Cxense Display
Findes i: #10 (December/2004) side 40
Artikeltype: Tema
Forfatter(e): Vivian A. Voldgaard
   
Der er langt fra en direktørpost i en international vækstvirksomhed til en enestue på psykiatrisk hospital. Det måtte Jeppe Dam sande, da han gik helt ned med stress.

Der kunne have stået ambitiøs og pligtopfyldende på visitkortet, hvis Jeppe Dam ellers havde haft et, da han som 20-årig tog sit første store skridt op ad karrierestigen.
Som barnebarn af den verdenskendte Gjøltrold, lagde han ud med at tage ansvaret for det amerikanske marked, og i en alder af 28 år nåede han sit personlige mål: At stå som direktør i spidsen for en vækstvirksomhed, der vandt både markedsandele og internationale priser for sin vækstrate.
»De små trolde blev introduceret på markeder over hele verden, og hver gang
tog jeg mig af alt arbejdet. Allerede dengang ville jeg helst lave alting selv, for så blev det jo, som jeg ville have det. Og det hele var jo i sidste ende mit ansvar, for det var jo min virksomhed,« fortæller han i dag - 41 år gammel og et brag af et stress-kollaps klogere.
For Jeppe Dam har betalt den næst-dyreste pris for sin måde at leve livet på.
»Den dyreste pris betaler de mennesker, der dør af deres stress. Det gjorde jeg ikke, men jeg var formentlig ret tæt på,« indrømmer han.
Da succesbarometeret stod på sit højeste, arbejdede Jeppe Dam fra tidlig morgen til sen aften. Det stod på i flere år, men pludselig blev det sværere og sværere at få øje på arbejdsglæden og motivationen. Overblikket over de mange gøremål svandt langsomt, ligesom den dårlige samvittighed over hængepartier og følelsen af ikke at være god nok, tog til.
»Når jeg var på arbejde, havde jeg dårlig samvittighed overfor min kone og mine
to døtre, og når jeg var hjemme, tænkte jeg kun på de ting, jeg skulle ordne i firmaet. Min hjerne var altid på arbejde, og jeg blev dårligere og dårligere til at hygge mig.«

Et lysshow af alarmklokker
Den stræbsomme direktør havde alle tegn på stress: Ondt i hovedet, ondt i maven, smerter i brystet og snurren i hele kroppen.
»Jeg havde et helt lysshow af alarm-klokker hængende foran mig, men alligevel lyttede jeg ikke. Da vores omsætning kom op på 50 millioner kroner kiggede jeg efter de 100 millioner i stedet for at sætte mig ned og glæde mig over det, jeg havde opnået. I dag kan jeg godt se, at jeg besteg en masse bjergtoppe, men jeg gav mig aldrig tid til at nyde udsigten deroppe fra.«
I midten af 1997 gik det langsomt op for Jeppe Dam, at den var helt gal med både kroppen og psyken. Han valgte derfor at kappe familiebåndene til de små trolde. Men på i hvert fald et punkt, var det for sent: Ægteskabet overlevede ikke de mange år med manglende næring. Og selv om der nu skulle være tid til at tænke ordentligt over tingene og nyde livet omkring sig, kunne Jeppe Dam mærke den indre nedsmeltning, der var i gang i hans krop.
»Jeg fik en psykisk nedtur. Min plan var ellers, at jeg ville starte en ny virksomhed, men rovdriften på mine psykiske og fysiske ressourcer indhentede mig langsomt men sikkert. Jeg droppede planerne om at begynde forfra som iværksætter og søgte i stedet et job som mellemleder i en stor forsikringskoncern.« Der gik kun et halvt år, før det endelige kollaps meldte sig. For selv om Jeppe Dam mente, at han var blevet bedre til at styre sin stress efter sit farvel til direktørposten, var hans krop ikke helt med på planen, viste det sig. Han glemte alting, og til sidst var korttidshukommelsen stort set væk. På vej til et møde, slog stressen for alvor ned. Jeppe Dam anede ikke, hvor han befandt sig, og hvor han var på vej hen.
»Det er en af de værste oplevelser, jeg har haft. Jeg kørte ind til siden for at kigge i min kalender, men jeg kunne heller ikke huske, hvilken dag det var. Først da de mennesker, jeg skulle til møde hos, ring-ede for at spørge, hvor jeg blev af, fandt jeg ud af, hvor jeg var.«

Stress blev til depression
Jeppe Dam vidste godt, at han led af alvorlig stress. Men i hans øjne var det et alt for stort nederlag at skulle erkende det - både over for sig selv og overfor omgivelserne. Til sidst tog han dog mod til at servere sandheden for sin chef, og sammen fandt de ud af, at det var bedst, at deres veje skildtes.
Tempoet blev tvunget ned som følge af den beslutning. Men indeni var Jeppe Dam stadig lige stresset, og humøret blev sortere og sortere. Når telefonen ringede, fik den lov til at ringe ud, og den ellers så søvnløse direktør kunne nu sove hele dage væk.
»Min stress var langsomt gået over i en depression, og jeg fik nogle tilbagevendende selvmordstanker. Jeg kan ikke sige, hvornår forandringen helt præcis skete, men jeg gled lige så stille ind i det, og efterhånden så jeg mig selv som et skvat, der ikke kunne klare de opgaver, jeg var vant til.«
Med lægens hjælp blev han indlagt på psykiatrisk afdeling. Dommen lød på en middelsvær depression fremkaldt af for megen stress gennem mange år.
»Jeg var heldig at få advarslen på den måde. Andre får den via hjertetilfælde og
blodpropper, og de har ikke mange chancer for at gøre det om igen,« siger han.
Med en effektiv omgang medicin lykkedes det Jeppe Dam at komme ud
af mørket. En hel del erfaringer rigere,
erkender han. Et af de redskaber, der har hjulpet, er en klar præcisering af kerneværdierne i livet.
»Jeg har fået overblik over, hvad der dræner mig for energi, og hvad der giver mig energi. Alt, hvad jeg gør eller ikke gør, holder jeg op mod denne livsvision, og på den måde holder jeg mig på det rigtige spor,« forklarer han.
Derudover har eks-direktøren revideret sit personlige ambitionsniveau.
»Jeg har måttet lære, at det er okay at alt, hvad man gør, ikke er lige perfekt. Ingen mennesker kan være perfekte til alting, og måske er det, du vurderer til 80 procent lig med 110 procent i andre menneskers øjne. Jeg kan se nu, at jeg gjorde alt for meget ud af alting. Prøver du på at være perfekt altid og gøre alle mennesker tilfredse, brænder du simpelthen ud. Man skal tillade sig at være svag en gang imellem, for ellers risikerer man for alvor at blive svag. Og der er langt fra en direktørpost i en international vækstvirksomhed til en enestue på psykiatrisk hospital, skal jeg hilse at sige.«

Relaterede

Vilde børn har måske iværksættergener (1) // Baggrund for dette nummers tema-artikel (1) // Hvilken iværksættertype er du? (1) // Amning og ambitioner (1) // Linedanser eller jonglør (1) // Find tid (2) // Bog: få tid til det du er bedst til (1) // Stress er livstruende - også for virksomheden (2) // Hormonerne bestemmer det hele (2) // Vejen til en ikke-stresset hverdag (3) // Når ægtefællen eller kæresten arbejder for dig (1) // Hvordan gør de langtidsfriske? (1) // Din mobile cykelsmed (1) // Man er jo bare et menneske (1) // Forord til bogen (1) // ”If you don’t do the things you fear – then the fear will control your life” (1) // Man skal tænke slutningen ind fra starten (1) // Bliver passionerede iværksættere ramt af stress? (3) // To ting, der udfordrer alle startups: TID og PENGE (1) //
Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign