Cxense Display
Findes i: #21 (November/2006) side 9
Artikeltype: Bogholderi & Revision
Forfatter(e): Anette Sand
   
Det er både lovligt og hensigts-mæssigt, at iværksætteres pc’er og andre driftsmidler bruges både privat og erhvervsmæssigt.

Rigtig mange iværksættere starter deres virksomhed med et kontor på bagvæggen i soveværelset. Og selvom det ikke giver anledning til, at hverken den kvarte eller halve husleje kan trækkes fra, betyder det dog ikke, at alle udgifter til virksomhedens drift skal betales privat.
Hvis du anskaffer en genstand, som kan anvendes både privat og erhvervsmæssigt, skal der i hvert enkelt tilfælde ske et skøn over, hvor stor den private andel er. Momsmæssigt og skattemæssigt må man nemlig kun trække den del af udgiften fra, som vedrører firmaet.
Der kan f.eks. være tale om en computer, som er nødvendig for virksomheden. Hvis denne computer også bruges privat, f.eks. til breve, spil eller internetadgang, er der tale om et blandet driftsmiddel.

Det problematiske skøn

Så skal der foretages et skøn: Ofte er skønnet en 50/50-ordning. Det betyder, at 50 pct. af udgiften betales af firmaet og 50 pct. privat. Men der kan også være tale om andre fordelinger. Hvis computeren kun bruges begrænset privat, kan fordelingen måske være 25/75. Og det gælder både anskaffelsen og den løbende drift. 
Problemet med skøn er, at man skal kunne sandsynliggøre overfor Skat, at det ikke er helt hen i vejret. Derfor er en fordeling med 95 pct. til firmaet og 5 pct. til privaten kun relevant, hvis man er meget sikker på – og kan bevise – at det forholder sig sådan.
Reglen om blandede driftsmidler kan bruges på alle anskaffelser. Der er dog nogle flere muligheder – eller andre måder at gøre det på – vedrørende telefoner og biler. For både telefoner og biler gælder det, at man skal vurdere, om det bedst kan betale sig at bruge reglen om blandede driftsmidler med det usikre skøn, eller om det er mere hensigtsmæssigt at blive beskattet af privatforbruget efter faste takster. For kørslens vedkommende er der også mulighed for at hæve skattefri kilometergodtgørelse efter statens takster.
Alle de udgifter, som man påfører virksomheden, skal være strengt erhvervsmæssige. Firmaet kan ikke betale halvdelen af spisestuemøblementet som konferencefaci-liteter. Udgifterne skal stå i rimeligt forhold til indtjeningen, for at man kan fastholde, at firmaet drives med overskud for øje.
 

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign