Cxense Display
Findes i: #11 (Februar/2005) side 16
Artikeltype: Jura
Forfatter(e): Benjamin Lundström
   
En uafhængig mægler kan hjælpe med at opnå en skræddersyet løsning på en konflikt – og ikke kun en domstolsafgørelse til fordel for den ene eller den anden part. I dette nummers juridiske artikel ser advokaterne fra Von Haller på begrebet mediation.

Der er mange måder at løse konflikter på – nogle bedre end andre. Men at søge at afgøre en konflikt ved domstolene er mange gange ikke det bedste valg. Dette forhold er lige så langsomt ved at gå op for mange, der i privat eller erhvervsmæssig sammenhæng har brug for at få afklaret en tvist. Og i dag er der faktisk gode alternativer, som f.eks. mediation.

Mediation
Mediation har ikke noget med meditation at gøre udover, at begge processer kan give deltageren en positiv oplevelse. Mediation er en konfliktløsningsform, hvor de stridende parter mødes med en uafhængig mægler (en mediator) med henblik på at finde en løsning på deres tvist. Mediatoren fungerer som uafhængig mægler og bistår parterne med aktivt at fokusere på deres interesser for derigennem at opnå en brugbar og skræddersyet løsning på konflikten. Mediatoren vil typisk have en mediatoruddannelse og vil derigennem have de værktøjer, der skal til for at få parterne til at finde den bedst mulige løsning. Mediatoren optræder ikke som dommer og træffer derfor ikke nogen afgørelse i selve tvisten. Helt afgørende elementer i mediation er, at processen er
frivillig, at parterne selv fastlægger rammerne, og at de i samarbejde bliver enige om den bedst mulige løsning på konflikten.

Fordele ved mediation frem for retssag
Allerede ud fra denne korte beskrivelse kan man få øje på nogle af de afgørende forskelle, der er mellem mediation og domstolsbehandling. Ved en retssag overlader parterne kontrollen over processen og over løsningen til en dommer, der træffer en afgørelse ud fra den gældende lovgivning på området. Mange har den oplevelse, at de ikke er tilfredse efter en
retssag, og det uanset om de formelt set har vundet sagen. Grundene hertil kan være mange, og de fordele man kan fremhæve ved mediation i forhold til en retssag, illustrerer på glimrende vis situationen:
   
Fordele ved mediation:
-    Tidsbesparende
-    Omkostningsbesparende
-    Bevarelse af kontrol over konflikten,
    processen og udfaldet
-    Opnåelse af win-win løsninger på
konflikten
-    Fortrolighed
-    Fremmende for bevarelse af et forhold
    mellem parterne efter tvisten er af-klaret
-    Mulighed for bedre løsninger på kon-
flikten (holdbare og kreative løsninger)
-    Dialogfremmende
-    Afklarer og adresserer forhold, der ikke
    findes juridiske løsninger på, som f.eks. følelser
-    Fremme forståelsen for konflikten og
    den anden part
-    Bygger på samarbejde og ikke fejde

Konflikten om en appelsin
Et af mediationens primære mål er at opnå en win-win situation for parterne og deres konflikt. Et meget brugt eksempel herpå er konflikten om appelsinen:
To parter strides om én appelsin, og begge mener at have eneret til appelsinen. Ved en domstol vil én af parterne have mulighed for at tvinge den anden til at afstå appelsinen, eller alternativt vil
domstolen måske nå frem til, at appelsinen skal sælges til tredjemand, og købesummen deles. Parternes advokater bliver måske enige om at forlige sagen, inden den afgøres af en dommer, og forliget kunne i bedste fald gå ud på, at appelsinen bliver skåret over i to dele. Derved har parterne gået på kompromis i en sådan grad, at de begge nok oplever, at de delvist har tabt sagen.
I en mediation derimod vil man søge bag om de umiddelbare krav og få de bagvedliggende interesser frem i lyset. Herved kunne det f.eks. vise sig, at den ene part ville have appelsinen med henblik på at bruge appelsinskallen til en kage. Den anden part var derimod alene interesseret i appelsinkødet og med denne indsigt, hjælper mediator hurtigt parterne frem til en løsning, hvor appelsinen bliver skraldet, sådan at den ene part kan få skralden og den anden appelsinkødet. Begge har nu oplevelsen af at have opnået en win-win situation, og ud over tilfredsheden med selve løsningen har parterne også oplevelsen af at have fundet denne unikke løsning i fællesskab. Dette kan vise sig at være meget fremmende for parternes fremtidige relation.

Udviklingstendenser
I Danmark er mediation ved at vinde frem som alternativ til domstolsbehandling af tvister. Dette både inden for de privatretlige konflikter, såsom skilsmisser og forældremyndighedssager, men i stadig stigende grad også inden for de erhvervsretlige tvister. Igennem de seneste år har vi set tiltag som stiftelse af mediatorforeninger (f.eks. Mediatoradvokater), etablering af uddannelsesforløb (f.eks. Advokatsamfundets Mediatoruddannelse), etable-ring af forsøgsordning (f.eks. retsmægling) og diverse forskningsprojekter.
I Danmark har man fået øjnene op for de fordele, som en alternativ konfliktløsning kan medføre, særligt inspireret af udviklingen i andre lande som f.eks. USA, Australien og Canada. I disse lande er mediation meget udbredt, og erfaringer herfra viser, at der i mediationssager er en succesrate på mellem 70 pct. og 80 pct., dvs. at parterne i de allerfleste tilfælde indgår en aftale.
Siden 1. marts 2003 har der ved en række danske domstole været kørt en forsøgsordning, hvor parter i verserende retssager er blevet tilbudt et frivilligt mediationsforløb.
Ordningen har kørt under betegnelsen retsmægling. Ved hver af de involverede domstole er der udpeget tre advokater og tre dommere, der fungerer som mediatorer, og som skal hjælpe med at få løst konflikter ved hjælp af mediationsmetoden. Forsøget er blevet til i samarbejde mellem Justitsministeriet, Domstolsstyrelsen og Advokatsamfundet og har været så stor en succes, at ordningen er forlænget til udgangen af 2006. Herefter vil Justitsmi-nisteren overveje, om ordningen skal gøres permanent.
Uanset at vi i forhold til alternativ konfliktløsning befinder os på et tidligt stadie i Danmark, er der ingen tvivl om, at mediation er kommet for at blive. Hvor stor udbredelse det vil få, og hvor hurtigt udbredelsen vil ske, er svært at sige, men tendensen er lovende.

 

Fakta om Mediation

Hvor lang tid tager det?
Det er ofte hurtigt at finde en løsning på en konflikt ved mediation. Typisk vil en erhvervsretlig tvist kunne løses på et til to møder afhængig af sagens indholdsmæssige omfang. En familieretlig konflikt vil typisk forløbe over flere kortere møder.

Hvad koster det?
Prisen for mediation aftales med mediator inden mediationens påbegyndelse. Mediationen afregnes med en fast timetakst efter forbrugt tid eller fast beløb dækkende en halv eller hel dags mediation. Timetaksten er forskellig afhængig af mediators erfaringer, fagområde, uddannelsesmæssige baggrund etc. Timetaksten varierer sædvanligvis mellem ca. kr. 1.500 og kr. 2.500 ekskl. moms. Inden mediationen begynder, er det sædvanligt, at der indbetales et depositum fastsat af mediator.

Er man tvunget til at fuldføre en mediation, når man først er startet?
Alle deltagere i en mediation kan til enhver tid meddele, at de ikke længere ønsker at deltage. Dette gælder også mediator.

Vil mediation ikke blot forværre konflikten?
Det er korrekt, at der under en mediation kan komme andre emner frem end de, der typisk vil blive nævnt under en traditionel forhandling eller en retssag. Det er erfaringen, at disse yderligere oplysninger kan bidrage til en brugbar løsning.

Hvad er formålet med en mediation?
Formålet med en mediation er at finde en løsning, der varetager begge parters behov og interesser. En mediation er baseret på parternes ønske om en forhandling. Derfor er begge parter som udgangspunkt tilfredse med den forligsaftale, der bliver indgået. En retssag eller voldgiftssag vil næsten aldrig føre til et resultat, som begge parter er tilfredse med.

Hvilke sager?
Stort set alle sager egner sig til mediation. Det er således ikke afgørende, om det er en privatretlig tvist af begrænset økonomisk betydning eller en milliardkonflikt mellem internationale koncerner.

Hvordan?

Parterne i en konflikt kan have aftalt på forhånd, at en eventuel uenighed skal søges bilagt ved mediation. Både i den situation og hvis parterne først efter at konflikten er opstået bliver enige om mediation, kan man rette direkte henvendelse til en mediator eller alternativt bede foreningen Mediatoradvokater (www.mediatoradvokater.dk) om at udpege en mediator. Mediatoradvokater fører en liste over mediatorer, som man kan henvende sig til.

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign