Cxense Display
Findes i: #66 (Maj/2012) side 28
Artikeltype: Outsourcing
Forfatter(e): Heidi Larsen
   
Besparelserne ved at få produceret i Kina kan være forjættende. Men de kan også forsvinde som dug for solen, når leverancen ikke er som lovet og ventet. Kina-ekspert Heidi Larsen forklarer her, hvordan man styrer uden om problemerne.

Når jeg møder mennesker, der producerer deres varer i Kina, bliver jeg ofte mødt af tre frustrationer:

1. Varerne kommer ikke hjem til tiden
2. Priserne stiger og stiger – nogle gange bare ´fordi´..
3. Når varerne endelig kommer hjem, er de langt fra den kvalitet, der var aftalt

Kan det egentlig lade sig gøre at producere varer i Kina, der kommer hjem til tiden, til aftalt pris – og i rette kvalitet? Ja. Bestemt. Men det kræver opfølgning, indsigt og tålmodighed. Jeg vil i denne artikel give dig tips til, hvordan du lykkes med din produktion hos din kinesiske leverandør.

Tip #1:

Kend dig selv. Hvad er det, du gerne vil have? I kampens hede kan produktudviklingen gå stærkt. Rigtig stærkt. Og nogle gange er der ikke langt fra designerens skrivebord til indkøberens ordrebog. Men det kan betale sig at være tålmodig og rykke leveringen. Altså hvis det overhovedet er muligt. Nuvel, i en iværksætterverden skal tingene nogle gange gå stærkt for at sikre, at produktet rammer markedet i tide. Men har du tid til at lade en mindre prøve-produktion køre igennem, vil alle ´børnesygdomme´ ikke være helt så frustrerende, som hvis de havde endt i tabt salg grundet en overskredet deadline. Derudover vil du hurtigt kunne ødelægge din relation i Kina, hvis du konstant spørger om priser på produkter, der aldrig når produktion. Hav derfor tålmodighed, og vær sikker på, at det, du bruger leverandørens ressourcer på, er vel gennemarbejdet til mindste detalje.

Tip #2:

Vær sikker på at du har fundet den rigtige leverandør. Når noget bliver forsinket, skyldes det ofte, at leverandøren pludselig har opdaget, at han mangler en bestemt maskine eller en bestemt teknik. Det virker sært på en europæer, at leverandøren ikke ved, hvad der kræves på forhånd, men sådan er det nu engang i Kina. Er en mulighed for indtjening opstået, må vi løse problemet hen ad vejen. Derfor er det så vigtigt at lave grundigt fodarbejde på forhånd. At spørge ind. At stille kritiske spørgsmål. Og stille dem igen, og sammenligne de svar, du får. Afviger de fra de svar, du allerede har, bør du spørge igen – for så er der højst sandsynligt noget, leverandøren er usikker på. Du har sikkert allerede hørt, at ordet ´nej´ er en sjældenhed i Kina, og derfor er det vigtigt at spørge helt ind til kernen i dit produkt. Hvori består udfordringerne? Hvordan vil han løse dem? Med hvem? Det kræver tid at gennemgå alle tegninger så detaljeret – men du vil takke dig selv for det, når produktionen går i gang. Hvis du føler, at du skal lære leverandøren, hvordan han skal producere dit produkt, har du valgt den forkerte leverandør.

Tip #3:

Forventningsafstem. Det fine ved at samarbejde med kinesiske leverandører er, at du får, hvad du beder om. Præcist, hvad du beder om. Helt præcist, faktisk. Har du lavet en teknisk tegning af din t-shirt, og syningen er tegnet over et ærme, vil du opdage, at ærmet er syet sammen på den prøve, du modtager. Jo, det er en sand historie. Det er derfor essentielt, at du får skrevet alle detaljer ned omkring kvalitet og funktion. Måske er det logisk for dig, at en køkkenskål skal kunne gå i opvaskemaskinen, men din logik er ikke nødvendigvis logisk i Kina.Faktisk er det langt fra tilfældet. Selvom det virker omsonst at forklare brugen af et køkkenredskab, så gør det hellere en gang for meget end en gang for lidt. Det er frustrerende at have udviklet hele produktet, og så opdage, at det ikke kan gå i produktion, fordi det ikke kan tåle maskinopvask. Skriv derfor alle detaljer ned på forhånd. Både hvad du mener med kvalitet, og hvem, der ejer værktøjerne. Præcist hvad du betaler for, og hvilke elementer, der tilsammen udgør din totale pris. Igen kræver det tid, og du kommer langsommere fra start. Men du kommer helt sikkert hurtigere i mål. Du får, hvad du beder om!

Tip #4:

Følg op. Invester i at opbygge din relation. Det herlige ved relationer er, at de ikke er direkte proportionelle med tid. Kender du nogen, du har kendt altid, men som du alligevel ikke kender sådan rigtigt? Det er samme, der gør sig gældende i den anden ende af verden. Hvis du prioriterer din relation og viser oprigtig interesse, vil du få så uendeligt meget igen. Desværre har vi som regel en deadline lige om hjørnet. Derfor tror vi, at vi sparer tid ved at lade fingrene løbe over tastaturet i en rasende fart og få sendt flere hundrede emails afsted. For så har vi fulgt op, og vi kan hakke opfølgningen af på vores to-do liste. Men det løser sjældent problemerne. For selv når vi ikke får et svar inden for et par dage, ringer vi stadig ikke op. Vi sender i stedet en email med subject
´RESEND´med caps lock og overdreven tegnsætning. For så må de da forstå, at det haster? Næppe. Tværtimod er du godt i gang med at ødelægge en ellers god relation. Hvordan ville du opfatte situationen, hvis en kollega sendte dig mails på den måde? Det bliver ikke mindre uhøfligt af at sende dem til Kina. Mit råd vil derfor være at prioritere din relation. Ring til dem. Spørg ind til dem. Også – specielt, faktisk – når du ikke har brug for dem. Hvis din interesse er oprigtig, kan det sagtens mærkes, og du vil opdage, at de informationer, du så inderligt efterspørger, kommer noget lettere frem til dit skrivebord.

Tip #5:

Vær ydmyg og åben. Ikke forstået på den måde, at du skal komme kravlende – men du skal være ydmyg og åben i din kulturelle tilgang til samarbejdet med din leverandør. Det er sjældent en god idé at starte hver eneste sætning med ”In Denmark we…”. Har du derimod accepteret, at asiatere er holistisk tænkende, og dermed langt fra lineære europæere, er du rigtig godt på vej. Leverandøren kan mærke, om du er oprigtigt interesseret i ham eller ej, og ved at vise ydmyghed scorer du gode points på din relations-konto. Har du en stærk relation til din leverandør, kan du sagtens få produktioner på 500 styk eller mindre hjem.

Tip #6:

Vær fleksibel. Ved at være fleksibel opnår du fordele, der ellers kun er tildelt de helt store virksomheder. Mindre virksomheder har ofte en flad organisationsstruktur, og der er sjældent langt fra ord til handling. Udnyt det. Større virksomheder skal gennem flere kalenderrunder for at finde en beslutningstager, de kan sende ud til forhandlingsbordet på fabrikken. Det skal mindre virksomheder
ikke. Og tit er beslutningstageren ganske dybt involveret i sagen allerede. Det vil give rigtig gode point hos leverandøren, både at vide at du er villig til at rejse den lange vej, og at du samtidig har sendt en beslutningstager eller ligefrem direktøren. At den person muligvis er den samme i de små iværksættervirksomheder, behøver
leverandøren ikke vide.

Tip #7:

Gid det. Indrømmet; Kina er langt fra low-hanging fruit. For at opnå konkurrencemæssige fordele skal du gide det. Du skal orke at gennemgå detaljer. Igen og igen. Og så én gang til. For kun ved
at have sikret dine detaljer i produktet af, samtidig med at have opbygget en god relation, kan du sikre din nattesøvn, imens forsendelsen sætter kurs mod Danmark og dine kunder. Jeg kender mange, der har haft for travlt. Været for usikre på, hvad de egentlig ville. Som har ændret mening undervejs. Og som frem for alt ikke har
gidet det. Gider du, er mulighederne uendelige. Så er det svære at finde ud af, hvilke muligheder, du skal sigte efter?

Du kan læse mere i bogen "(easily?) MADE IN CHINA!", som kan købes i udvalgte boghandlere landet over, samt på video-bloggen www.itspassiondarling.dk

Du kan læse mere om produktion og sourcing på www.plus7.dk

 

Relaterede

Må jeg konkurrere med min tidligere arbejdsgiver? (1) // Den gode samarbejdsaftale (1) // 3x inspiration for iværksættere (1) // Outsource dig til frihed og rigdom (1) // Overvejelser om international sourcing (1) // Højt at flyve (1) // Sæt det sociale i fokus (1) // Er det domænesnylteri? (1) // Styr på leverancerne - når god projekt- styring fører til vækst (1) // Gode historier i kedelig indpakning (1) // Internationalt varemærke? (1) // Let's do the Hub (1) // Livtag med forretningsmyter (1) // Vakuumpakket iværksætteri (1) // Optimer din biograftur (1) // Danmark som udkantsområde (1) // Byg bare Babelstårnet færdigt (1) // 123hjemmeside erobrer Europa fra Danmark (1) // Venturemilliarder skaber vækstdrømme (1) // Du kan sikre dig kontant betaling for dit arbejde (1) // Køge Iværksættermesse (1) // På kursus med statstilskud (1) // Kunsten at vinde englenes gunst (1) // Cykelbanditten bryder med traditionerne (1) // Sprogøre for musik (1) // Anekdoter fra venturekapitalens barndom (1) // Ny fond vil investere i sociale iværksættere (1) // Hvorfor flytter danske iværksættere til Silicon Valley? (1) // Husk din yndlingsvin (1) // Unboss dig selv og din organisation (1) // Mulighedernes land for IT offshore (1) // Morten Strunge: Virksomheden er det vigtigste i mit liv (1) // Tøjdesigner pimper campingvogne (1) // Gamle vaser i nye striber (1) // Pistoler, piger og pilsnere (2) // Skal du bogføre selv eller hyre en bogholder? (1) // Skal virksomheden tænkes nordisk? (1) //
Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign