En af de største udfordringer ved en ny teknologi er, hvem der skal betale for den. Det har også været en udfordring for Inseeto at identificere, hvem der kan og vil betale, men det var et af de første spørgsmål, de stillede sig selv.
”Vi er landet på en pris, som er meget overkommelig og som kun vil betyde en marginal prisændring eksempelvis i forhold til at sælge et hus. Til gengæld vil værdien være stor, for teknikken vil løfte præsentationen af huset markant. Næste skridt bliver online-præsentationer af hoteller og lignende, hvor rejseselskabet for en beskeden pris kan give en helt anden præsentation af hoteller og lokationen. Når brugerne først har oplevet en Augmented Reality præsentation af rejsemålet, vil de kræve det, for at være helt sikre på at vælge rigtigt.”
Jon Friis’ egen fascination af teknikken ligger også i, at man via Augmented Reality mindsker afstanden mellem den rigtige verden og den virtuelle verden. Og Inseeto er ikke alene om at være begejstrede for teknikken. Eksperter på den velrenommerede Gartner Group forudser en stor fremtid for Augmented Reality, og stort set alle, Jon Friis selv møder, kan se perspektivet og er enige om, at dette bliver fremtiden. De store spørgsmål som hvem og hvornår er bare ikke besvaret endnu.
”Vi er naturligvis nervøse for, at andre kommer og overhaler os indenom. Det er derfor vi arbejder med ryggen mod muren og gerne vil finde en risikovillig investor. Der er allerede lagt et kæmpearbejde, og den yderligere investering, vi mangler er til at bygge en organisation op, så vi kan rykke hurtigere.”
Til trods for megen snak om risikovillig investeringskapital synes den at være en mangelvare i Danmark. Jon Friis har et bud på hvorfor:
”Danskerne er et handelsfolk, som ikke opfinder så meget fra bunden. Jeg tror, det ligger dybt rodfæstet i vores kultur og derfor også har betydning for danske investorer. Derfor er vi også begyndt at søge kapital i England, hvor der er en større tradition og villighed til at satse på noget nyt.”

Tænker langt

En af potentielle investorers bekymringer er, at man ikke kan tage patent på teknologien, men det er ifølge Jon Friis en forkert
  måde at betragte ny teknologi på.
”Sådan er det med IT, man kan ikke fastfryse udviklingen og tage patent på den, for teknologien er hele tiden i bevægelse. Derimod skal man hele tiden fokusere på at videreudvikle teknologisk og tage markedsandele. Det stiller måske nogle særlige krav om IT- og teknikforståelse hos potentielle investorer, for at de til fulde kan forstå perspektiverne.”
Jon Friis og Jarl Friis har selv måtte indse nogle andre perspektiver i forhold til, når det lykkes at få den ønskede investor ind.
”Selvom vi lige nu bruger mange ressourcer på at få en investor og den første kunde, har vi allerede tænkt meget længere. Vi ved, at det bliver en global virksomhed og at det bliver stort, og vi må tænke langsigtet på, hvad der er godt for firmaet, ikke nødvendigvis, hvad der er godt for os som enkeltpersoner. Jeg har aldrig været administrerende direktør før, og jeg har ikke en imponerende track record over virksomheder, jeg har bygget op. Derfor må jeg være realistisk omkring egne evner. Måske vil jeg vokse med opgaven, men måske vil en ny investor og en bestyrelse ønske mig i en anden rolle, når vi vokser til en vis størrelse. Min bror er den bedste tekniske direktør Inseeto kan få, men jeg vil formentlig få tilbudt en anden rolle, og det vil også være okay. Jeg har set det i øjnene og vil ikke sætte mig tudende ned, som en iværksætter, der ikke kan forestille sig nogen anden fremtid for sin virksomhed end den, hvor han selv er ved roret. Den slags stopklodser har jeg selv oplevet som konsulent, og det er frygteligt.”
Lige nu er Inseeto en lille virksomhed med en stor idé. Der er stadig mange uaf-klarede bolde i luften. Den første kunde, den rigtige investor er de to største, men når det lykkes, er muligheder enorme og fascinerende. Tænk på det, når du om nogle år flyver af sted i en levende virtuel verden i din søgen efter viden.

Derfor bliver Inseeto store
Arne Winther er bestyrelsesformand i Inseeto. Han er selv serieiværksætter og står bl.a. bag virksomhederne Se
sement, der leverer sundhedsledelses-systemer, samt OK1, som er en softwareudviklingspartner. Han var ikke i tvivl om, at han gerne ville være en del af Inseeto, da han første gang blev præsenteret for firmaet. Her fortæller han hvorfor:

”Der er to ting, som jeg skal tænde på, før jeg finder et koncept interessant. Det ene er, at det skal være en idé, som er så stor og ny, at den ændrer markedet. Det andet er det team, som står bag konceptet. I Inseetos tilfælde var begge dele opfyldt. Alle bliver fascinerede, når de bliver præsenteret for den virtuelle verden, som Augmented Reality kan skabe. Den del er nem, men det vigtigste for en ny teknologis levedygtighed er, om man kan kommercialiserede den. Det synes jeg, at Inseeto har et godt bud på, og det er en meget realistisk forretningsmodel. Eksempelvis er deres første tilbud rettet mod ejendomsmæglere nemt at forstå og en kæmpe mulighed for hurtigt at få nogle kunder ombord. De virksomheder, som lykkes med en ny teknologi, er dem som har fokus på kundernes behov, og dem, som er de dygtigste til at skabe sig en position i værdikæden. Og så skal de vinde markedsføringsracet og sørge for at deres kompetencer har maksimal effekt overalt. Inseeto har den fordel, at de ikke er teknikforelskede men evner at fokusere på forretningen og kunden samtidig med, de har et rigtigt godt koncept. Der er masser af opstartsvirksomheder, som dør på netop dette punkt. Jeg har rejst mange penge til projekter også i den nuværende krise, og min holdning er, at de projekter, der skal overleve, de skal nok overleve. Når det er sagt, skal man være lige så dygtig til at sælge sin idé til en investor, som man skal være det til at sælge til slutkunden. Det er rigtig svært at få den første kunde, men det er næsten værre at få den første investor. Det skal nok komme for Inseeto. Jeg er ikke meget for støtteordninger, bare fordi man har noget, der ligner en idé. Som iværksætter skal man kæmpe for det, for det er først gennem den proces, at man for alvor udvikler forretningsidéen. Personligt er jeg kommerciel og teknisk velfunderet, og jeg har før haft held til at finde sprækker i markedet, der kan udnyttes til noget stort. Og stor, det vurderer jeg, at Inseeto bliver.”
 

Relaterede

Det er mit navn... (1) // Innovation er svaret (1) // Manden der ikke kunne lade være (1) // Isterningemanden (1) // Vagthund i cyberspace (1) // Klogere på forretning (1) // En Lille Hjælper til innovation (1) // 4 timer om ugen er nok (1) // I slipstrømmen af de store (1) // Præciser din internetsøgning (1) // Din mobile cykelsmed (1) // Sprouter.com: Et nyt internationalt social media-site for iværksættere (1) // Softwareudvikling med kenyansk islæt (1) // Nyt hjælpemiddel til genoptræning (1) // Da regnskabet gik på nettet (2) // Planket af de store (2) // Lever du livet farligt på nettet, eller opdaterer du dine programmer? (1) // Er der penge i folks mobiloptagelser? (1) // Med bud fra kiosken (1) // Indbrudstyvens skræk (1) // Vakuumpakket iværksætteri (1) // Bliv dus med internettet (1) // Byg bare Babelstårnet færdigt (1) // Nørdernes nye base (1) // Pas på pionerånden (1) // Cykelbanditten bryder med traditionerne (1) // Sprogøre for musik (1) // Hvorfor flytter danske iværksættere til Silicon Valley? (1) // Husk din yndlingsvin (1) // Iværksætterhøjskolen (1) // Nyt dansk koncept skaber super solceller (1) // 7 Adwords fejl der kan koste dig dyrt (1) // Matematik med mening (1) // Minister vil ruske liv i slappe websider (1) // Gamle vaser i nye striber (1) // Tre-To-En.Nu: Iværksætteri på en ny måde (1) // Prisvindende papkrykkeiværksættere (1) // Iværksætter, forudse fremtiden! (1) // Bloddonation og global impact (1) //
Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign