Cxense Display
Findes i: #11 (Februar/2005) side 37
Artikeltype: Bøger
Forfatter(e): Jesper H. Andersen
   

Iværksættere er tit på udkig efter nye forretningsideer, der har potentiale i nutid og fremtid. Det er ikke altid let at vurdere, for i hvilken retning går udviklingen? Hvad efterspørges der og hvad vil der blive efterspurgt? Hvilke behov opstår, og hvilke teknologiske muligheder for at tilfredsstille dem? Hvad er de store tendenser? Gætte og fornemme kan vi alle, men få giver mere kvalificerede bud end Institut for Fremtidsforskning (IFF).
Det korte svar på de store spørgsmål er indtil videre »Creative Man«, der foruden at være det kreative/skabende menneske og dets logik, er titlen på instituttets nyeste udgivelse.
Med en kliché kunne man sige, at hvis du kun skulle læse én bog i år, ville Creative Man være et godt bud. Som iværksætter og virksomhedsejer burde man nærmest piskes til at forholde sig til, hvilken plads ens egen virksomhed kunne tænkes at indtage i den fremtid, der allerede er her, og som Creative Man tegner et billede af.
Creative Man handler om behov og muligheder. Samfundet har behov for mere kreativitet og innovation, når vi får vanske-ligere ved at konkurrere på traditionel masseproduktion. Og flere og flere ønsker at udfolde deres kreativitet i deres forbrug, arbejde og fritid. Koblet med nye teknologiske muligheder og produktionsmetoder, der gør forbrugere til aktive medproducenter, er der åbnet for diskussionen af konsekvenserne for samfund, virksomheder, uddannelse og os kommende kreative mennesker.
Det er svært at spå om fremtiden, og IFF kalder da også bogen for et debatoplæg. Ikke alle dens udsagn kan spises rå, og bogen gør selv opmærksom på, at de konkrete eksempler på fremtiden er hentet fra fortid og nutid. Hvilket nogle gange er meget illustrativt, andre gange en smule søgt.
Men uanset om det er de vise sten, der er fundet for en tid, eller intellektuelle vildfarelser, så er Creative Man et særdeles hæderligt oplæg til en debat, som det er værd at sætte sig ind. For et er sikkert – lige nu går udviklingen rigtig stærkt.

Institut for Fremtidsforskning, »Creative Man«, Gyldendal, kr. 299,-. www.creativeman.info. Bogen er trods titlen på dansk!

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign