Cxense Display
Findes i: #59 (Maj/2011) side 37
Artikeltype: Bøger
Forfatter(e): Søren O. Ekelund
   

Grib fremtiden’Grib Fremtiden’ tegner et skarpt billede af morgendagens verden, men mest af alt et billede af virksomheder og mennesker som et samlet og udviklende netværk – et billede, de fleste innovative erhvervsledere i dag bør kunne genkende.
Peter Hesseldahls sprog er letlæst, levende og legende - måske undertiden så legende at man ubevidst får tvivl om det faglige budskab; dette er der dog absolut ingen grund til da ’Grib Fremtiden’ på smukkeste vis fanger tidsånden og dens kerneproblematiker. Her hjælper det legende sprog med til at gøre bogen læsbar for alle og minder på denne vis om et vigtigt budskab deri: Vi bør og skal alle arbejde sammen på trods af, og måske især på grund af, vores forskelligheder som mennesker. Bogen tegner dog ikke blot et billede af muligheder, men også af de farer der lurer i det tætte netværk – her giver ’Grib Fremtiden’ gode bud på hvordan såvel fordomme som reelle trusler i fremtiden kan tænkes tacklet.
Oversættelserne af engelske udtryk er for størstedelen problemfri, men undervejs ses dog uoversatte engelske udtryk som ‘things that think’ hvor man undrer sig over, hvorfor det i det mindste for konsekvensens skyld ikke også er oversat, f.eks. til ‘tænkende ting’. Med et så globalt budskab og indhold kan det i det hele taget undre, at bogen i sin helhed ikke er skrevet på engelsk - jeg vil opfordre til en oversættelse, idet bogen uden tvivl også vil blive nydt af et internationalt publikum.
Da bogen kan læses meningsfuldt i meget små afsnit, ofte blot en side eller to, synes den velegnet som pendlerbog og til forretningsfolk på farten.
Jeg vil klart anbefale denne bog til kollegaer og venner, såvel dem der forstår netværkstanken som de der har behov for et fagligt funderet wake-up-call.

“Grib Fremtiden”, af Peter Hesseldal, Lindhardt og Ringhof, 2011, 416 sider, kr. 399,95, www.lindhardtogringhof.dk

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign