Cxense Display
Findes i: #82 (Maj/2014) side 18
Artikeltype: Patent
   
For at få indført en fælles europæiske patentdomstol i Danmark skal aftalen om Patentdomstolen støttes af fem ud af seks medlemmer af Folketinget. Da Enhedslisten og Dansk Folkeparti er imod, har regeringen sendt aftalen om den fælles patentdomstol til folkeafstemning. Derfor skal den danske befolkning tage stilling til forslaget ved en folkeafstemning den 25. maj 2014. Iværksætteren har stillet fire politikere, der til daglig har deres gang på Christiansborg, en række spørgsmål om deres holdning til Patentdomstolen. Læs herunder hvilke politiske patentvinde, der rører sig.

MORTEN BØDSKOV (S)
EU-ORDFØRER OG FHV. MINISTER
Hvad vurderer du, at en fælles europæisk patentdomstol vil betyde for iværksættere samlet set?
Socialdemokraternes konklusion er klar: Et JA er til stor fordel for iværksættere. Det bliver nemmere, mere sikkert og billigere at sikre sig sit berettigede ejerskab til sin idé eller opfindelse.

Hvad er din holdning til Patentdomstolen?
Socialdemokraterne anbefaler et JA. Der er bedring i dansk økonomi. Og virksomhederne skal sikres de bedste muligheder for at styrke deres vækstmuligheder. Her er både nemmere og billigere adgang til at beskytte idéer og opfindelser en god hjælp.
Et NEJ vil stille danske virksomheder og iværksættere ringere i forhold til dem, de hver dag konkurrerer med. Vi skal fremad – ikke tilbage. Vi skal vinde nye markeder, nye arbejdspladser og sikre ny vækst.

Hvad gør du selv for, eller planlægger at gøre for at tage del i debatten omkring folkeafstemningen?
Allerede nu bruger jeg som EU-ordfører meget af min tid på debatten om Patentdomstolen. Sammen med aktiviteterne i forbindelse med valget til Europa-Parlamentet er der godt gang i møder, skriverier og debatter. Det er sjovt og spændende.

IDA AUKEN (R)
ERHVERVS- OG EU-ORDFØRER, FHV. MINISTER

Hvad vurderer du, at en fælles europæisk patentdomstol vil betyde for iværksættere samlet set?
Patentreformen gør det meget lettere for opfindere og virksomheder at beskytte gode idéer. Dermed øger nem og billig patentbeskyttelse incitamentet til innovation. Til gavn for vækst og arbejdspladser i Danmark.

Hvad er din holdning til Patentdomstolen?
Jeg støtter fuldt og helt dansk deltagelse i Patentdomstolen. Patentdomstolen giver store økonomiske gevinster for europæiske og især danske virksomheder og lønmodtagere på både kort og lang sigt. Det bliver lettere at tage springet ud på det europæiske marked for især små og mellemstore virksomheder. Og Patentdomstolen sikrer, at man ikke kan blive trukket rundt i retssale i alle europæiske lande, som tilfældet er i dag.

Hvad gør du selv for, eller planlægger at gøre for at tage del i debatten omkring folkeafstemningen?
Frem mod 25. maj vil jeg deltage i debatter osv. for at gøre danskerne opmærksomme på, hvor vigtigt det er at stemme ja.

JAKOB ENGEL-SCHIMDT (V)
ORDFØRER FOR INNOVATION OG IVÆRKSÆTTERI

Hvad vurderer du, at en fælles europæisk patentdomstol vil betyde for iværksættere samlet set?
Den fælles patentdomstol er en stor fordel for iværksættere. Fra før at skulle bruge mere end 300.000 og oceaner af tid på papirarbejde for at beskytte sin opfindelse, kode eller fysiske produkt i hele Europa, er processen nu hurtigere og markant mindre omkostningskrævende. Jeg er derfor sikker på, at den fælles europæiske patentdomstol skaber konkurrencemæssige fordele for danske iværksættere og direkte komme til at bidrage med vækst og jobs til hele samfundet.

Hvad er din holdning til Patentdomstolen?
Jeg er personligt meget positivt stemt overfor det fælles EU-patent. Når man diskuterer at afgive national suverænitet til en overstatslig myndighed, er det altid forbundet med store overvejelser. Selvom EU på nogle områder er kilde til unødigt bøvl og bureaukrati, nyder vi godt af frihandelssamarbejde (både gennem EU og WTO) og fælles regler for transport på vand og i luften. På rigtig mange områder er diskussionen om Patentdomstolen sammenlignelig.

Hvad gør du selv for, eller planlægger at gøre for at tage del i debatten omkring folkeafstemningen?
Personligt kommer jeg til at sætte fokus på de mange fordele Patentdomstolen giver danske iværksættere, SMVer og internationale virksomheder gennem debatindlæg, virksomhedsbesøg, mediedeltagelse og fysiske kampagner på gaden. Jeg er sikker på, at vi kan aflæse en konkret økonomisk og jobmæssig effekt af et ”JA”.

HANS KRISTIAN SKIBBY (O)
ERHVERVSORDFØRER OG ORDFØRER FOR UDVIKLINGSBISTAND

Hvad vurderer du, at en fælles europæisk patentdomstol vil betyde for iværksættere samlet set?
Mange især mindre virksomheder kommer i klemme i en ny patentlov. Eksempelvis vil et EU-patent blive ligeså dyr at sætte i kraft, som det nu koster at opnå patent i op til otte EU-lande. Derfor vil mange iværksættere og mindre virksomheder få en meget større omkostning end i dag, hvor de eksempelvis kun ønsker et dansk patent.

Hvad er din holdning til Patentdomstolen?
DF anbefaler et NEJ til en fælles EU-Patentdomstol. Det er en fordel at have mulighed for at sikre et patent for det danske hjemmemarked, som mange danske virksomheder er dybt afhængige af.

Vi er bekymrede for, at danske virksomheder kan blive tvunget til at forsvare deres patenter ved domstole i udlandet og de udgifter, det må medføre. Derudover er det værd at fremhæve, at det nye patent skal respektere EU-rettens forrang, og at den skal anvende EU-retten i dens helhed. Er der én ting, vi ved om EU-retten og EU-domstolen, så er det, at grænserne hele tiden flyder. Ingen ved reelt, hvor grænsen for EU-domstolen går.

Hvad gør du selv for, eller planlægger at gøre for at tage del i debatten omkring folkeafstemningen?
Jeg er ordfører på L 22, der implementerer en fælles domstol og har i den forbindelse deltaget i mange debatter og en række artikler om sagen og møder gerne op til de arrangementer, som jeg inviteres til at deltage i.

Denne artikel er bragt i en særudgave af magasinet Iværksætteren om Patentdomstolen. Læs hele magasinet her. 
Ønsker du fremover at modtage magasinet Iværksætteren så bliv Plus+ medlem af Dansk Iværksætterforening. Læs mere om medlemskabet og bliv medlem her

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign