Cxense Display
Findes i: #25 (Juni/2007) side 12
Artikeltype: Jura
Forfatter(e): Anette Sand, Henrik Paaske
   
Reglerne for, hvilken type undervisning, der er fradragsberettiget, er besværlige. Ikke alle kan få fradrag for de samme kurser.

Vi skal lære hele livet! Uddannelse, videreuddannelse og efteruddannelse er populært hos politikerne, som ad den vej forsøger at geare os til at være omstillingsparate og mobile på arbejdsmarkedet. For iværksættere og små selvstændige virksomheder kan kurser dog blive en dyr fornøjelse – især hvis udgiften viser sig ikke at være fradragsberettiget.

Regler for ansatte

For medarbejdere gælder det, at virksomheden kan betale de omkostninger, der for forbundet med deltagelse i undervisning, og medarbejderen er som udgangspunkt ikke skattepligtig af beløbet. Både kortere og længerevarende kurser, men ikke undervisning som ”etableres med henblik på en fremtidig indkomst”, altså direkte kompetencegivende uddannelser. Omkostningerne, som er omfattet af Ligningslovens § 31, er kursusgebyr, undervisningsmateriale, befordring til og fra kurset samt fortæring og overnatning. Der gælder særlige momsregler for kurser: Momsfradrag kan opnås hvis kursusfakturaen er påført moms, der er dog kun en fjerdedel momsfradrag på logi og forplejningsdelen af kurset. Reglen gælder ikke, hvis ”kurset udelukkende har privat karakter for modtageren”, indholdet skal altså have erhvervsmæssig relevans.

Regler for ejere

Hvis der er tale om, at ejeren selv skal på kursus, viser en række afgørelser i Landsskatteretten, at man skal være påpasselig ved valg af uddannelsen, navnlig længerevarende eller kostbare uddannelser. Den skal have direkte relevans for virksomheden, og kurset skal medvirke til at ajourføre og vedligeholde den viden, der er indtægtsgrundlaget i den selvstændige virksomhed. Der kan derfor godt findes kurser, som nogle selvstændige vil få godkendt mens andre vil få nægtet fradrag.
    Det betyder, at der skal være tale om opdatering, efteruddannelse eller kurser, som angår den praktiske drift af virksomheden. Hvis den selvstændige har familie ansat, vil der kun kunne betales for kurser i samme omfang som for øvrige ansatte.

Få et bindende forhåndssvar

Man kan hos SKAT få et bindende forhåndssvar for 300 kr. Spørgsmålet skal formuleres klart, og der skal kunne svares ja eller nej på det. I tvivltilfælde omkring kurser/efteruddannelse kan det være en god idé på forhånd at få godkendt fradraget for at undgå et uventet skattesmæk, hvis det viser sig, at du og SKAT ikke er helt enige om, hvornår der er tale om efteruddannelse og hvornår det er kompetencegivende videreuddannelse. Der har allerede været mange spørgsmål om emnet, og afgørelserne kan læses på http://skat.dk.
 

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign