Cxense Display
Findes i: #45 (September/2009) side 26
Artikeltype: Tema
   
Den islandske arbejdsløshed er eksploderet. Hvad sker der så? Unge arbejdsløse islændinge går i gang med at starte op for sig selv i et land, som næsten gik konkurs.

REYKJAVIK — Udstillingsvinduerne er tomme. Men det summer af liv indenfor. For få måneder siden lå der en eksklusiv møbelbutik her på havnen i Reykjavik.
Nu er møblerne kørt væk fra dette enorme butikslokale. Til gengæld er fire unge mænd i gang med at placere skriveborde i det ene hjørne af lokalet.
Banken har for længst tabt pengene på de gamle ejere. I stedet låner de næsten gratis Reykjaviks nye ”Silicon Harbour” ud til omkring 40 iværksættere i IT-branchen. En af dem er Haukur Hólmsteinsson, som sammen med tre venner har udviklet et automatisk researchprogram, som undersøger nettet inklusive blogger og netdebatter for al slags information, når brugeren indtaster et nøgleord.
Han og vennerne har stor tro på programmet og det lille firmaet har allerede ti ansatte.
”Krisen er faktisk det bedste, som kunne ske for os. Al opmærksomheden og alle pengene i Island gik tidligere til finanssektoren. Nu kan små bedrifter som os udvikle arbejdspladser og opbygge en langsigtet økonomi,” siger han til IVÆRKSÆTTEREN, mens en kollega kører forbi på skatebord i det store lokale.

Back to basics
Få meter fra den nye virksomhed er Sveinn Sigurdur Kjartansson netop ved at føre strøm til skrivebordet og hans eget nye selskab, som skal satse på mobiltelefonspil-branchen. Han er enig i, at krisen er gavnlig for den nye generation af iværksættere.  
”Vi har været blændet af finans-luksus. Nu kan islændinge endelig være islændinge igen,” siger han.
”Med krisen har vi fået benene ned på jorden igen,” siger han og peger på, at islændinge i bund og grund altid har været iværksættere siden de udvandrede for tusind år siden for at undgå skattefars indkrævninger hjemme i Norge.
Krisen har selv været med til at vende op og ned på dagligdagen for den unge iværksætter. Indtil februar arbejde han på IT-virksomheden Skygnir. Han fik en pæn løn, havde en solid friværdi i sin villa midt i Reykjavik centrum. Lånet i udenlandsk valuta gav ekstra lav rente til de månedlige betalinger.
Men i løbet af få dage i oktober kollapsede alle de store islandske banker – og med dem faldt den islandske krone dramatisk i værdi. Bare en måned senere blev Sveinn Sigurdur Kjartanssons lån i drømmehuset fordoblet – og i januar fik han meddelelsen: Du er afskediget på grund af den økonomiske krise. Men det er langt fra en trist islænding, som har mødt modgangen. 
”Nogen kan lide at gå på arbejde otte til fire, men sådan er jeg ikke. Jeg glæder mig over at være iværksætter og få os ud af krisen.”

Optimistisk krisestyrer
Den vision deler han med Islands nationalbankchef Svein Harald Øygard. I februar blev han hentet ind til øen fra Oslo og et arbejde som konsulent i McKinsey.
Han har tidligere været en ledende figur i den norske centraladministration og var med til styre Norge gennem en bankkrise tilbage i starten af 1990’erne. Erfaringen bruger han til at hjælpe Island igennem den dybe økonomiske krise indtil slutningen af august, hvor han igen overlader nationalbanken til islandske hænder.
Øygard er optimist på Islands vegne– men med forbehold.
”Island tjener jo fortsat penge. Det, de trænger mest til nu, er at demonstrere overfor omverdenen, at man har taget de beslutninger, som skal til,” siger nationalbankchefen, som efter få måneder i Island har hjulpet opstarterne med rentesænkninger fra 18 til 12 pct.
Der er ellers en del at være pessimistisk over. En arbejdsløshed som er gået fra 1 til 9 pct. og et privatforbrug som er faldet med 30 pct. Det er pænt illustreret af et bilsalg, som stort set er udslettet for tiden.
”Det siger lidt om dramatikken i det her,” siger han, men påpeger, at det islandske er-hvervsliv er meget andet end fiskerbåde og de store risikovillige banker, som forsvandt igen.
”De har en grundbasis i kraftkrævende industri og i fisk, men de har en stor underskov i erhvervslivet, som kan ekspandere i krisen og erstatte importen,” siger han og peger også på, at Island har den fordel, at landet havde den næstlaveste statsgæld før krisen. 
”Landet har det hårdt, men kommer fra et godt udgangspunkt,” siger han og peger på, at lande som Danmark og Norge sandsynligvis ville bruge meget længere tid på at vende så dyb en økonomisk krise, som Island sidder i.
”Det skyldes størrelsen og lidt mentaliteten. Island har en entreprenørkultur. Folk her er fleksible og søger hen, hvor de kan finde arbej-de,” forklarer nationalbankchefen.

Væk fra den vilde fest

Et godt eksempel på det er Inga Jessen. Tidligere arbejdede hun i bank og finansverdenen. Men så mistede også hun arbejdet.  
Det sidste halve års tid er hun blevet en kendt blogger i Island, som fortæller landsmændene om tilværelsen som arbejdsløs.
Men bloggene har fået nyt indhold. Hun har netop offentliggjort hendes nye ide: Guider til gratis aktiviteter i storbyer på hjemmesiden www.freecitytravel.com. 
”Foreløbig er det blot Reykjavik,” fortæller hun. 
Med baggrund fra banken Sprong hoppede hun for et par år siden over til investeringsselskabet Askar Kapital, hvor hun håndterede en investeringsportefølje bestående af ejendomme rundt omkring i Europa. I Island er det blevet et udtryk, at ting var ”så typisk 2007”. 2007 var året, hvor alt kunne lade sig gøre. Også hos Askar Kapital.
”Vi fløj på første klasse, når vi skulle rundt i Europa. Vi festede på firmaets regning med fri bar i downtown Reykjavik. Jeg var på otte ferierejser til USA og Europa i 2008,” fortæller hun.
Men 2007 er for længst væk i kalenderen. I år holder Inga og mange andre islændinge ferie hjemme på øen. I slutningen af 2007 begyndte det nemlig også at blive smallere tider for investeringsselskabet. Inga Jessen blev sendt ud i verden på economy class, ejendommene blev sat til salg, og sidste år fik hun den uundgåelige fyreseddel. 
Den økonomiske krise ramte også hårdt i privatøkonomien. Inga Jessen og hendes mand havde et lån på fem millioner islandske kroner i boligen og bilen. De var i udenlandsk valuta. Nu er lånene steget til 12,5 mio. kr.
”Vi skulle betale 62.000 kr. hver måned. Nu betaler vi 159.000 kr. i stedet,” forklarer hun. 
Hun kalder selv hendes liv for et økonomisk ”fængsel”. Hendes gamle planer om at studere en master i København til sommer er aflyst. Når lejligheden ikke kan sælges, så må hun blive hjemme og betjene lånene. 
Men selv i en usælgelig lejlighed kan man være opfindsom og blive iværksætter.
Hun har fået lidt støttekroner fra Reykjavik by, da hendes website også fungerer som reklame for at lokke turister til byen, som tidligere var berømt for at være super trendy og fantastisk dyr. Nu skal Reykjaviks gøres gratis.    
”Jeg håber, at jeg meget snart kan ekspandere ideen til andre byer,” siger hun.
Inga Jessen er blevet rigtig islænding igen.

 

Bank-kollapsen på Island
I løbet af få dage i oktober 2008 blev alle de tre store, private banker Kaupthing, Glitnir og Landsbanki i Island erklæret konkurs og overtaget af staten. Det satte for alvor gang i en voldsom økonomisk nedtur i ø-nationen. Den ene banks gæld beløb sig på hele 626 pct. af landets BNP. En stund måtte islændinge for alvor se på fødevarelagrene, opgive at låne penge i banken og handlen med biler sank med hele 90 pct.  En lånepakke fra den internationale valutafond og de nordiske lande er i øjeblikket ved at stabilisere den islandske økonomi og få den på fode igen.
 

Island:
Befolkning: 319.326
Areal: 103.000 km2
Hovedstad: Reykjavik
Styreform: Republik siden selvstændigheden fra Danmark 17. juni 1944
Valuta: Islandsk krona (ISL)
Inflation marts 2009: 15,2 procent
Arbejdsstyrke: Cirka 160.000
Arbejdsløse: 17.689
Kilder: Statistics Iceland og Arbejds-direktoratet 

 

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign