Cxense Display
Findes i: #26 (September/2007) side 14
Artikeltype: Jura
Forfatter(e): Anette Sand, Henrik Paaske
   
Det er let i Danmark at starte en erhvervsdrivende virksomhed. Og endnu lettere at lave en hobbyvirksomhed. Men ind imellem er der tvivl om, hvilken type virksomhed, der er tale om, og det kan blive dyrt, for skattereglerne er forskellige.

Den forholdsvis lette adgang til etablering af virksomheder i Danmark gør, at mange forsøger sig, uden at det hver gang bliver til en stor økonomisk succes.
Reglerne er skruet sådan sammen for erhvervsmæssige virksomheder, at vi betaler skat af overskuddet på virksomhedens drift, når de fradragsberettigede udgifter er trukket fra. Hvis man i en startperiode har et underskud, vil det kunne trækkes fra i den anden personlige indkomst, f.eks. løn eller dagpenge. Også selvom underskuddet er opstået, fordi man har anskaffet sig nogle driftsmidler, som man afskriver på. Der er en del firmaer, som ikke opnår et overskud i sit første og måske andet driftsår.
For hobbyvirksomheder er reglerne anderledes: Dels kan man ikke afskrive på anskaffelse af driftsmidler, og dels må et eventuelt underskud ikke trækkes fra i den personlige indkomst.
Hvis du driver en hobbyvirksomhed og kender reglerne, er det jo ikke noget problem. Men ind imellem er der uenighed mellem SKAT og de selvstændige om, hvorvidt en virksomhed er en erhvervsmæssig virksomhed eller en hobbyvirksomhed. Hvis man har underskud flere år i træk, kan SKAT finde på at stille spørgsmålstegn ved, om virksomheden drives erhvervsmæssigt.

Forskel på brancher

Hobbyvirksomheder skal ikke momsregisteres. Men det, at man har momsregisteret sin virksomhed, gør ikke i sig selv, at den bliver betragtet som erhvervsmæssig. Det der afgør sagen er, om der er udsigt til, at det kan give ejeren en fornuftig indtjening, om der er tale om en professionelt drevet virksomhed, og i hvor høj grad ejerens personlige interesser gør sig gældende.
Inden for nogle virksomhedstyper er der oftere tale om hobbyvirksomhed, end inden for andre, på grund af ejerens hobby og manglende fokus på overskud. F.eks. (fritids)landbrug, bådudlejning, sommerhusudlejning, dyrehold og kunstneriske virksomheder. Dem kan man læse særskilt om på SKATs hjemmeside (søg under hobbyvirksomhed). Men inden for alle erhverv vil der være eksempler på, at virksomheder ikke bliver drevet erhvervsmæssigt, og så bortfalder muligheden for at afskrive på aktiver og for at trække underskud fra i sin personlige indkomst.
Hvis en virksomhed bliver ”dømt” hobbyvirksomhed, selvom ejeren har opfattet den som erhvervsmæssig, kan der blive tale om tilbagebetaling af skat flere år tilbage, og det kan være dyrt, hvis man netop har forsøgt sig som selvstændig, men ikke havde succes.
For virksomheder, som drives ved siden af andre aktiviteter og som giver underskud, kan det være en god idé at gå tjeklisten igennem: Er mit firma en hobbyvirksomhed? Og er du i tvivl, så inviter SKAT på et servicebesøg, og få tjek om forholdene – hellere før end siden.
 

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign