Cxense Display
Findes i: #87 (Februar/2015) side 12
Artikeltype: Internationalisering
Forfatter(e): Anders Tang
   
Iværksætteren har mødt tre succesfulde iværksætter i San Francisco til en snak om netværk, kulturforskelle og økosystemet i Silicon Valley.

Iværksætteren har talt med tre succesfulde iværksættere i San Francisco til en snak om netværk, kulturforskelle og økosystemet i Silicon Valley. Mød Toke Kruse, Heini Zachariassen og Torsten Kolind, der giver gode råd om iværksætterlivet i San Francisco.

”Den største forskel er helt sikkert det netværk, man får herovre, som man ellers ikke ville have fået og jeg tænker ikke sådan et personligt netværk, men et rent forretningsmæssigt netværk”. Sådan indleder Toke Kruse fra Billy snakken om forskellene på at være iværksætter i Danmark og i Silicon Valley, hvor jeg møder ham. Toke holder til i et eksklusivt lejlighedskompleks i midten af San Francisco, hvor jeg som Iværksætterens udsendte har inviteret mig selv på en kop kaffe og en snak om at være iværksætter i Silicon Valley.

En anderledes iværksætterkultur
Toke Kruse tager imod i afslappet påklædning i en slags dagligstue, hvor flere af kompleksets beboere sidder og arbejder. Han er skarp i mælet, da han bliver bedt om at beskrive iværksætterkulturen i USA:

”Hvis man skal sætte det lidt kontroversielt op i forhold til Danmark, så tænker man større her, fordi mulighederne er større - markedet er større. Afhængigt af hvordan man ser på det, er markedet 50-100 gange større end i Danmark, så folk skyder bare efter større mål herovre. I Danmark er man meget fokuseret på sin egen idé. Man tænker bare ikke stort nok i mine øjne, og så fokuserer man meget på, hvad de andre gør, hvor man her i USA tænker ”hvad kan jeg gøre anderledes”. Så i Danmark prøver man at kopiere hinanden, og i USA prøver man at lave noget forskelligt. Så der er mere åbenhed, og der er en større innovation på rigtig mange måder”.

Ikke mere end 10 minutters cykling fra Toke Kruse og Billy møder jeg Heini Zachariassen, som står bag den kendte Vin-app, Vivino. Heini bekræfter Tokes Kruses udsagn i forhold til kopiering af idéer:

”En ting jeg har lagt mærke til herovre er, at man er meget åben. Folk er utroligt imødekommende og åbne om, hvad de laver. Det er som om, at man i Danmark nogle gange er bange for, at en eller anden stjæler ens hemmeligheder og løber med dem, og hvor tit sker det egentlig i virkeligheden? Og hvor tit er det egentlig, at du har en idé, der er så unik, at jeg gider løbe med den? Jeg tror meget på eksekvering, og jeg tror meget lidt på idéer – idéer er bare noget, der er en overflod af, så det handler om, hvordan man vælger at eksekvere – det er det, der er vigtigt, og det tror jeg, folk forstår herovre”.

Torsten Kolind fra YouNoodle har en god forklaring på, hvorfor Silicon Valley er så andeledes:
”For det første er kulturen meget intens og koncentreret. Alle laver startups, og du kan gå ind på en hvilken som helst café og finde folk, der laver startups. Generelt kender folk til begreber som investeringsrunder og medarbejderoptioner og så videre. Du kan snakke med folk på en tilfældig café, og de vil vide, hvad disse begreber betyder. Det vil sige, at du har en form for boble, som forstærker effekten af, at du er iværksætter og bliver mindet om, at alle andre også er det”.

Hvorfor skiller Silicon Valley sig ud?
Jeg sidder sammen med Torsten Kollind, mens vi udnytter, at vi har et kvarter på hans kontor, inden en gruppe danskere fra området mødes til det månedlige netværksmøde – ”Stambord”. På netop denne aften er jeg med til at markere, at Stambordet i San Francisco er blevet kåret til det bedste i verden. Jeg spørger

Torsten Kolind, hvad der er så dragende ved Silicon Valley:
”Det er jo på en eller anden måde nørdernes Hollywood. Her finder vi jo ”rockstjernerne”, som alle ser op til. Der er Mark Zuckerburg, Google-stifterne og alle de folk, som har bygget nogle spændende virksomheder, og som har tjent rigtig mange penge. Det er folk, som er blevet rigtig berømte, og som har den der rollemodel-position, og det betyder rigtig meget. Det er klart, at der er nogle grunde til, at de er blevet så store, og så kommer vi ind på andre ting, som kapital, erfaringer og muligheder for at sælge sin virksomhed. Det er jo også en kæmpe del af det, at der er store virksomheder, som er villige til at betale en milliard dollars for en startup. Det sker altså sjældent i Europa. Ser man på de europæiske startups, der har fået store exits, så er de ofte blevet opkøbt af amerikanske virksomheder, så hele økosystemet er nødt til at virke, for at en enkelt startup kan blive rigtig stor”, fortæller Torsten Kolind energisk.

Tilbage til Heini som bemærker: ”Der bor altså kun otte millioner mennesker, og der bor måske seks milliarder i verden, men tænk på, hvad der kommer ud af det her område – det er helt skævt”. Og han fortsætter: ”Det er vildt, hvor stor en koncentration af teknologi, der er samlet herovre. Man kan sige, at der er sket to ting. For det første så betyder teknologi meget mere i vores liv. Vi har på vores smartphones og computere kontakt til teknologi hele tiden, og det fylder enormt meget. Samtidig med at det sker, så har vi et sted i verden med den ultimative koncentration af teknologi, og det synes jeg er fantastisk”.

Men iværksættere kan naturligvis ikke stampe ny, banebrydende teknologi op af jorden, og en af grundene til, at så meget samler sig i Silicon Valley, er ifølge Toke Kruse en ”cluster-effekt”:

”Alle udviklere tiltrækkes af Facebook, Google, Twitter og alle de andre startups, der er her, og der er en stor bevægelighed mellem virksomhederne. Det gælder også designere og marketingfolk. Det gælder bare på alle fronter. Det har jo sådan en cluster-effekt, fordi der er et vist antal – og så kommer der endnu flere. Men de er jo også væsentligt dyrere, så jeg vil ikke anbefale en lille startup at sige ”kom, lad os lave en udviklingsafdeling i San Francisco”, for man kommer til at konkurrere med de store virksomheder”.

Hvornår skal flybilletten købes?
Med det in mente er det relevant at spørge, hvornår danske iværksættere skal købe flybilletten til San Francisco?
Toke Kruse: ”Lige så snart man har succes i Danmark og kan se, at en idé kan skaleres, så skal man ikke vente med at komme afsted. Så er det med at komme ud over stepperne, og det vil sige at tage til USA. Man kan jo komme herover i tre måneder og se, om det er noget. Så kan man begynde at opbygge et netværk og eventuelt rejse frem og tilbage. Vi tror jo, at man kun kan rejse til USA en gang om året, men jeg kan ikke se, hvorfor man ikke skulle kunne rejse frem og tilbage fem gange om året til en start, og når man så begynder at få fat i det amerikanske marked, så kan man hive teltpløkkerne op. Når man når dertil, er det også nemmere at få et visum”.

Heini Zachariassen er enig. Jeg spørger ham, hvad hans bedste råd er, hvis man som dansker overvejer at rykke til Silicon Valley?

”Det vil være at komme herover ofte, også selvom man ikke nødvendigvis skal flytte hertil med det samme. Begynd med at rejse herover, køb en billig billet, bo på et billigt hotel, og spis en masse frokoster med mennesker. Det har hjulpet mig utrolig meget, for det betød, at jeg allerede havde et godt netværk, da jeg for alvor slog mig ned herovre”.

Torsten Kolind kan også skrive under på, at tilstedeværelsen i Silicon Valley er vigtig:
”Man skulle tro, at økosystemet i Silicon Valley var samlet i en alle anden app, som alle bruger, men det er ekstremt manuelt og ekstremt baseret på det, man kalder social proof, dvs. en eller anden social relation: Nogen har introduceret dig til en eller anden, der kender nogen, der kan sige god for dig, og social proof kan du kun få ved at være herovre”.

Snakken med de tre iværksættere efterlader ikke den store tvivl – overvejer du Silicon Valley, så start med en tur herover! Måske bliver du den næste iværksætter, der tager springet?

Denne artikel har været bragt i magasinet Iværksætteren #1 / 2015. Du kan læse mange flere artikler i magasinet, som alle Plus+ medlemmer af Dansk Iværksætterforening modtager. Læs mere om medlemskabet og bliv medlem her.

 

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign