Cxense Display
Findes i: #1 (Maj/2003) side 26
Artikeltype: Finansiering
Forfatter(e): Glenda Napier
   
Kapital og erfaring er to ting, mange iværksættere godt kunne bruge mere af. Iværksætter Allan Kaczmarek (billedet) og hans virksomhed Input Device Development ApS har fået begge dele hos en Business Angel.

Allan Kaczmarek er til mus. Arbejdsmiljøvenlige, ergonomiske mus. Han har brugt halvandet år på at udvikle teknologien bag en ny, unik mus, som han i efteråret 2001 var klar til at bære til markedet. Hertil havde han behov for finansiering, men det var ikke ligetil at finde en investor. I vinteren 2002 tilmeldte Allan Kaczmarek derfor sit projekt på Dansk Business Angel Netværks (i daglig tale DBAN) elektroniske markedsplads for videnbaseret, innovative iværksættere og private investorer. 
»Jeg tog selv kontakt til det nationale Business Angel netværk, da jeg vidste, at de formidler kontakt til Business Angels rundt om i Danmark,« fortæller Kaczmarek. Oprindeligt er Business Angels et amerikansk fænomen, hvor ’angels’ refererede til de private personer på Broadway, der i starten af 1900 investerede deres penge for at få teateret til at løbe rundt. I dag er en Business Angel  en privat investor og ofte selv tidligere iværksætter, der stiller kapital,  erfaring og kompetencer til rådighed for investeringer i nye virksomheder, det man i daglige tale kalder for ’smarte penge’. 

Tiltrak 400.000 kr.
»Efter en måned på aktivt udkig via DBAN kom jeg i kontakt med en Business Angel. Vi holdt en række møder, hvor to Business Angels deltog og fandt interesse i musen. De to engle besluttede at investere tilsammen 400.000 kr. i min virksomhed,« beretter han.
Allan Kaczmarek og hans to Business Angels er netop hjemvendt fra IT-messen i Hannover, hvor de har fået en masse god respons på den arbejdsmiljøvenlige mus. På tre dage har de holdt ikke mindre end 19 møder.
»Møderne gik godt, men de var ikke forløbet nær så succesfuldt uden deltagelse fra mine to private investorer. Forud for
møderne gennemgik vi sammen alt præsentationsmateriale og jeg fik indarbejdet inputtene fra de to erfarne erhvervsfolk, der jo selv har startet egne virksomheder og derfor ved hvad der skal til.«

Kompetencetilførsel
Kaczmarek har selv ingen erfaringer med at sende produkter på markedet. Derfor er erhvervsengle, der aktivt involverer sig i virksomheden med deres erfaringer, et godt valg. Englene hjælper med udvikling af strategien, deltager som aktive bestyrelsesmedlemmer og trækker gerne på deres kontaktnetværk i både ind- og udland.
»Som iværksætter er der en række kompetencer, som man ganske enkelt ikke besidder. På messen tog jeg mig af at forklare teknologien bagved musen, mens mine to engle tog sig af de mere forretningsmæssige forhold, såsom hvilke typer aftaler og kontrakter, som vi skulle have forhandlet på plads. I forhandlingerne med de asiatiske parter viste aldersforskellen sig betydelig i forhold til troværdigheden og dialogen under forhandlingerne. Derfor var jeg meget glad for, at jeg havde nogle erfarne forretningsfolk med, og at de havde nogle år på bagen styrkede kun vores position,« fortæller Allan Kaczmarek.  
»En syndikering [saminvestering, red.] mellem Business Angels betyder ikke, at man som iværksætter bliver sat på bænken. I mit tilfælde har den ene engel ved siden af forretningsforståelsen også en forståelse for min teknologi, og kan udfordre mig med spørgsmål på den led, mens den anden engel har særlig erfaring med forhandlinger på de asiatiske markeder. På den måde fungerer de ikke alene som min sparringpartner, de bruger også i høj grad hinanden som sparringpartner. I fællesskab strømligner vi tingene og de øser ud af deres erfaring. Jeg vil gerne indrømme, at jeg i øjeblikket suger lærdommen til mig,« siger han.
Når Business Angels investerer i nye virksomheder er der ingen tvivl om, at den personlige kemi mellem virksomhedens stifter og Business Angel er af stor betydning. Forholdet skal være godt, og man skal kunne lide at arbejde sammen – ellers får man ikke en engel til at investere sine økonomiske midler i virksomheden.
»Det er helt essentielt, at både iværksætter og Business Angel føler, at de kan svinge sammen. Vi bruger meget tid sammen og tager mange store beslutninger i fællesskab.«
 

Relaterede

En god idé åbner ingen kassekredit (1) // De nye kom-i-gang-lån til iværksættere (1) // Mens vi venter på kom-i-gang (1) // Vagthund i cyberspace (1) // Eliteiværksættere møder kapitalen i øjenhøjde (1) // Flere iværksættere kan få glæde af skattefri opsparing (2) // Venture Cup bliver landsdækkende (1) // Likviditet er Gud (1) // Hvordan kan investor få 25 pct. af mit enkeltmandsfirma? (1) // Alt for få virksomheder har styr på likviditeten (1) // Banken som redningsmand (1) // Hjælp, jeg er rig! (2) // Kapitalrejsning for vækstvirksomheder – myter, trends og den barske virkelighed (1) // Kapitalfremskaffelse i en krisetid (1) // Venturemilliarder skaber vækstdrømme (2) // Du kan sikre dig kontant betaling for dit arbejde (1) // På kursus med statstilskud (2) // Kunsten at vinde englenes gunst (1) // Ny fond vil investere i sociale iværksættere (1) //
Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign