Cxense Display
Findes i: #18 (April/2006) side 20
Artikeltype: Bøger
Forfatter(e): Jesper H. Andersen
   
Multi-Level Marketing vinder udbredelse, og nu er der kommet en bog om emnet. Sådan da.

Når anmelderne kalder en bog for revolutionerende, er der som regel grund til at kaste sig over den. Er det derimod forfatterne selv, som kalder bogen for revolutionerende, som det sker på omslaget af »Skab din egen succes med Network Marketing«, er det derimod overvejende sandsynligt, at man har et lidet læseværdigt værk i hånden.
Man kan ikke altid skue hunden på hårene, hedder det så klogt, men omvendt – mange gange kan man, og i dette tilfælde er bagsideteksten kun et mildt forvarsel om, hvad der venter læseren inden i.
Bogens handler angiveligt om at lære at få succes. Til det formål bringes netværksmarkedsføring eller Multi-Level Marketing (MLM) som det også kaldes, på banen et stykke inde i bogen, efter at læseren har været igennem lidt blandede anekdoter og løse rygter om, at livsglæde kan læres.
Skulle man se positivt på, hvad bogen kan bruges til hvis man er interesseret i at vide mere om at tjene penge på at sælge produkter til sine venner, er der på side 37 en fin oversigt over forskellen på netværksmarkedsføring og pyramidespil, og på side 47-51 lidt god, reel information om at vælge det rette koncept at gå ind i. Men seks reelle sider ud af 150 er ikke nok til, at vi kan anbefale den.
Problemet er nok formen. Der er noget religiøs vækkelse over bogens retorik, og opbygningen minder i mistænkelig grad om et hvervemøde til et af de mindre seriøse MLM-koncepter. Først en masse udenomssnak, og så løsningen på alle trængslerne: MLM, som efterfølgende forherliges uden den mindste omtale af ulemperne. Dén stil gør, at man ikke tror på, at dette er en bog om at få succes med MLM som middel, men snarere på, at dette er en MLM-hvervebog i en lusket – og elendigt skrevet – indpakning.
Det ironiske er, at hvis man i stedet havde skrevet en bog, der serverede de kolde facts om de angiveligt gode forretningsmuligheder på en saglig måde, ville succeserne tale højt nok i sig selv. Men når man hele tiden skal indhylles i fantastiske fordele kan man ikke andet end blive mistroisk. Det er i grunden synd for en branche, som – for nogle koncepters vedkommende – måske fortjener lidt mere positiv omtale.

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign