Cxense Display
Findes i: #82 (Maj/2014) side 34
Artikeltype: Patent
Forfatter(e): Ellen Elsnab
   
Når man er to unge og uerfarne opfindere uden kapital på lommen, så handler det om at bruge sit netværk, når man skal starte virksomhed. Med venner, familie og en flaske cognac kan man komme langt. Søren Voigt og Jesper Engelbrikt har sat dagligdagen på standby for at gå 100 procent efter drømmen om at forhindre højresvingsulykker.

Et særligt lys fastmonteret på siden af lastbiler skal forhindre cyklister i at placere sig i blinde vinkler og blive kørt ned. Det er kort sagt, hvad Søren Voigt og Jesper Engelbrikts idé går ud på. I dag kan de fortælle detaljeret om deres opfindelse, fordi de har indleveret en patentansøgning. Før var det en anden sag. ”En af de sværeste ting, når man får en idé, er at få den prøvet af, uden at kunne sige det til nogen”.

Netværk er guld
Som Søren Voigt siger: ”En ting er, om den idé, man selv vågner op over om natten, bare er et kært lille hjertebarn, eller om der rent faktisk er noget i den”. Til at finde ud af det brugte de to deres familie og venner – folk de stolede på. Det samme gjorde sig gældende, da det kom til patentansøgningen. Søren Voigt havde tilfældigvis en bekendt, som har beskæftiget sig med patentering i 15 år. ”For os har det været positivt at have vores netværk - så vi fandt nogen, der vidste noget om det, og som havde tid til at hjælpe os”.

Cognac og tillid går hånd i hånd
De to iværksættere har fået hjælp af deres netværk hele vejen. Søren Voigt er overbevist om, at de har fået den optimale vejledning ud af netop ikke at være bundet op økonomisk – men på venskab: ”Jeg har hele tiden haft 100 procent tiltro til, at jeg fik den bedste vejledning, fordi at der ikke var noget økonomisk i det. ”Til spørgsmålet om, hvorvidt hjælpen til at søge patent så var gratis, svarer Søren Voigt med et taknemligt smil: ”Vi gav ham en flaske cognac”.

Hverdagslivet på standby
For virkelig at få gang i virksomheden har Søren Voigt sat studiet en smule på standby. ”Jeg er helt sikker på, at jeg gennem denne her proces med at starte firma, vil lære nogle ting, som jeg ikke ville kunne lære ved at gå i skole,” fortæller han. Jesper Engelbrikt er gået på halv tid med sit job inden for markedsføring, og de to bruger mange timer hver dag på at nå målet. ”For at sige det mildt, så er det sjældent, jeg når hjem i ordentlig tid til aftensmad,” fortæller Søren Voigt.

Skeptisk over for patentdomstolen
Når det kommer til spørgsmålet om, hvorvidt Søren Voigt ønsker en fælles patentdomsstol i EU, er han skeptisk. Han synes, prisen for at søge patent gennem den nye patentreform er svær at gennemskue, og det er et helt afgørende faktum for ham, hvad prisen bliver for den samlede patentansøgning. Desuden foretrækker han, den model, vi har nu, hvor man udvælger de EU-lande, man mener, er relevante for ens produkt.

 

 - 53,2 KB

 

Denne artikel er bragt i en særudgave af magasinet Iværksætteren om Patentdomstolen. Læs hele magasinet her. 
Ønsker du fremover at modtage magasinet Iværksætteren så bliv Plus+ medlem af Dansk Iværksætterforening. Læs mere om medlemskabet og bliv medlem her

 

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign