Cxense Display
Findes i: #11 (Februar/2005) side 46
Artikeltype: Kommentar
Forfatter(e): Nicolai Seest
   

Globaliseringen er en fantastisk mulighed for Danmark! Som et lille land med en veluddannet, kreativ og selvstændig arbejdsstyrke, har vi alle kortene på hånden til at lave forretning og skabe værdi i samspil med andre. Vi går for at være Nordens arabere og er mere berejste end noget andet folk. Men i stedet for at udvikle en offensiv og mulighedsfokuseret vision for et globaliseret Danmark, forfalder vi til en defensiv og bagstræberisk frygt for at miste alt det, vi gennem årtier har bygget op. Vi er bange for at miste velfærden. Vi frygter for den – i mine øjne noget abstrakte – trussel fra indvandrere. Og for udflytningen af gode danske arbejdspladser til Kina, Indien og en lang række andre lande med markant lavere lønniveauer end i Danmark. Hvis vi vil, kan vi gribe nogle af de mange muligheder, der flagrer i de globale vinde. Og noget tyder på, at vi iværksættere er klar til det. På IværksætterDagen 2005 kom der flere spændende bud fra de op mod 300 deltagende iværksættere, erhvervsledere, rådgivere, investorer, forskere, embeds-folk og undervisere. Vi kan etablere partnerskaber med kinesere, indere og andre dygtige folk. Vi kan invitere de mest kreative og dygtige hjerner til Danmark for at dele deres viden med os. Og vi kan forsøge at positionere Danmark som Europas iværksættermekka.
Men sidst og ikke mindst, kan vi aktivere det store uudnyttede potentiale blandt indvandrere; - deres forståelse for andre kulturer, deres netværk til nye markeder og deres sproglige kompetence. For kort tid siden søsatte Dansk Iværksætter Forening i samspil med Kvarterløft Nørrebro Park et opstartsforløb for iværksættere under overskriften ’Born Global Nørrebro’. Mere end 20 forskellige nationaliteter er repræsenteret blandt de ca. 100 deltagende iværksættere. Denne mangfoldighed giver nogle helt unikke muligheder for at skabe virksomheder, der er ’born global’. Dette initiativ er dog kun ét eksempel på, hvordan vi kan gøre globalise-ringen til vores fordel. Vi har brug for at hæve blikket, styrke vores kompetence til at handle globalt og etablere kontakter til dygtige forretningsfolk fra hele verden.

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign