Cxense Display
Findes i: #42 (April/2009) side 10
Artikeltype: Finansiering
Forfatter(e): Ditte Rude Petersen
   
I Ernst & Youngs nye undersøgelse af vækstvirksomheders udfordringer træder især det at finde kapital frem som den helt store opgave, efterfulgt af salg og markedsføring.

Vækstvirksomhed-erne er en vigtig del af den danske økonomi. Mange af dem står bag den innovation og den jobskabelse, som er med til at sikre Danmarks konkurrenceevne og velfærd. Og mange af de nuværende vækstvirksomheder vil være at finde blandt de bærende danske virksomheder i de kommende år.
En vækstvirksomhed er pr. definition en virksomhed, der har haft succes. Men det betyder ikke, at virksomheden ikke har været igennem svære perioder. De fleste virksomheder møder store udfordringer på vejen fra opstartsvirksomhed til moden vækstvirksomhed.
I den indledende fase skal entrepreneuren sikre, at der findes et marked og en efterspørgsel efter det pågældende produkt, og der skal udarbejdes en forretningsplan, der kan overbevise investorer, pengeinstitutter og potentielle kunder om, at der er tale om en solid og innovativ forretningsidé. Og så skal der findes finansiering, så entrepreneuren kan komme i gang med at realisere idéen. Inden længe skal entrepreneuren også overveje, hvordan virksomheden er organiseret. Der skal etableres en professionel bestyrelse, som kan være med til at udvikle virksomheden. Og der skal findes de rigtige medarbejdere og de rigtige lokaler. Når virksomhe-den så har fået en vis størrelse, ligger udfordringen som regel i at kunne følge med væksten. Der skal måske rejses mere kapital, og salgs- og distributionskanaler skal udvikles og optimeres. I den sidste fase, hvor virksomheden er blevet til en vækstvirksomhed, kommer spørgsmålet så, om hvordan entrepreneuren kan foretage sin exit fra virksomheden.

Banker modvillige

Ernst & Young har spurgt vækstvirksomhederne om, hvad de oplevede som den største udfordring i etableringsfasen, og de har sat finansiering højst på listen. Hele 28 pct. af vækstvirksomhederne har således angivet finansiering som den største udfordring. Mange vækstvirksomheder har oplevet modvilje hos bankerne, og nogle har derfor været nødt til at være kreative i forhold til at få anskaffet den første kapital; der bliver taget lån hos familiemedlemmer og friværdien i huset bruges også til at finansiere virksomhedens opstart.
En anden stor udfordring er at få skabt en efterspørgsel og få afsat virksomhedens produkter. Det opfattes som den andenstørste udfordring. Knap 20 pct. af vækstvirksomhederne har således angivet at etablere afsætningskanaler, at opbygge et marked, at skabe behov for virksomhedens produkter og at vinde markedsandele, er den største udfordring i opstartsfasen.
På tredjepladsen kommer det at udfylde rollen som virksomhedsleder. Nogle betegner udfordringen som manglende kendskab til ledelse, mens andre angiver det at drive en forretning som en stor udfordring. For nogle er det at turde tage springet til at blive selvstændig, mens andre igen beskriver udfordringen i de lange arbejdsdage, der for mange er en naturlig del af det at være selvstændig.I alt er der omkring 12 pct., der ser rollen som virksomhedsleder, som den største udfordring, jf. figur 1.
Der er til gengæld overraskende få, der angiver de administrative byrder, som en af de største udfordringer i etableringsfasen. De administrative byrder er således at finde længere nede på listen efter udfordringerne med at finde de rigtige medarbejdere, at få virksomheden optimalt organiseret, at gøre virksomheden profitabel, at få skabt en skalerbar platform for vækst og at generationsskifte virksomheden. Det betyder imidlertid ikke, at de administrative byrder ikke udgør en udfordring for vækstvirksomhederne. De andre forhold opleves blot som større udfordringer.
Omvendt er der også nogle entrepreneurer, der har oplevet en opstartsfase uden væsentlige udfordringer. Det gælder for knap 10 pct. af entrepreneurerne, og de fleste tilskriver dette god planlægning og så også en smule held.

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign