Cxense Display
Findes i: #23 (Februar/2007) side 9
Artikeltype: Jura
Forfatter(e): Anette Sand
   
Med virksomhedsskatteordningen – som den populære ordning faktisk hedder, kan du planlægge din skat over en årrække.

Ejere af I/S og enkeltmandsvirksomheder bliver som udgangspunkt beskattet direkte af deres overskud, uanset om pengene er hævet til privatforbrug eller ej. Men med virksomhedsordningen (VSO), kan man udskyde beskatningen og nøjes med at betale 28 pct. acontoskat  af den del af virksomhedens overskud, der bliver opsparet i virksomheden.

Spar topskat
Det er mest attraktivt for dig at bruge VSO, hvis din indtjening er så høj, at du skal betale topskat, og det vil for 2006 sige, at din indtægt efter AM-bidrag skal være over 318.700 kr. Det er dog kun aktuelt, hvis du ikke hæver hele dit overskud men lader nogle af pengene blive i virksomheden.
Hvis du så året efter har et lavere overskud, kan du »fylde op« med det opsparede overskud op til topskatten og på måde spare i den samlede skat set over de to år.
Mange, som bruger VSO år efter år oplever, at de ender med at have et stort
opsparet overskud og dermed en stor udskudt skat, som kan give likviditetsmæssige vanskeligheder, når firmaet skal sælges eller lukkes.
Derfor er det vigtigt at have en afvik-lingsplan: Hvis der er tale om et anseeligt beløb, kan det måske betale sig at holde gang i virksomheden på lavt blus i et par år, og trække pengene ud langsomt, frem for at betale topskat af hele beløbet i et år. I denne type sager, kan det svare sig at have en dygtig skatterådgiver.

Store renteudgifter

En anden fordel ved VSO er, at man får større skattemæssig værdi af sine renteudgifter, som bliver fuldt fradragsberettigede. Hvis man ikke bruger VSO, giver renteud-gifterne kun fradrag i kommuneskatten.
Hvor store renteudgifterne skal være, før det kan betale sig, afhænger af flere ting. Mange vil vælge at få hjælp til opgørelsen, og da skal skattebesparelsen i det mindste kunne dække revisorregningen, for at det kan betale sig at bruge VSO’en alene på grund af det større rentefradrag.

Studievirksomheder
Virksomhedsordningen bliver også brugt i forbindelse med studievirksomheder, hvor det kun er det hævede overskud, der indgår i beregningen af SU.

Krav til dokumentation

Bogføringsmæssigt er der ikke den store forskel på et regnskab med og uden VSO. Men der skal laves en opgørelse af de private indskud og hævninger, og der må derfor ikke være nogen betydelig sammenblanding af den private økonomi og firmaets.
Beslutningen om VSO eller ej skal principielt først træffes, når selvangivelsen skal udfyldes, men det er en klar fordel at vide det, når du starter din bogføring, da årets brutto hævninger og indskud har indflydelse på skatten.

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign