Cxense Display
Findes i: #40 (Februar/2009) side 34
Artikeltype: Finansiering
Forfatter(e): Kim Valentin
   
Finanskrisen har gjort livet svært for mange virksomheder. Heriblandt er iværksætterne særlig hårdt ramt. Finansiering af innovation eller bare din evne til at arbejde hårdt og kvalitetsbevidst med din idé er ikke i høj kurs hos bankerne.
Selvom der langt og længe er blevet fokuseret på iværksættere, som er villig til at lægge penge og tid i projekter med stort eller lille potentiale, og skiftende regeringer har forfulgt en strategi om at flere skal være selvstændige, så kan krisen mærkes særligt hårdt hos denne gruppe. Man skal nærmest ”selv have pengene for at kunne låne dem”, som en af mine klienter sagde til mig for nylig.
    Finansmarkederne er præget af illikviditeten i bankerne. Den løssluppenhed bankerne (nogle af bankerne!) har haft i forbindelse med kreditgivningen giver danske iværksættere finansieringsproblemer. Man kan generelt sige, at alle har problemer, dels fordi vækst ikke kan fremmedfinansieres, dels fordi gode kunder ikke betaler til tiden og dels fordi eksisterende engagementer ikke forlænges eller opsiges, hvor det er muligt.
    Iværksætternes problemer starter med at dokumentationen omkring eksisterende egenkapital og potentielle driftsresultater ikke er optimal. Iværksætterne skal altså i højere grad end andre bygge forretningsplan og budget på kvalificerede gæt og sammenlignende analyser end andre. I det finansmarked vi har pt., hvor pengene ikke hænger på træerne, vil der være tendens til, at de kreative kreditansvarlige taber til bogholderne i kreditafdelingerne. Forståeligt nok, idet grundlaget for en egenkapitalforrentning i bankerne er, at der fortsat er en egenkapital! Når mange banker har solvensproblemer vil det altså være sjældent svært for innovative projekter at finde fremmedkapital.

Hæfte med alt, man har
Hvad skal man så gøre? Iværksættere bør lægge fokus i den finansielle strategi på risikovurderingen i forhold til tre dele af forretningen:
  • Egenkapitalen
  • Likviditeten
  • Driften
I øjeblikket skal alle faktorer ligge i ”grøn zone”. Dette betyder at der i forretningsplanen ikke må være forhold, som ej heller i kortere perioder kan betyde at:
  •     Egenkapitalen er utilstrækkelig
  •     Likviditeten er presset
  •     Driften giver underskud
Egenkapitalen bør således i øjeblikket udgøre minimum 40-50 pct. i de fleste projekter. Dette er minimumsgrænser, hvilket betyder at egenkapitalen fra start ofte skal være 80-100 pct., idet der går tid, inden en virksomhed kan konsolidere sig. Dette kan betyde at man må hæfte med alt hvad man har (selvskyldnerkaution), og at der evt. skal findes en kapitalstrukturmodel i kapitalkrævende innovative projekter, som rækker længere end normalt.

Banken har ingen penge
Likviditetsmangel kan være en virksomhedsdræber. Når gode sunde virksomheder i øjeblikket er ramt af likviditetsmangel, så kan de ikke altid låne penge i banken – fordi banken ikke har nogen at låne ud af. Ikke fordi de ikke vil låne penge ud – det lever de jo af – men fordi de ”gemmer” pengene til bedre tider eller til næsten alt andet end iværksættere/innovative projekter. Iværksættere skal derfor sikre ekstra gode reserver i projekterne fra start – alternativet er pt. at vente med opstart, udskydelse af investeringer eller lignende.
    Budgetopbygningen og realiteten i samt forudsætningerne for grundlaget for budgetterne skal derfor omgås med stor forsigtighed – du får ikke en ”second chance” i dette finansmarked. Budgetter skal følges og det er essentielt at en rapportering mellem virksomhed og bank/investor sker 100 pct. gennemsigtigt og til tiden. Hvis man ikke overholder aftaler, vil det være basis for opsigelse af engagementer eller manglende forlængelse af kreditter.
    Hvor iværksættere tidligere kunne opbygge projekter med en kapitalstruktur, hvor to ud af tre ovenstående overordnede faktorer var i orden, så skal alle dele være helt på plads som ovenfor beskrevet før finansieringen kan komme på plads. Det er heller ikke sundt at gå i gang med projekter før alle tre dele er på plads, idet du så blot med stor sandsynlighed vil miste dine indskudte penge, når planerne skal ændres eller du løber tør for penge. Det ved man jo sker i alle virksomheder – det går aldrig som planlagt.
    I den grundlæggende kapitalstruktur skal der altså bygges på stor grad af egenkapital fra start. Hvis du ikke har alle pengene selv, så skal du skaffe egenkapital i et meget besværligt finansmarked. Dette betyder at du må regne med at afgive større andele af din virksomhed til partnere. Men husk at det er bedre at have en lille del af en stor kage end en stor del af en lille kage.

www.finanshus.dk finder du ti gode råd til iværksættere i opstartsfasen over ting, du bør overveje før du går i gang.
Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign