Cxense Display
Findes i: #46 (Oktober/2009) side 16
Artikeltype: Newbizz
Forfatter(e): Mikael Kristiansen
   
Det er let og billigt at komme i gang med at udvikle apps til iPhone – og der er en seriøs mulighed for at sælge nogle produkter, lyder det fra udviklerfirmaet InSilico Mobile.

Med Apples App Store er det gjort lettere end nogensinde for brugerne at købe og downloade nye programmer til deres telefon, og det har ført til en eksplosion i udvalget af mere eller mindre seriøse applikationer. Med App Store er også fulgt historier om unge udviklere rundt om i verden, der har skudt papegøjen med en enkelt iPhone app, der er gået bonanza i App Store og har indbragt dem svimlende summer. Det er historien om den lille, uafhængige udvikler i kælderen, der på få måneder har tjent millioner af dollar uden nogen form for større strategi eller forretningsplan. At de mange millioner imidlertid sjældent kommer rullende ind på kontoen af sig selv, kan man læse af ovenstående artikel.
Ifølge Alex Lehmberg fra it-firmaet InSilico Mobile er netop Apples App Store en af de store fordele for udviklere af iPhone applikationer:
“Der er en seriøs mulighed for, at folk reelt gider hente de produkter, man laver. Det gælder stort set ikke for andre platforme.”
Alex har sammen med forretningspartneren Martin Nebelong Olsen valgt at fokusere på udvikling af applikationer til mobile platforme, især iPhone, men også Googles nye mobile platform Android og den mere etablerede Windows Mobile-platform. 
InSilico Mobile be-
gyndte at udvikle applikationer til mobile platforme dels på grund af den store stigning i antallet af smartphones, dels på grund af det sjove og udfordrende ved at være med til at prøve nye, lovende teknologier af:
“Der er begyndt at komme mange smartphones. Der er tale om en meget lille, bærbar computer. De mest lovende platforme er iPhone og Android, i vores øjne. iPhone har bevist sit værd, og Android ser lovende ud. Og så er det datalogisk mere interessant end meget andet systemudvikling, og der er færre om buddet.”

I gang med udvikling til iPhone
At der er færre om buddet skyldes nok snarere, at markedet for iPhone apps endnu er relativt umodent, end at der er høje opstartsomkostninger. Man skal (som nævnt i den første artikel, red.) hverken investere penge up-front i dyre software-licenser eller certificeringer.   
For at hjælpe udviklere i gang tilbyder Apple og Stanford-universitetet endda gratis undervisning i udvikling af iPhone apps. Via iTunes kan man på iTunes U-uddannelseskanalen downloade videoer fra et 10-ugers kursus fra Stanford om udvikling af iPhone applikationer, hvor underviserne er to ansatte fra Apple. 
Den megen åbenhed er nye toner fra Apple, der har ry for at holde kortene tæt til kroppen. Da Apple f.eks. sidste år frigav deres SDK (Software Development Kit) til iPhone-udvikling, skulle alle udviklere således for at få adgang til SDK’en skrive under på en NDA (Non-Disclosure Agreement), der forbød dem at offentliggøre alle former for information om programmering af iPhonen. Det betød, at det hverken var tilladt at dele erfaringer med andre udviklere eller udgive bøger om emnet. Den officielle begrundelse for denne noget hårdhændede politik var, at man med NDA’en søgte at beskytte Apples teknologi. Apple ophævede dog NDA’en i slutningen af 2008 i en erkendelse af, at den fungerede som en hæmsko for udviklingen af iPhone apps.
 
Mere eller mindre seriøse apps
Hæmsko eller ej, så er der efterhånden blevet udviklet en hel del iPhone apps. Browser man Apples App Store, støder man på et bredt spektrum af applikationer, lige fra de sjove små applikationer – der er gratis eller så godt som, og som man installerer på sin iPhone, bruger et par gange for derefter at slette igen eller placere bagest i rækken af apps – til de mere seriøse applikationer, der hurtigt kommer til at spille en vigtig rolle i ens hverdag og overtager nogle af de funktioner, andre programmer på ens computer eller ikke-digitale hjælpemidler tidligere tog sig af. Det kan dreje sig om e-mail, netbank, vejviser, nummeroplysning, læsning af avisartikler, huskelister m.m., og der er i det hele taget stort spillerum for nytænkende folk her. 
Alex og Martin fra InSilico Mobile ser det største potentiale i udvikling af seriøse apps med et forretningskritisk potentiale, der kræver integration med en virksomheds øvrige it-systemer, og som har til hensigt at spare virksomheder for penge og ressourcer og yde en bedre ser-vice over for deres kunder. De to arbejder dog også på at udvikle spilapplikationer, der benytter sig af iPhones accelerometer og får iPhonen til at fungere i stil med kontrollen til Nintendos spillekonsol Wii, der registrerer spillerens fysiske bevægelser og bruger disse i spillet. Som så mange andre iværksætterfirmaer vil InSilico Mobile på den lange bane hellere udvikle deres egne produkter, men indtil videre består hovedparten af deres forretning af konsulentydelser og bestillingsopgaver. 
App Store ændrer ikke i første omgang meget ved dette. De to iværksættere gør sig ingen illusioner om at score hurtige millioner via App Store. De har til gengæld ansat to nye folk – en sælger og en forretningsudvikler – der skal hjælpe dem med henholdsvis at finde nye områder for iPhone apps og øge salget af deres produkter. Salget af iPhone applikationer er nemlig ikke helt ligetil, for der er tale om et nyt produkt og en ny teknologi, og mange større virksomheder skal først lige finde ud af, hvad de kan bruge den til, og om det er noget, de overhovedet vil satse på.
“Der er sikkert mange, der holder igen og afventer,” siger Martin, og Alex tilføjer, at “Meget af vores arbejde består i at uddanne folk i det (at tænke i iPhone apps, red.)”.
www.insilicomobile.dk

Denne artikel er denanden i et tema om Iphone Apps.
Klik her for at se den første artikel i dette tema.
 

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign