Cxense Display
Findes i: #42 (April/2009) side 16
Artikeltype: Salg
Forfatter(e): Jesper H. Andersen
   
Når man træder ind i en marokkansk tæppehandel, er der meget lille sandsynlighed for at man går igen uden at købe noget, erfarede IVÆRKSÆTTERENs redaktør Jesper H. Andersen. Læs beretningen, gerne med følgende spørgsmål for øje: Var denne handel blevet gennemført i en dansk butik?

Han ser os komme allerede en halv snes meter før vi er ud for hans butik. Tæppehandleren var en gråsprængt herre, nok i 60’erne, med 30 år bag sig i branchen skulle vi senere høre, og en sådan erfaring går man ikke bare uden om. Duften af købeinteresserede kunder får ham til at rejse sig fra sin stol ved indgangen og spankulere lidt planløst ud midt i passagen, så han er ideelt placeret til at invitere os indenfor. Ja faktisk var det ikke nemt at komme forbi.
    Vi havde på forhånd talt om, at vi godt kunne bruge et berber-tæppe, det var derfor vi gik rundt i Marrakech’s tæppe-souk, og denne tæppehandler så ud til at have en stor butik med et godt udvalg. Blandt de utallige invitationer vi havde fået til at stikke hovedet inden for at se på udvalget hos håbefulde tæppehandlere i souken, blev vi enige om denne gang at takke ja.
    Inden vi ser os om er vi bænket bagerst i butikken og udstyret med en kop marokkansk mynte-te, mens tæppehandlerens unge svend giver sig til at folde tæpper ud på gulvet foran os.
    ”Først viser vi jer de forskellige typer,” forklarer tæppehandleren, mens vi skynder os at indskyde, at vi slet ikke ved, om vi vil købe noget.
    ”Nej nej, I skal jo kun købe, hvis I kan lide det, I ser,” svarer han gemytligt.
    ”Hvis man køber noget, man ikke kan lide, er man jo dum.”
    Så sandt, som det er sagt, og således beroliget finder vi frem til et par tæppetyper, vi synes ligger tættest på det, vi kunne tænke os. Så begynder indsnævringen. Mere te bliver hældt op, hyggesludren går, og tæpper bliver hentet fra andre lagre uden for butikken. Snart er der gået tre kvarter, og vi har efterhånden set, hvad tæppehandleren har at byde på inden for den genre, vi søger. Alt sammen flotte, håndlavede berber-tæpper i fornem kvalitet, men ikke lige dét tæppe, som får os til at råbe hurra.

Nettet strammes

Således er vi nået til den beklagelige slutning på vores besøg hos den rare tæppemand. Troede vi. Men nej – tæppehandleren har et andet lager, vi også lige skal se, og vi følger med ud af butikken, rundt om et par hjørner, og ind i hvad der i mistænkelig grad ligner en anden mands butik. Det er da også en anden tæppehandler der tager over, mens den første tæppehandler hænger ud og ser til.
    Efter endnu tre kvarters tæppegennemsyn og endnu en svedende arbejdsdreng ligger der på gulvet foran os et tæppe, som måske kunne være sagen. Helt sikre er vi dog stadig ikke, og efterhånden er det også svært at tænke klart med de mange tæpper vi har set, og ingen frokost. Derfor spiller vi nu den vægelsindende købers es – et på vore breddegrader effektivt og velafprøvet trick: ”Vi tænker lige lidt over det, og så kommer vi tilbage.”
    Klart en undervurdering af situationens alvor.
    ”Nu har vi vist jer det bedste, vi har, og I ved stadig ikke, om I kan lide det. Og vi er nogle af de største her, vi har alle slags tæpper. Måske er I slet ikke ude for at købe et tæppe,” siger den første tæppehandler, der stadig står og hænger i butikken, så. Ikke direkte surt, men med hvad man måske kunne kalde en lidt beklagende mine. Strategien er nu skiftet fra ”just look” og ”køb kun, hvis I kan lide det” til at lægge pres på de nølende skandinaver. De mange tæpper, vi har set, og den halvanden times solounderholdning, vi har lagt beslag på, ligger pludselig som en tyngende dyne af dårlig samvittighed over os, og det forekommer ikke det mindste relevant at henvise til vores indledende forbehold. Har vi bare holdt dem for nar?

Slutspil

”Men det kommer også lidt an på, hvad vi kan få det for,” siger kæresten så, og selv om vi efterhånden godt kan regne ud, at en prisforespørgsel hos disse drevne handelsfolk er lig med at vi vil ende med at købe tæppet, spørger vi til prisen. De øvrige tæpper, vi har set på, lå alle i omegnen af 4.000 dirham i oplyst pris (ca. 2.700 kr.), men dette særlige tæppe kostede 5.800 dirham (ca. 3.800 kr.), fortæller den nye tæppehandler.
    Det får vi aldrig forhandlet ned i et fornuftigt leje, tænker vi – vi havde forestillet os at ende på omkring 1.500 kr. Men da vi endnu en gang undskylder og gør mine til at gå, foreslår den nye tæppehandler, der nu for alvor lugter kølige euro, at vi gør lige som i bjergene. Vi mødes. Han hiver en blok frem og skriver 5.800 dirham øverst, og beder os så skrive vores bud nederst. Uvante som vi er med at prutte, men dog hærdet af en uge i Marokkos souk’er, skriver vi med krummede tæer 1.500 dirham på sedlen. Der skal jo være noget at handle med.
    Okay, siger tæppehandleren uden at se fornærmet ud over vores – i egen tolkning – pinligt lave bud. Så streger han begge bud ud, og skriver en ny pris under sin først pris. 4.800 dirham kan vi nu få det for. Hvad byder vi så? Vi skriver 1.700 dirham som vores næste bud. Okay, siger tæppehandleren igen, streger begge bud ud, og skriver 3.800 som hans næste bud. Han er trods alt godt klar over, at han skal rykke sig mest, ser det ud til.
    Nu byder vi 1.900 og siger, at nu kan vi ikke gå højere. Imens falder tæppets pris til 3.200 dirham på blokken.
    ”Kan I se, vi nærmer os hinanden,” siger tæppehandleren fornøjet. ”Kom nu, giv et sidste bud.”
Vi skriver 2.100 på blokken, og tæppehandleren skriver 2.800.
    Nu ville vi ikke gå højere, men tæppehandleren får alligevel lokket et allersidste bud på 2.200 dirham – godt 1.500 kr. – ud af os, og det er næsten til vores overraskelse, at han siger ok og giver os hånden med et stort smil og en bemærkning om, at vi skal huske at give arbejdsdrengen gode drikkepenge for hans indsats. Handlen er afsluttet.

Efterrationalisering

Det hører med til historien, at alt vægelsind med dette håndslag forsvandt som dug for solen. Glemt var alle de andre flotte berbertæpper, og stolte er de nye ejere af dette flotte berbertæppe. Der følger nemlig endnu en fase efter købet – efterrationaliseringsfasen, hvor køberne bekræfter sig selv i, at det var det rette tæppe man købte – og til en god pris.
    Ellers er man jo dum.

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign