Cxense Display
Findes i: #80 (Februar/2014) side 28
Artikeltype: Finansiering
Forfatter(e): Anders Tang
   

MADS PAULI
BESTYRELSESFORMAND,
BUSINESS ANGEL SYDDANMARK

Er der minimumskrav, som skal være opfyldt, før du som Business Angel ønsker arbejde videre med en investeringscase?
Nej, det er der egentlig ikke. Vi har en bred vifte af investorer med forskellig baggrund og midler til investering. Så har du en gennemarbejdet case, vil vores administrationsselskab kigge på det. Herefter vurderer de i samarbejde med bestyrelsen, hvilke cases, der er mest interessant i forhold til en præsentation foran investorerne på vores møder.   

Hvordan forbereder en iværksætter sig bedst muligt til mødet med Business Angels?
Man skal have lavet en gennemarbejdet businessplan. Den skal indeholde en beskrivelse af bl.a. markedsmuligheder, konkurrenter, økonomi samt en vurdering af, hvad pengene konkret skal bruges til. Netværkets medlemmer er især interesserede i cases, der har et færdigudviklet produkt og muligvis også de første betalende kunder i hus. Endelig er det altid en god idé at have tænkt exit-scenariet igennem – altså hvordan forestiller man sig, at investoren på et tidspunkt kommer ud af virksomheden igen, hvis tingene går som man forventer.    

Hvad er dit bedste råd til iværksættere, som ønsker at rejse kapital ved at få en Business Angel ind i deres virksomhed?
Hvis vi snakker iværksættere, må det være realismen om egne evner. Kig på dig selv og find ud af, hvilke kompetencer den ideelle samarbejdspartner skal have. Har man en god idé, så vær ikke bange for at afgive ejerandele for at få de rigtige ressourcer ind i virksomheden, det er trods alt sjovere at eje lidt af meget end meget af ingenting.  

 


 

JOHNNIE BLOCH JENSEN
CORPORATE CAPITAL APS

Er der minimumskrav, som skal være opfyldt, før du som Business Angel ønsker arbejde videre med en investeringscase?
Oftest handler en investering om lige dele kemi, fornuftig rollefordeling samt projektets potentiale. Økonomien er ikke altid det væsentligste, men ofte er tiltroen til at de fremtidige roller giver mening afgørende. Vi har jo alle forskellige kompetencer, og særligt det med at give plads til hinandens stærke sider og få puslespillet omkring at bruge hinanden bedst, det afgørende for en succesfuld investering.

Hvordan forbereder en iværksætter sig bedst muligt til mødet med Business Angels?
De projekter, hvor iværksætterne kommer med "fejlfrie planer", "hockeystick budgetter" og "klar-parat-svar-attituder" giver altid en BA\\\'er lidt kolde fødder - for forskellen mellem en "almindelig investor" og en Business Angel er jo netop, at vi gerne vil være "med". Vi vil gerne stille vores viden, kapital og ressourcer til rådighed - aktivt ejerkab - på den gode måde. Men en god powerpoint med fokus på kunder, salg, marked og realistiske forventninger - hvor rollerne er afklaret og iværksætterens egen investering fremgår - er absolut en rigtig god begyndelse!

Hvad er dit bedste råd til iværksættere, som ønsker at rejse kapital ved at få en eller flere Business Angels ind i deres virksomhed?
Jeg vil mene, at en ærlig, ligefrem fremtoning med klare forventninger begge parter imellem giver det bedste resultat. Iværksætteren skal være realistisk og forstå, at en Business Angel er en investor og ikke en bank - og ønsker en ejerandel - til en fair pris! Så der er plads til i løbet af 2-3 år at kunne tjene penge på enten udlodning eller salg. Tiderne er slut, hvor "en god ide" kunne lokke to millioner kroner op af lommen på en business angel for en ejerandel på 20%!

Denne artikel har været bragt i magasinet iværksætteren #1 / 2014. Du kan læse mange flere artikler i magasinet, som alle Plus+ medlemmer af Dansk Iværksætterforening modtager. Læs mere om medlemskabet og bliv medlem her.

 

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign