Cxense Display
Findes i: #18 (April/2006) side 30
Artikeltype: Portræt
Forfatter(e): Flemming Thomsen
   
Smykkeproducenten Dyrberg/Kern er en guldrandet forretning. Produkterne sælger over hele verden, vækstraterne ligger på 30 procent om året, og i 2004 blev de kåret som »Entrepreneur Of The Year«. Nu vil de op i næste klasse...

Det er ligesom at komme i himlen. Først skal man hen over den regnvåde, sorte asfalt ind i baggården, så op på øverste sal af den brede trappe i det tidligere pakhus på Østerbro, men så åbenbares hele herligheden også straks man træder indenfor i det store lyse, højloftede lokale.
Alt på smykkeproducenten Dyrberg/Kerns hovedkontor er holdt i hvidt. Man kan dumpe ned i en blød læderlænestol og fra loftet lyser store kuglerunde lamper som små sole og får de flotte smykker i glasmontrerne til at glimte og glitre. Ude i siderne af det enorme rum er der indrettet et delvist åbent kontorlandskab, hvor travle, kønne medarbejdere nikker kort og venligt. Min jakke bliver taget, og et højt glas med cappuccino serveret. Få minutter efter er Henning Kern klar til interviewet.
»Må jeg lige spørger om noget?«
En medarbejder stikker hovedet indenfor i mødelokalet, hvor vi netop er gået i gang.
»Skal du med til Paris?«
»Jamen, det skal jeg da,« smiler Henning Kern. Der er en billet, der skal på plads, og nogle varer, der skal flyttes, og det hele ser ud til at blive ordnet effektivt. Ingen tvivl om, at Henning Kerns kalender er tætskrevet.
Det tidligere pakhus emmer af energi og dynamik – her arbejder 70 mennesker, der vil noget. Det er også noget af det første Henning Kern, som er medejer, adm. direktør og en af de to iværksættere bag foretagendet, lægger vægt på, da jeg spørger ham, hvordan sådan en verdenssomspændende succes er kommet i hus.
»Vi bruger lang tid på at finde de rigtige medarbejdere – har intensive jobsamtaler, og bruger nogle gange konsulenter til at finde de rette. Vi er selvfølgelig glade for, at der er mange, som selv henvender sig til os, men det er ikke altid nok. Medarbejderne skal først og fremmest føle den samme passion for vores innovative modeverden, og være dedikerede til opgaverne – og vi er bestemt ikke bange for at ansætte folk, der er dygtigere, end vi selv er. Tværtimod bliver jobfunktionerne mere og mere specialiserede, jo flere vi bliver,« forklarer Henning Kern.
Gennem de store vinduer i mødelokalet kaster han et flygtigt blik på et par medarbejdere, der passerer forbi, som ønskede han allerede at være derude igen, hvor tingene sker.
»Men selv om jobbene bliver mere specialiserede, lægger vi også stor vægt på at kunne arbejde tværfagligt, og at vi hjælper hinanden i det daglige,« siger Henning Kern. Dyrberg/Kern A/S er en virksomhed, der er i konstant vækst. 90 procent af salget går i dag til eksport, hvor det for ti år siden kun var ti pct. Virksomheden ejer i dag – alene eller med franchise-partnere – 50 flagship-butikker og 150 såkaldte shop & shops i stormagasiner, og har omkring 2.000 forhandlere i fyrre lande.
Omsætningen ligger på et trecifret millionbeløb, og i regnskabsåret 2003/04 havde Dyrberg/Kern et overskud på 26 millioner kroner.

Smykker i en skotøjsæske
Vejen til succes var i starten præget af benhårdt arbejde.
Henning Kern og Gitte Dyrberg mødte hinanden på Skolen for Brugskunst, der i dag hedder Danmarks Designskole, i København. I 1985, mens de endnu gik på skolen, skabte de deres første kollektion sammen. Privat blev de kærester, og fritid og arbejdstid flød sammen.
»Vi knoklede døgnet rundt. Tog på loppemarkeder og fandt knapper, gamle nøgler og andre dimser, som vi kunne lave smykker af. I starten forsøgte vi os med dametøjskollektioner, men det blev smykkerne, som vandt vores interesse. Allerede mens vi gik på skolen, sørgede vi for at få vores første kollektioner navngivet med Dyrberg/Kern for at markedsføre os selv,« fortæller Henning Kern, der selv kastede sig ud i det opsøgende salg – på iværksættermanér. Med smykkerne i en skotøjsæske cyklede han rundt til butikker i København, så de kunne købe med det samme. 
I firmaets scrapbog med avisudklip ligger også et farvefotografi fra de unge dage, hvor Henning Kern iført et par Elton John-agtige solbriller prøver lykken som gadesælger.
Da studierne var afsluttet, gik det rask frem for Dyrberg/Kern. Efter seks år som kærester gik de to iværksættere hver til sit, men arbejdsmæssigt holdt de sammen og skabte i løbet af en årrække en af Danmarks mest opsigtsvækkende vækstvirksomheder med en stabil salgskurve, der år efter år viste vækstrater på 30 procent. Selvfølgelig ikke uden, at der en gang imellem dukkede lidt sten på vejen op, som i et af de tidlige år hvor en afrikansk inspireret kollektion ikke rigtig solgte i Danmark.

Ud i verden

En dag besluttede Gitte Dyrberg og Henning Kern sig for at købe en trailer, pakke den med smykker og køre til en messe i Düsseldorf, hvor de ikke alene solgte ud af deres smykker, men også fik en masse nye kontakter.
Det blev reelt starten på eksport til udlandet. Først var det 90 procent indenlandsk salg og 10 procent eksport. I dag er tallene byttet rundt, og Dyrberg/Kern sælger til blandt andet Kina, Rusland, Kuwait, Tyskland, Belgien, Japan, Korea, New Zealand, Schweiz, England, Norge og Sverige. Den danske procentdel bliver formentlig endnu mindre, når Dyrberg/Kern sætter ind i USA i nærmeste fremtid.
»I virkeligheden har vi opbygget en meget simpel virksomhed,« siger Henning Kern beskedent.
»Vi har været gode til at source vores råvare ved kilden og skabe trendy smykker, som både rammer noget i tiden og er tidløse, og som både har et skandinavisk afsæt og en international appeal. Vi lægger meget vægt på et total-look, hvor produkt og indpakning hænger flot sammen konceptuelt – til priser, der er til at betale,«
fortæller han. Parløbet mellem Gitte Dyrberg og ham selv ser han som en vigtig del af opskriften på succesen.
»Det at være to, der stoler 100 procent på hinanden, er meget værdifuldt. Vi har hver især altid en at sparre med, når de svære beslutninger skal tages. Men tiden var også med os. Jeg tror, det var lettere at være iværksætter dengang. Vi ramte ind i et tomrum i smykkeverdenen, hvor der var plads til vores produkter. Vi kom med smykke design i lækre kvaliteter, der kunne videresælges til rimelige priser – og det gør vi stadigvæk,« siger Henning Kern.

Organisationen strømlines

Det tætte samarbejde mellem de to ejere betød et unødvendigt overlap i mange af de forretningsmæssige gøremål. I 1998 fik konsulentvirksomheden PriceWaterhouse derfor til opgave at opgradere Dyrberg/Kerns potentiale og skabe en mere gennemtænkt organisation.
Henning Kern og Gitte Dyrberg fik mere veldefinerede roller i virksomheden. I den korte udgave blev Gitte Dyrberg designdirektør, og Henning Kern blev administrerende direktør.
I forbindelse med organisationsændringen blev der lagt planer for ansættelse af ledere og flere medarbejdere, blandt andet en salgsdirektør, en finansdirektør samt en Business Intelligence-person, der skulle holde øje med mode-markedet.
Salgschefen Henrik Spandet Møller har netop her i marts overtaget direktørposten fra Henning Kern, som er blevet kreativ direktør. Det skete i en erkendelse af, at Henning Kern var ved at nå sine begrænsninger på det forretningsmæssige plan i takt med virksomhedens kraftige vækst.
En anden konsekvens af konsulenternes omstrukturering var, at der blev sat fokus på at uddanne personalet, og i dag har man sin egen skole, »Dyrberg/Kern Academy«. Skolen er et uddannelsesforløb med 18 forskellige moduler, hvor medarbejderne kan lære alt fra NLP, salgstræning, kollektionsforståelse og IT, til sprog og systematik.
»Gitte og jeg har selv deltaget i et NLP-forløb med stor udbytte,« siger Henning Kern, der ikke tøver med at udnævne Gitte Dyrberg til at være »den sande kunstner« i virksomheden.
De arbejder dog stadig tæt sammen, når de nye kollektioner skal skabes, lige fra idé til det færdige design.
En anden ting der skinner igennem efterhånden som interviewet skrider frem, er, at Gitte Dyrberg og Henning Kern er ret nøjsomme mennesker. I starten tøvede de længe med i det hele taget at ansætte medarbejdere, for som iværksættere var de vant til at ordne alting selv.
»Men sparede penge er ikke det samme som tjente penge, så i dag er jeg blevet bedre til at uddelegere ansvarsområder,« siger Henning Kern, der stadig arbejder rundt regnet 50 timer om ugen.
Lige siden starten, hvor de skød hver 5.000 kr. ind i opstarten, har virksomheden været selvfinansierende. Den gode gamle formel om at sætte tæring efter næring har sikkert sin del af æren, på trods af at vi befinder os i den del af erhvervslivet, hvor ekstravagance og store armbevægelser nærmest er en selvfølge. Selv erklærer Henning Kern, at han med succesen hverken har fået smag for at drikke dyr rødvin eller flyve på Business Class.
Hvorfor egentlig ikke?
»Vane, måske,« siger Henning Kern.
»Min store fornøjelse ligger i at se vores virksomhed udvikle sig – på mange punkter er vi kun lige startet.«

Den fremtidige strategi

I det kommende år vil man ændre på distributionen og satse på at åbne flere såkaldte »Flagship Stores«, som er egne butikker, der kun forhandler Dyrberg/Kern produkter. Det er samtidig planen at åbne et antal »Shop in Shops«, som er franchise-butikker som man kender det i Illum og Magasin.
Ikke mindst den nye Dyrberg/Kern butik, som skal åbne i Københavns nye butiksarkade, Galleri K, er der sat fokus på, da den kommer til at ligge sammen med andre prestigefyldte modeforretninger.
»Vi vil tænke mere i partnerskab over for vores forhandlere, og vi vil iværksætte produkttræning og oprette nye uddannelsesforløb, ligesom vi vil udvikle vores medarbejderressourcer endnu mere. Vi bygger hele tiden videre på vores HR-koncept,« siger Henning Kern.
Salgssupport er generelt et nøgleord for Dyrberg/Kern, og man har en klar idé om, i hvilket regi produkterne skal sælges.
»Det er som regel på salgsstedet, kunden beslutter sig for at købe. Derfor har vi et ønske om, at butikker, som forhandler Dyrberg/Kern altid skal virke friske og indbydende at komme ind i,« forklarer Henning Kern.
Helt konkret står Dyrberg/Kern klar med udstillingssystemer, en »visual merchandising«-pakke, som består af udstillingsmateriale og brochurer. Smukke gaveæsker og gavepapir tilbydes gratis til alle smykker, og man tilbyder også forhandlerne specielle salgskurser, lige som onlinehandel på det seneste er prioriteret højt og nu ligger som endnu et tilbud til forhandlerne om at blive en del af.
Ambitionen med de nye »Flagship Stores« er at intensivere partnerprogrammerne for at styrke Dyrberg/Kern som mærkevare. Nye produkter er også på vej ind i sortimentet – eksempelvis lanceres Dyrberg/Kern EYEWEAR dette forår – solbriller designet i firmaets kendte stil. I modeverden er fornyelse nemlig ikke noget, man går og planlægger at gøre i fremtiden. Det er selve livsnerven hver dag.

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign