Cxense Display
Findes i: #20 (September/2006) side 8
Artikeltype: Jura
Forfatter(e): Tom Bramming Christensen
   

Vi har fået designet et armbånd hos en designer, der har fået penge for arbejdet og som en ekstra bonus lovning på en royalty-kontrakt med et vederlag per solgte armbånd. Vi var blevet enige, og kontrakten var klar til underskrift, da min partner trådte ud af firmaet. Min nye partner er uenig i udforming af kontrakten, og vi har derfor ikke underskrevet den. Designeren påstår nu, at kontrakten er godkendt og dermed gældende, selv om vi ikke har skrevet under. Vi ønsker ikke at benytte os af hans design og har derfor ikke startet nogen produktion.
Designeren påstår, at vi ikke må designe andre armbånd uden hans godkendelse, selvom det er min ide med armbåndet, og vi ikke ønsker at kopiere eller krænke hans design. Har han ret?
Anonym


SVAR: Der er to forhold, som skal afklares. Det ene er, om retten til designet overgår til jer ved betaling første gang. Det gør det som udgangspunkt kun, hvis det er konkret aftalt, hvad det efter det oplyste ikke er. Det skal derfor afklares, om der er indgået en aftale, uden at kontrakten er underskrevet. Mundtlige aftaler er bindende, men er ofte svære at bevise. Formålet med at lave en kontrakt er netop at afklare rettigheder og pligter, hvilket peger i retning af, at der ikke er indgået en forpligtigende aftale, inden begge parter har underskrevet. Modsat kan man argumentere for, at der er indgået en gyldig aftale, der blot skulle bekræftes. Hvis I på den måde har fortrudt den indgåede aftale, så har I et problem.
Da det er designeren, som vil påberåbe sig rettighederne, er det ham, som skal bevise, at der er indgået en aftale. På det punkt har designeren efter min mening et problem, netop fordi han ikke i tide har sikret sig en underskrift. I kan derfor efter min opfattelse godt lave et andet armbånd, men er naturligvis begrænset af bl.a. Markedsføringslovens regler om god markedsføringsskik, hvorfor I ikke kan lave en kopi af det gamle armbånd i en andens navn.

 

Svar leveret af Ret&Råd - www.retraad.dk

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign