Cxense Display
Findes i: #62 (November/2011) side 16
Artikeltype: Forretningsudvikling
Forfatter(e): Andrew Dahl
   
Da Aditus-netværket forleden var en tur i Estland blev nogle store fordomme gjort alvorligt til skamme. For esterne har ikke ligget på den lade side siden landet løsrev sig fra Sovjetunionen. I dag giver landet os baghjul på mange afgørende parametre, skriver iværksætter Andrew Dahl i denne rejseberetning.

Det er torsdag morgen og jeg sidder og stirrer ud af vinduet fra metroen på vej til lufthavnen. Jeg er på vej til Tallinn med en gruppe fra iværksætternetværket Aditus, som jeg er medlem af. Gennem Nordic Mobility programmet og sammen med CONNECT Estonia skal vi de kommende dage mødes med potentielle kunder og samarbejdspartnere, samt få et indblik i mulighederne for iværksættere i Estland.
 

Forventningerne er ikke høje. Østeuropa frembringer tanker om outsourcing og billig arbejdskraft – noget som oftest er forbundet med stor risiko og få historier om succes. Men dette billede skulle ændre sig med to dage i Estlands smukke hovedstad, Tallinn.
Cirka halvanden time efter vi letter, lander vi i et land som først løsrev sig fra Sovjetunionen efter murens fald i 1991. Med lovgivning hentet fra diverse nordeuropæiske lande blev det Sovjetiske lovgrundlag udskiftet over en periode på 15 år, og Estland er i dag en demokratisk stat på lige fod med Skandinavien. Estland er desuden medlem af FN, EU, NATO, samt OECD, og overgik til Euroen fra den 1. januar 2011.


Den første dag i Tallinn starter på fuld skrue. Der er paneldiskussioner og der bliver givet oplæg af danske og estiske virksomheder, herunder succeshistorien MarkIT, som er et B2B online it-indkøbssystem. De har hurtigt spredt sig fra Estland til det meste af Europa på bare otte år, og er en af verdens mest profitable virksomheder pr. medarbejder. Som deres CEO Andreas Agasild fortæller, er de gang på gang blevet fortalt hvor svært det vil være at åbne i et nyt land: ”I Letland tænker man ikke som i Estland”, ”Spanierne er dovne, der tjener I ikke penge”. Erfaringen har dog altid været, at de kulturelle ligheder altid er stører end forskellene, så overvejer man et nyt marked, er det bare med at komme af sted – grænser er kun noget vi forestiller os.
Senere er vi kommet på sightseeing i hovestaden, som er hjemsted for omkring 400.000 af Estlands 1,3 millioner indbyggere. Levn fra Sovjettiden ligger side om side med moderne og smukke kvarterer. Den ældste del af byen, kaldet ”Old Town”, er som at blive transporteret tilbage til middelalderen, og stammer da også fra det 13. århundrede. Med gamle kirker, købmandshuse og borgmure er man ikke i tvivl om hvorfor bydelen er med på UNESCOs ”World Heritage” liste. Dagen ender da også med en traditionel middelaldermiddag på ”Olde Hansa”, en helt anderledes og fantastisk oplevelse i sig selv.
 

Opret selskab uden indskudskapital
Anden dag starter med besøg på Tallinn Technology Park ”Technopol” (http://www.tehnopol.ee), der fungerer som inkubator og startsted for vidensbaserede virksomheder, som vil drive forretning i Estland. De huser i øjeblikket over 150 forskellige virksomheder, og tilbyder alle de faciliteter og services, nystartede virksomheder har brug for. Alt fra kontorplads og rådgivning omkring forretningsplan og finansiering, til hjælp med at finde medarbejdere og samarbejdspartnere. I deres fine nyindrettede lokaler giver en meget kompetent advokat fra advokatfirmaet Sorainen os en lynintroduktion til de lovmæssige forhold omkring det at starte og drive virksomhed i Estland.

De punkter som jeg vil fremhæve er:
- Et ”Limited Liability Company” (selskab med begrænset ansvar, red.) kan oprettes på en dag
- Oprettelse af selskab kræver ikke statsborgerskab eller bosættelse i Estland
- Oprettelse af selskab kræver ingen indskuds-kapital
- Indberetning af skat og aktionærmøder kan foretages online
- Årlig revidering af regnskab er kun påkrævet over en vis tærskel
- Der er ingen selskabsskat, og ubegrænset ”loss carry-forward”
- Der er proportionel beskatning på personlig indkomst og et lønniveau der ligget en del lavere end i Skandinavian

Efter Technopol, har vi en række forretningsmøder med estiske virksomheder som skal give os lejlighed til at møde nye kunder eller partnere. Det virker frugtbart og flere af os kommer derfra med gode leads.
Dagen fortsætter i fuld galop og næste stop er ICT Demo Centre, som er et showroom for landets ICT-løsninger (it + kommunikation, red.). Her lærer vi om den rivende udvikling der er sket i landets it-infrastruktur siden 1991, som, for at sige det mildt, er imponerende og noget vi i Danmark kunne lære en del af. På mange områder er Estlands informationssamfund langt foran Danmark. Lad mig give nogle eksempler:

- Der er national WIFI-dækning med omkring 1140 hotspots
- Esterne har et nationalt ID-kort (smartcard) som kan bruges som pas, til al interaktion med det offentlige, elektronisk bankadgang, betaling for parkering, m.m.
- Der findes en web-portal som giver adgang til alle offentlige services. Man kan endda se hvornår og hvem har tilgået ens private data, og hvad regeringen har brugt borgenes skattepenge på
- Som det eneste land i verden kan man stemme online, og i 2011 blev ca. 25 pct.af alle stemmer afgivet over internettet
- Noget af det nyeste er at man gennem et specielt SIM-kort til sin mobiltelefon kan tilgå alle de samme services, som man kan med sit nationale ID-kort – NemID kan bare komme an.

Efter en lang dag slutter vi med et networking event i den Britiske ambassadørs underskønne bolig, hvor vi mingler med andre iværksættere fra Estland, og lørdag formiddag sidder jeg atter i flyet tilbage til Danmark. Udmattet, men med en følelse af at jeg har haft en stor oplevelse og fået øjnene op for en by og et land jeg ellers ikke ville skænke mange tanker, specielt ikke hvad angår iværksætteri. Så overvejer du at starte virksomhed i udlandet eller leder efter et sted at placerer et udviklingscenter, vil jeg klart foreslå man inkluderer Estland i sine overvejelser.


Hvad skal vi selv vise frem?
Aditus-netværkets stifter og direktør Dorte Wiene deltog også på Estland-turen, og hun deler fuldt ud Andrew Dahls betragtninger.

”Estland viste sig at være et land, der er meget meget langt fremme, og som har rykket sig meget, særligt efter at de blev medlem af EU. Nordic Mobility-programmet går ud på, at de så også skal komme til os, og man kan godt blive lidt usikker på, hvad vi egentlig skal vise frem. Vi skal ikke gå og tro, at vi er noget – der kan Janteloven godt holde stik. De arbejder hårdt, de vil frem, og de har noget at kæmpe for. Den drivkraft blev man lidt opslugt af. Den gennemsyrede,” siger Dorte Wiene.

”Besøget har i allerhøjeste grad ændret vores syn på Estland. Vi kom nok med en masse fordomme – det tror jeg, alle vil indrømme. Dem fik vi i allerhøjeste grad manet til jorden, hver og én. Det var en aha-oplevelse for os alle sammen, og det tog vi med os hjem. Forhåbentlig kan vi bruge det konstruktivt.”

Dorte Wiene glædede sig også over, at turen var med til at styrke relationerne mellem de danske deltagere fra Aditus-netværket.

”Det var en utrolig udbytterig måde at være sammen på som netværk. Man får virkelig mulighed for at snakke forretning med hinanden 24/7. Man ved, man er sammen i mange dage, og snakken går frit,” siger hun.

”Det er også sjovt at have noget at sammenligne med. Vi kommer til et nyt marked, hvor man kan forholde sig til, hvad vi kan der, hvor vi kommer fra, og hvilke vilkår dem vi mødes med har.”

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign