Cxense Display
Findes i: #40 (Februar/2009) side 41
Artikeltype: Bøger
Forfatter(e): Jesper H. Andersen
   
At reklamer påvirker os til at købe bestemte produkter, kan der næppe herske tvivl om. Men hvordan påvirker de os, og hvilke typer reklamer virker? Er det dem, der viser letpåklædte damer, dem med det bedste slogan eller dem vi har set som produktplacering i den seneste James Bond-film? De spørgsmål graver Martin Lindstrom et spadestik dybere ned i, end det tidligere er set, med hans bog ”Buyology”. Han benytter sig nemlig af hjernescannere til at se, hvilke områder i hjernen der aktiveres, når forsøgspersoner eksponeres for forskellige reklamebudskaber, eller det modsatte – skræmmebudskaberne på cigaretpakkerne. For at tage sidstnævnte først, så finder Lindstrom ud af, at lystcentrene i hjernen lyser op som et juletræ, selv om man kigger på en cigaretpakke med en advarselstekst. Derfor, konkluderer han, virker advarslerne ikke.
    Dette eksempel illustrerer både styrken og svagheden i hans værk. Det må siges at være overordentlig interessant at anskue spørgsmålet om reklamers effekt med disse nye teknologier – det giver anledning til at drage nye konklusioner om, hvad der virker i reklamer, og hvad der ikke gør. Bogen bevæger sig med dette nye våben i hånd igennem de virkemidler, som reklamebranchen har udviklet i årenes løb – produktplacering, underbevidste budskaber, sex i reklamer, osv., og afprøver i hvert tilfælde, hvad den nye tilgang kan bidrage med.
    Men samtidig er svagheden netop Lindstroms iver efter at drage konklusioner på et måske lovlig tyndt videnskabeligt grundlag. Der er nogle centre i forsøgspersonernes hjerner, der viser aktivitet, og herudfra springer Lindstrom til håndfaste konklusioner om hvad der virker, og hvad der ikke gør. Da kan man godt få den tanke, at årsagssammenhængen ikke er helt så simpel, som den skråsikkert fremstilles i Buyology, og den kritik har bogen da også mødt fra bl.a. hjerneforskere.
    Men enhver er jo fri til at opstille sine egne hypoteser ud fra det materiale, Lindstrom fremlægger, og derfor hører Buyology absolut hjemme på den obligatoriske læseliste. Uanset størrelsen af ens forretning og arten af de produkter, man sælger, giver denne bog ny inspiration til, hvilke virkemidler der skal satses på, når man reklamerer.

”Buyology”, af Martin Lindstrom, Børsens Forlag, 211 sider, kr. 299,95

Relaterede

Sæt din yndlingsvase på auktion (1) // Designere slår pjalterne sammen (1) // Pæne billeder til websitet (2) // Den strategiske designer (1) // Hun har skabt en mærkevare (1) // Gang i netsalget (1) // Se din hjemmeside som en pakke vaskepulver (1) // Den amerikanske drøm gik i opfyldelse (1) // Hvem siger nej til 19,8 millioner? (1) // Er der penge i folks mobiloptagelser? (1) // Bamser, badeænder og bundlinje (1) // Tjekket tøj i store størrelser (1) // Din grønne købmand (1) // Opskriften på en succesfuld netbutik (1) // Innovation på skolebænken (1) // Den rette hylde (2) // Guld for enden af regnbuen (1) // Forkælelse til din bærbare (2) // Hvad kan man starte uden en krone på lommen? (1) // Nyt liv til gamle bøger (1) // Cykelbanditten bryder med traditionerne (1) // Sådan får du et lækkert design til næsten ingen penge (1) // Prisvindende papkrykkeiværksættere (1) // Bloddonation og global impact (1) //
Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign