Cxense Display
Findes i: #96 (September/2016) side 26
Artikeltype: Nye markeder
Forfatter(e): Karina Hartmann
   
De danske brugere kører bogstaveligt talt rigtig godt med Driversnote, og løsningen registrerer pt. mere end 3.000.000 km hver måned. Derfor er der nu også fokus på at researche nye markeder og tilpasse løsningen i forhold til skatteregler uden for Danmarks grænser.

Iværksætteren har flere gange haft fornøjelsen af at besøge Founders House og har nu haft lejlighed til at tale med Tobias Grønlund. Han og Martin Poulsen tog for tre år siden initiativ til det, der i dag hedder Driversnote. Det er kort fortalt en simpel og overskuelige løsning til at føre din kørebog, der hjælper dig fra A til Å i en ellers kompliceret verden, og den kræver hverken software på en computer eller særlige installationer i bilen.

Tobias Grønlund og Martin Poulsen har haft virksomhed sammen siden 2003. Og spørger man til den allerførste formulering af Driversnote, fortæller Tobias:

»Så er vi nok i slutningen af 2013 til et af vores møder, hvor Martin og jeg sidder og brainstormer på, hvad man kunne lave af nye sjove projekter. I et af mine fuldtidsjobs havde jeg arbejdet hos en af vores nuværende konkurrenter på det danske marked og tænkte, at det måtte kunne gøres nemmere. Derfra kom idéen om at prøve at lave det, der nu er blevet til Driversnote.«

UDEN U-VENDINGER
Driversnote er det gode eksempel på en virksomhed, der fra starten har været baseret på en konkret og enkel idé, der er bygget op uden en masse midler eller funding. Tobias og Martin smøgede ærmerne op og byggede tingene selv.

»Vi sad ikke ligefrem med millioner i hånden, så vi måtte jo se, om vi kunne bygge tingene selv. Vi havde heller ikke lyst til at søge funding, selv om det er det, man hører mest om i startup-verdenen. Vi havde begge indtægter fra andre projekter, som vi kunne leve nogenlunde af, så indtægten var heldigvis ikke en showstopper,« konstaterer Tobias.

Målet var hele tiden entydigt, da produktet skulle levere den nødvendige kørselsdokumentation i forhold til SKATs krav. Allerførst var udgangspunktet en app og en hjemmeside for at kunne lave et ’proof of concept’. Hjemmesider havde de næsten 10 års erfaring med, så det var app-udvikling og samspil mellem web og app, der var en fuldstændig ny verden for de to stiftere. Tobias fortæller, at de anskaffede fem bøger om IOS-udvikling mm., og så gik de ellers i gang fra side 1.

»Det er dog ikke helt optimalt at starte med at lære app udvikling lige op til, at man skal lave et ret komplekst produkt. Vi ville have lanceret måske et år tidligere hvis vi havde styr på det fra starten af. Men jeg ville gerne lære det, og det blev så måden vi gjorde det på.«

Til at starte med foregik arbejdet hjemmefra og et par dage om ugen, men der skulle mere til.

»Ret hurtigt fandt vi ud af, at vi gerne ville arbejde et sted med en masse kloge mennesker omkring os. Heldigvis fik vi plads i Founders House, som er fuld af netop den slags folk. Det er meget mere givende og også lidt sjovere at arbejde på et potentielt stort projekt, når man er omgivet af andre dygtige folk, der er 2-3-4-5 skridt foran én selv.«

STARTVANSKELIGHEDER OG BRUGERE
App-udvikling er dog ikke så ligetil, hvis man ikke har prøvet det før. »Og slet ikke, hvis man laver noget så relativt komplekst som vores produkt,« pointerer Tobias bagklogt. Noget af det mest uhensigtsmæssige, de gjorde med Driversnote, var at lægge en testversion i App Store.

»Vi vurderede, at vores eksterne testere bare kunne hente vores Driversnote-app og logge ind med en konto, vi havde givet dem. Det var virkelig dumt. For der var også andre, der fandt app’en, og de bandede selvfølgelig over et produkt, man ikke kunne få lov til at oprette en konto til. Det blev selvfølgelig afspejlet i vores App Store-anmeldelser.«

Det skulle dog gå meget bedre derfra. Tests er blevet en vigtig del af udviklingen af Driversnote, både automatiserede tests og brugertests.

»Efter vi åbnede op for, at alle kunne bruge vores produkt, fejrede vi nærmest hver eneste nye bruger. Det var virkelig vildt at tænke på, at folk faktisk brugte det. Og endnu vildere, at de var glade for det og anbefalede det til andre. Det er det, der motiverer os til at gøre det bedre og bedre hver dag. Siden lanceringen er alle tal vokset stødt. Det var stort, at vi nåede 1.000 brugere omkring maj sidste år,« konstaterer Tobias glad. I dag har Driversnote mere end 20.000 brugere. Han fortæller endvidere:

»Selv om det har været uoverskueligt til tider, så er der ingen tvivl om, at det er og bliver rigtig godt. Vi har en god løbende dialog, specielt med mange af vores udenlandske brugere, og vi nærmer os langsomt, men sikkert målet. Pt. er det kun 26 pct. af vores brugere, der er fra Danmark, hvilket også er en super motivation for at kunne levere nogle bedre produkter internationalt.«

GODT PÅ VEJ
Det internationale er også det, der fylder i processen lige nu. Efter de kunne konstatere, hvor populær løsningen var blevet i Danmark, begyndte de at fokusere på udlandet.

»Jeg vidste, at den grundlæggende dokumentation var ens i en del andre lande, men vi havde brug at finde ud af, hvordan vi faktisk kunne levere et produkt, som virkede lige så godt uden for Danmarks grænser. Ressourcer til det har vi blandt andet fået gennem Innobooster-ordningen i form af et tilskud til at researche fire markeder og gentænkte vores produkt i forhold til deres skatteregler. Derfor gik hele internationaliseringsprocessen i gang i slutningen af sidste år,« forklarer Tobias, der samtidig understreger vigtigheden af at huske at undersøge ting, inden du går i gang. Både i forhold til det, du praktisk kaster dig ud i, og i forhold til branche- og markedskendskab.

»Hvis du ikke har noget branchekendskab, så få det, inden du går i gang med at bygge noget. Vi var ikke kommet dertil, hvor vi er i dag, og var ikke kommet så godt fra start, hvis jeg ikke allerede havde brugt et par år i branchen, hvor jeg havde snakket med kunder og beskæftiget mig med andre løsninger i markedet,« pointerer Tobias, som også meget gerne vil give det råd videre, at man bør have en løbende kundedialog.

»Systematisér den indledende kontakt med dine brugere. Helt grundlæggende skal du bare gøre dem opmærksom på, at du er der, at du gerne vil hjælpe, og at du brænder for dit produkt,« konstaterer Tobias, og understreger, at man alligevel skal passe på med at forsøge at bygge alt, hvad de efterspørger.
Han konkluderer:
»Jo mere komplekst du gør dit produkt, jo færre mennesker kan overskue det. Forstå deres udfordringer, men brug ikke nødvendigvis deres forslag.«

_______________________________

Denne artikel har været bragt i magasinet Iværksætteren #4 / 2016. Du kan læse mange flere artikler i magasinet, som alle medlemmer af Dansk Iværksætter Forening modtager.
Læs mere om medlemskabet og bliv medlem her.

 

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign