Cxense Display
Findes i: #24 (April/2007) side 8
Artikeltype: Jura
Forfatter(e): Steen Witthøfft
   

Jeg har en selvstændig virksomhed, hvor jeg er alene om tingene. Af og til har jeg nogle opgaver, som vores store dreng sagtens kan lave. Jeg har tænkt på at ansætte ham, men på den måde, at vi aftaler fra gang til gang – f.eks. noget der skal pakkes, produceres, etc. Der er ingen løft eller andet fysisk hårdt arbejde.
    Vi tænkte en overgang på, at han jo blot kunne oprette en virksomhed og så skrive en faktura – men da han er 17 år kan man ifølge SKAT ikke gøre det. Det jeg tænker mest på er, om det hele vil drukne i feriepenge, forsikring etc.
    Så spørgsmålet er: kan vi blot lave en ansættelseskontrakt, og så udbetale ham løn i forhold til arbejdsmængden – eller er der andre forhold vi skal tænke over
Lars Doktor Kristensen, Toftegaard


 Det er en god idé at udarbejde en ansættelseskontrakt både af hensyn til din virksomhed og din søn, men specielt af hensyn til forholdet til SKAT, således at de ikke finder på at overveje at sætte virksomhedsejeren i skat af eventuel lønindtjening, som reelt set skal gå til din søn.
    Hvis din søn ikke har andet arbejde, vil han jo kunne indtjene op til sit personfradrag og skal blot betale AM-bidrag.
    Da din søn ikke skal arbejde med andet end at pakke og producere forskellige ting, som hverken er farligt eller af fysisk karakter, vil jeg ikke komme ind på regelgrundlaget omkring ansættelse af mindreårige m.v. Du skal dog være opmærksom på følgende problemstillinger:
• Hvad må de unge arbejde med
• Arbejds- og hviletid
• Alene-arbejde og voldsrisiko
• Arbejde med maskiner og tekniske hjælpemidler
• Farlige stoffer og materialer
• Fysiske påvirkninger
Såfremt du er interesseret i at vide mere herom, kan du læse artiklen ”Unge på arbejdsmarkedet” på Ret&Råds hjemmeside www.retograad.dk.
    I relation til forsikringsforhold skal du selvfølgelig sørge for, at dine ansatte er forsikrede i henhold til lovgivningen. Udgiften til forsikring af din søn vil ikke være så stor, da han kun vil arbejde i mindre omfang.

Svar leveret af Ret&Råd - www.retraad.dk

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign