Cxense Display
Findes i: #66 (Maj/2012) side 33
Artikeltype: Bøger
   
Iværksætteren anmelder de nyeste bøger inden for iværksætteri: "The Startup Game- Inside the Partnership between Venture Capitalists and Entrepreneurs", "God kommunikation for selvstændige – Vejen til flere kunder" og ”Business Development – A market oriented perspective” bliver nøje gransket.

Med en titel som "The Startup Game" og en undertitel, der lover at give læseren insiderinformationer omkring, hvordan samarbejdet mellem venturekapitalister og iværksættere fungerer, kan man ikke fortænke nogen i at tænke, at "den bog må jeg bare have fat i". Her kan man dog med fordel klappe hesten en gang eller to.

Amerikanerne udgiver ikke bøger med titler, der ikke lyder, som om man absolut må eje dem, hvis man ellers falder inden for målgruppen - helt så meget værdi for pengene som titlen lover, får man ikke i denne bog. At William H. Draper er en insider i Silicon Valleys venturemiljø er der ingen tvivl om, og han kan fortælle historien helt tilbage til dengang ruder konge var knægt. Hans far drev et af de første ventureselskaber i verden, han driver selv ventureselskab og hans søn er venturekapitalist.

Derfor er venturehistorien også en familiehistorie for mr. Draper, og det bærer bogen meget præg af. Drapers egen løbebane fylder meget, også når den i en periode bevæger sig uden for venturemiljøet, og selv om bogen ad den vej giver et rigtig godt indblik i, hvordan en venturekapitalist tænker, og hvordan venturemiljøet fungerer, så ville esserne set fra en iværksætters synspunkt kunne spilles på den halve bordplads.

Det er vel i grunden den gamle historie med, at iværksættere i investorers verden har uendelig med tid til at sætte sig ind i ting og sager, ellers er de bare ikke gode nok. Men hvis man skal anlægge en travl, kapitalsøgende iværksætters perspektiv på nytteværdien af disse anekdoter, så må rådet være at finde et værk, der er lidt hurtigere til at komme til pointen.

Vil man omvendt gerne vide, hvordan det hele begyndte, og har man masser af tid, ja så er der næppe bedre informerede herre end forfatteren til denne bog. 

"The Startup Game - Inside the Partnership between Venture Capitalists and Entrepreneurs", af William H. Draper III, Palgrave Macmillan, 2011, 261 sider, ca. GBP 20,00 på Amazon.co.uk

Den rigtige kommunikation gør forskellen

”Effektiv Kommunikation” - Det lyder nemt, men er rigtig svært for mange. Effektiv kommunikation skaber opmærksomhed og omsætning og kan derfor gøre forskellen på succes og fiasko. Alligevel gør mange iværksættere og selvstændige alt for lidt ud af at planlægge deres kommunikationsaktiviteter og skriver alting på næsten samme måde, da andre dele af forretningen lægger beslag på arbejdstimerne. Derfor går mange glip af de oplagte muligheder for øget omsætning, der gemmer sig i effektiv formidling af budskaber på hjemmesider, igennem de sociale medier og i nyhedsbreve. 

For at gøre noget ved problemet har Majbritt Lund har begået en letlæselig og yderst anvendelig guide til kommunikation for iværksættere og selvstændige. Bogen, der er læst på en aften, kommer med gode råd til alt fra nyhedstrekanten, over kunsten at skrive en pressemeddelelse, til hvordan man vinder kampen om læserens tid. De 124 siders gode eksempler gør kommunikation overskuelig at sætte sig ind i i stedet for blot at kaste sig ud i det og håbe på det bedste.  

”God kommunikation for selvstændige – Vejen til flere kunder”, af Majbritt Lund, Frydenlund, 2012, 124 sider, kr. 199,- Frydenlund.dk

Forretningsudvikling fra markedsperspektiv

Hans Eibe Sørensen er noget så sjældent som en succesfuld iværksætter og ankerkendt universitetsprofessor. I sin nyeste bog, som bygger på hans erfaringer som biotekentreprenør og lektor, giver han et ærligt bud på, hvordan forretningsudvikling planlægges og struktureres for iværksættere og i eksisterende organisationer.

Bogen gennemgår kritisk og systematisk eksisterende teorier og praksis på området og vil bestemt ikke gøre forfatteren populær i alle kredse. Netop derfor er værket interessant – både for den helt grønne iværksætter og for den erfarne entreprenør. Begge kan de få glæde af bogens eksempler og cases, som i høj grad bygger på viden og erfaringer fra direktører i større europæiske virksomheder. Derudover indeholder Business Development en række interessante modeller og værktøjer, der kan hjælpe med at sætte forretningsudviklingen i system. 

”Business Development – A market oriented perspective”, af Hans Eibe Sørensen, Wiley Publishing, 2012, 553 sider, kr. 399-,

 

Relaterede

Højt at flyve (1) // Er det domænesnylteri? (1) // Livtag med forretningsmyter (1) // Bogen som forretning (1) // Laboremus Pro Patria (1) // Nyt liv til gamle bøger (1) // Venturemilliarder skaber vækstdrømme (1) // Du kan sikre dig kontant betaling for dit arbejde (1) // Imperium med vokseværk (1) // Køge Iværksættermesse (1) // På kursus med statstilskud (1) // Kunsten at vinde englenes gunst (1) // Cykelbanditten bryder med traditionerne (1) // Sådan får du dine produkter hjem fra Kina - til tiden, og i rette kvalitet og pris (1) // Sprogøre for musik (1) // Ny fond vil investere i sociale iværksættere (1) // Husk din yndlingsvin (1) // Magtens korridor (1) // Unboss dig selv og din organisation (2) // Morten Strunge: Virksomheden er det vigtigste i mit liv (1) // Ideerne kommer af sig selv. Resten er hårdt arbejde (1) // Tøjdesigner pimper campingvogne (1) // Gamle vaser i nye striber (1) // Pistoler, piger og pilsnere (1) // Kan dine kunder finde dig online? (1) //
Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign