Cxense Display
Findes i: #66 (Maj/2012) side 38
Artikeltype: Kommentar
Forfatter(e): Ole Sohn
   
Regeringen arbejder på at forbedre rammerne for iværksættere med bl.a. flere penge til vækstkautioner, kom-igang-lån og eksportfinansiering. Også regelforenkling og uddannelse er blandt indsatsområderne, skriver erhvervs- og vækstminister i dette nummers kommentar.

Vi har lagt vinteren bag os – foråret er på vej. Og ligesom foråret giver nye kræfter til naturens økosystemer, er et godt dansk erhvervsklima også afhængigt af den fornyelse, som vores iværksættere skaber. Iværksættere giver nemlig dynamik og konkurrence i det etablerede erhvervsliv – både på områder, hvor Danmark allerede har særlige styrker og på områder, hvor der er nye potentialer.

Iværksættere skaber nye job og er dermed med til at øge beskæftigelsen. Så iværksættervirksomheder er vigtige – ikke mindst i krisetider, hvor mange etablerede virksomheder afskediger ansatte. Iværksættere er således en del af løsningen på vores vækstudfordring. Jeg er derfor som erhvervs- og vækstminister parat til at arbejde for at skabe gode rammer for iværksættervirksomheder.

Udviklingspakken skal give bedre finansieringsmuligheder
Mange virksomheder har i de seneste år haft svært ved at finde finansiering, og konsekvenserne af krisen vil formentlig også kunne mærkes de kommende år. Det gør det svært for mange virksomheder at komme tilbage på vækstsporet, men fra regeringens side følger vi situationen nøje og møder udfordringerne offensivt.

Det er baggrunden for, at regeringen i starten af marts har indgået en ambitiøs og bred politisk aftale, der skal fremme iværksætteres og små og mellemstore virksomheders muligheder for finansiering. Udviklingspakken vil øge lånefinansieringen til vækst og eksport med mindst 20 mia. kr.

Pakken har bl.a. styrket Vækstfondens muligheder for at hjælpe nye og mindre virksomheder med at få finansiering. Dels gennem en forhøjelse på mere end 550 mio. kr. af lånerammen for Vækstkautionsordningen. Dels ved at give Vækstfonden mulighed for at yde ansvarlige lån for op til 500 mio. kr. Derudover har vi i forbindelse med regeringens Kick-start pakke styrket lånerammen for kom-i-gang-låneordningnen med 150 mio. kr. Det betyder, at ca. 300 iværksættere kan få lån via ordningen. Derudover har vi nedsat et udvalg, der skal se på erhvervsobligationer som finansieringskilde for små og mellemstore virksomheder.

Dyrk de globale markeder
Vores hjemmemarked er lille, og derfor er det vigtigt, at nye danske virksomheder bliver født med et globalt udsyn og får hjælp til at komme ind på de udenlandske markeder – både det europæiske, men også de nye vækstøkonomier så som Kina, Indien, Rusland og Brasilien. Derfor har vi i Udviklingspakken også fokus på eksportfinansiering, således at virk-somhederne får bedre muligheder for at realisere deres internationaliseringspotentiale. Vi udvider den nuværende Eksportlåneordning, så den kommer op på i alt 35 mia. kr. Eksportkreditfonden vil desuden kunne give ekstra eksportgarantier for 20 mia. kr. frem til 2015, fordi vi holder kapitalbåndet for fonden fast. Herudover vil regeringen i forsommeren lancere en vækstmarkedsstrategi, der også har fokus på at styrke mindre virksomheders eksport.

Tid er penge for iværksættere
Den gamle vending er stadig lige sand – hvad iværksættere kan spare af tid på at drive deres virksomheder, kan investeres i at udvikle den og ska-be vækst og arbejdspladser. Derfor har regeringen nedsat et ”Virksom-hedsforum for enklere regler”. Forumet skal rådgive regeringen om at let-te de reguleringsområder, som virksomhederne oplever som mest admini-strativt besværlige i hverdagen. Det er en ny måde at arbejde på, som jeg ser frem til. Indsatsen kick-startes, bl.a. med indførelsen af en erklærings-standard, der er et alternativ til revision tilpasset de mindre virksomheders karakteristika og behov. Det kan spare de mindre virksomheder for op til 130 mio. kr. årligt samtidig med, at de fortsat får en erklæring på regnskabet, som de kan bruge over for banken og andre samarbejdspart-nere.

Kimen skal lægges tidligt
Regeringen arbejder for, at entreprenørskab, kreativitet og innovation skal indgå i undervisningen på alle uddannelsesniveauer, så tankegangen om at være med til at starte og udvikle noget – eksempelvis en ny virksomhed – der måske kan være med til at forandre vores samfund til det bedre og gøre os alle sammen rigere, bliver helt naturlig for vores kommende generationer.

Der skal mere end solstråler og forårsfornemmelser til at få os ud af krisen. Selv om vi i det store og hele har gode rammer for iværksættere i Danmark, er der plads til forbedringer. Mit budskab til alle iværksættere i Danmark er, at vi i regeringen er i fuld gang, og at vi tager vores del af opgaven meget seriøst.

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign