Cxense Display
Findes i: #9 (September/2004) side 16
Artikeltype: Jura
Forfatter(e): Kristian Beltner
   
Som iværksætter har man ofte brug for at indgå aftaler om for eksempel produktudvikling, salg, markedsføring eller andet. Advokaterne fra Von Haller gennemgår i dette nummers juridiske artikel hvad man bør have med i en aftale.

Hvordan laver man en god samarbejdsaftale? En kontrakts udformning afhænger af de involverede parter, genstanden for aftalen, økonomi og meget andet, så det kan være svært at svare på. Målet er altid at lave en kontrakt, som efter indgåelsen kan blive liggende i skuffen, da alle parter kender deres rettigheder og pligter i samarbejdet. Det er imidlertid ikke altid tilfældet. Som advokat oplever man ofte, at konflikter og økonomisk tab opstår, fordi en klient har indgået en dårlig aftale.
I det følgende gennemgår jeg nogle af de vigtigste forhold, som man bør overveje at regulere i en aftale, når man indgår i et samarbejde med en samarbejdspartner. Der kan være tale om aftaler om produkt-udvikling, salg, markedsføring eller andet, og mange af de nævnte forhold vil også være relevante for mange andre typer af kontrakter.

Sprog og opsætning
Inden man begynder at skrive samarbejdsaftalen, er det en god ide at lave en brainstorm over indholdet og nedfælde punkterne i en foreløbig indholdsfortegnelse. Ved at tage udgangspunkt i indholdsfortegnelsen bliver ens tankegang og kontrakten mere stringent, og det bliver sværere at glemme forhold, der bør reguleres.
I det omfang det er relevant, bør man, når man skriver kontrakten, forestille sig aftalen – og dermed opbygningen af kontrakten – som et kontinuerligt forløb med en start og en slutning. For eksempel kan bestemmelser om tvister placeres til sidst, da dette sædvanligvis også vil medføre afslutningen på aftaleforholdet. For overskuelighedens skyld er det vigtigt, at man gør sine sætninger så korte og præcise som muligt og letforståelige for udenforstående. Overvej hele tiden, om nogle ord eller tilføjelser kan barberes væk som værende overflødige. Endelig er det ud fra aftalens potentielle kompleksitet og betydning vigtigt at vurdere, om man skal indhente advokatbistand til udarbejdelsen af kontrakten.

Parter
Det er meget vigtigt, at man entydigt identificerer sin aftalepart. Repræsenterer personen, som man forhandler med, sig selv eller et selskab og i givet fald hvilket selskab? Det er ikke nok at anføre modpartens navn og adresse. Den gode aftale anfører altid parternes CVR-nummeret for et selskab og CPR-nummeret for en person, da det er det eneste, som entydigt identificerer en aftalepart. Indgår man en aftale med et interessentskab, bør også interessenternes navne og CPR-numre nævnes, da man dermed identificerer indehaverne af virksomheden på aftale-tidspunktet. Indgås aftalen ved fuldmagt, bør man sikre sig, at denne fuldmagt rent faktisk er gyldig og dækkende for forholdet. Indgås aftalen med en juridisk person bør man tage stilling til, om aftalen skal fortsætte på uændrede vilkår i tilfælde af ændringer i den bagvedliggende ejerkreds.

Ydelsen
Det er meget vigtigt klart at beskrive både kvantitativt og kvalitativt, hvilken ydelse de respektive parter skal levere i henhold til kontrakten. Skal der leveres viden, en arbejdsindsats, hvor et slutresultat ikke er garanteret, eller et færdigt (del-)produkt? Hvilke specifikationer og krav skal opfyldes? Hvornår skal der leveres? Er den ene part berettiget til at kræve ændringer undervejs? Er det vigtigt, at kun bestemte personer må udføre det pågældende arbejde eller skal dette valg overlades til modparten og som en del heraf, må modparten bruge underleverandører? Skal der leveres biydelser til hovedydelsen i form af support,
opdateringer eller andet?

Ejerskab

Det bør klart anføres, hvem der er ejer af de fysiske genstande, der måtte blive resultatet af aftalen, herunder evt. et sameje mellem flere parter. Dette spørgsmål må ses i sammenhæng med reguleringen af immaterielle rettigheder.

Immaterielle rettigheder (IPR)

I en økonomi som den danske, der er kendetegnet ved en høj grad af viden- og servicevirksomheder, er immaterielle rettigheder ofte af helt afgørende betydning og langt vigtigere end ejerskabet til én eller flere bestemte fysiske genstande. Ved immaterielle rettigheder forstås her også know-how og erhvervshemmeligheder, der er reguleret i markedsføringsloven §10.
Man bør først gøre sig klart, hvilke typer af immaterielle rettigheder, som kan tænkes at opstå ud af aftalen og samarbejdet. f.eks. ophavsrettigheder, varemærkerettigheder mv. Dernæst må man gøre sig det klart, om disse forskellige typer rettigheder skal »fordeles« mellem parterne på samme måde, eller om der skal differentieres. I det følgende går jeg ud fra, at alle immaterielle rettigheder behandles ens.
Det er vigtigt at anføre i kontrakten, at bestemmelsen gælder alle typer af immaterielle rettigheder, herunder evt. know-how og ideer. Dernæst skal rettighederne fordeles mellem parterne. Immaterielle rettigheder kan på grund af deres ideelle karakter kopieres og bruges af flere samtidigt. Man må derfor også tage stilling til, om en eller flere parter skal have en brugsret til de immaterielle rettigheder. Er svaret ja, må man nøje overveje vilkårene for en sådan brug. Der skal
tages stilling til pris, om brugsretten skal være tidsbegrænset, om licenstager kan videreoverdrage retten, om retten skal være begrænset til visse anvendelsesformer (f.eks. anvendelse af et varemærke for læskedrikke, men ikke tandpasta osv.), om licensgiver ubegrænset af licensen selv kan udnytte sine immaterielle rettigheder eller give andre licens herpå.
Vær opmærksom på, at edb-programmer er beskyttet af ophavsretsloven, og at en ophavsmands såkaldte »ideelle rettigheder« ikke generelt kan opgives af ophavsmanden.

Overdragelse af aftalen
Som alt overvejende hovedregel er der fri adgang til at overdrage rettigheder i henhold til en aftale til en anden part. Ønskes forpligtelserne også overdraget, er det imidlertid nødvendigt at indhente samtykke fra den anden part, som ikke skal acceptere at modtage en ydelse fra en part, han ikke har indgået aftalen med.
En aftalepart vil næppe acceptere, at modparten har en ubegrænset ret til at overdrage kontrakten til en anden part. Sædvanligvis har modparten ikke samme betænkeligheder ved en overdragelse til en part, der er helt eller delvis kontrolleret af aftaleparten. Det er derfor fornuftigt at få indført i aftalen, at rettigheder og forpligtelser kan overdrages til et selskab f.eks., hvor en af parterne besidder f. eks. mere end 50% af stemmerne eller aktiekapitalen. Dette er for eksempel en fordel, hvis man som iværksætter har en personligt drevet virksomhed, som man på et senere tidspunkt ønsker at overdrage til sit »eget« aktieselskab.

Konkurrenceklausul/fortrolighed
I et samarbejdsforhold er det ofte kun naturligt og rimeligt, at parterne dedikerer sig til samarbejdet ved at påtage sig en forpligtelse om ikke at deltage i konkurrerende projekter, virksomheder eller lignende både under og efter en afslutning af aftaleforholdet. Det er ligeledes naturligt, at parterne forpligter sig til fortrolighed omkring samarbejdet og oplysninger givet eller modtaget i den forbindelse.
Det er vigtigt at beskrive inden for hvilket geografisk område og hvilken tidshorisont en konkurrenceklausul skal gælde. Man vil i den forbindelse ofte aftale, at konkurrenceklausulen er gældende i aftalens gyldighedsperiode og i en vis periode efter afslutningen af dette.
Uden særskilt aftale vil overtrædelse af en konkurrenceklausul »alene« medføre, at den overtrædende part er erstatningsansvarlig efter de almindelige erstatningsregler. Det kan ofte være meget svært at bevise et tab, og at en parts overtrædelse af en konkurrenceklausul er årsagen. For at imødegå dette problem aftaler man sædvanligvis, at modparten ifalder en såkaldt konventionalbod, hvis størrelse er fastsat i aftalen. Fordelen ved en konventionalbod er, at man som »offer« for overtrædelsen af konventionalboden ikke skal bevise noget tab for at opnå ret til kompensation i form af betaling af bod. Udover konventionalboden vil modparten fortsat være erstatningsansvarlig efter de almindelige erstatningsregler.

Misligholdelse
Uanset de gode intentioner og forhåbninger om et godt samarbejde, er det vigtigt at forholde sig til risikoen for, at samarbejdet ikke går som forventet, og at en part – forsætligt eller hændeligt – misligholder aftalen. Hvad skal konsekvensen af dette være? Er det fornuftigt at følge de deklaratoriske regler, der siger, at man kan ophæve en aftale, hvis den anden part har udvist væsentlig misligholdelse? Eventuelt efter at den misligholdende part har haft rimelig tid til at rette for sig? Giver det mening, at konsekvensen er, at man på gunstige vilkår overtager (det fulde) ejerskab til immaterielle rettigheder mv.? Derudover kan man overveje at indføre konventionalbod eller andet.

Varighed og opsigelse
Man bør altid tage stilling til aftalens varighed og reglerne for opsigelse, herunder om en opsigelse skal have økonomiske konsekvenser.

Kun til inspiration
Ovenstående er på ingen måde en udtømmende gennemgang af de forhold, man bør regulere i en aftale, men kan alene tjene til inspiration. For mere komplicerede kontrakter er det ofte fornuftigt at kontakte en advokat, såfremt aftalen kan bære udgifterne hertil. Grundlæggende skal man huske, at man kan gøre meget for at sikre sig selv juridisk ved grundighed i forbindelse med kontraktindgåelsen, men selv den bedste kontrakt kan ikke kompensere for mistillid til en aftaleparts evner og seriøsitet.

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign