Cxense Display
Findes i: #67 (Juni/2012) side 20
Artikeltype: Portræt
Forfatter(e): Henrik Stanek
   
Egentlig ville de tre skabere af XYW blot oprette en portal, hvor unge kunne finde et fritidsjob, men de var nødt til at sadle om for at tjene penge. I dag hjælper de og deres 20 ansatte virksomheder som Mærsk, Deloitte og Dansk Supermarked med at forstå unges medievaner, når de skal rekruttere elever. Det resulterer i kampagner på websider, Facebook og mobiltelefonen.

Hvis en virksomhed vil rekruttere unge, nytter det ikke, at den sætter en annonce i avisen. Den skal bane sig vej ind i deres nyhedsstrøm, og det kræver også mere end en bannerreklame. Her kommer XYW ind i billedet. Firmaet begyndte ved køkkenbordet hos tre gymnasieelever i Aalborg og har på få år specialiseret sig i at rekruttere unge igennem digitale og sociale medier.

”Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har klikket på en bannerreklame, for jeg ser dem ikke længere. Vi er vokset op i et bombardement af reklamer, så der skal mere til. Virksomhederne har forstået, at de skalvære til stede på Facebook, men de ved ikke hvordan. Vi hjælper vores kunder med at forstå unges medievaner, og hvordan de bruger Facebook og deres mobiltelefon,” siger administrerende direktør Kevin Rebsdorf.

Han har grundlagt XYW sammen med Daniel Birkholm og Mads Bundgaard. Blandt kunderne er Mærsk, der skulle finde skibsofficerselever online, og Danmarks Radio har fået designet en side på Facebook til rekruttering af elever og praktikanter. DR uploader blandt andet elevernes produktioner, ligesom unge kan lægge medieproduktioner ind på siden, som de vil vise DR. På samme måde hjælper XYW efterskoler med at fange unges interesse for lige netop deres tilbud.

Med sine 23 år ved Kevin Rebsdorf fra sig selv, at unge gebærder sig helt anderledes på medierne end deres forældre. Mens forældre typisk betragter computer og internet som arbejdsredskaber, er de unge født med teknologierne og ser dem som et landskab af sociale rum. Men det er forældregenerationen, der sidder med ansvaret for rekruttering i virksomhederne.

”Virksomhederne er nødt til at være til stede på de sociale medier. Det handler om at bygge relationerne op tidligt,” siger Kevin Rebsdorf.

Dansk Supermarked ville lege med
Det var hverken Mærsk, Danmarks Radio, TDC eller nogle af de andre tunge virksomheder i kundekartoteket, som Kevin Rebsdorf og Daniel Birkholm havde i tankerne, da de satte fakturaer i orden hos en virksomhed i Aalborg for at supplere gymnasietidens SU.

”Det var ikke verdens mest spændende fritidsjob, så vi ville søge noget andet. Det var naturligt for os at lede på nettet, men der var kun én jobportal, og den havde slet ingen fritidsjob. Derfor fik vi ideen til selv at åbne en portal udelukkende med fritidsjob,” fortæller Kevin Rebsdorf.

Daniel Birkholm gik på HTX med Mads Bundgaard, og ideen tog fart, da de som led i undervisningen skulle skabe en fiktiv virksomhed. De besluttede, at de lige så godt kunne prøve at tjene penge på at hjælpe andre unge med at finde et job og allierede sig med Kevin Rebsdorf, der gik i 3. g på HHX og var bedre klædt på inden for økonomi og markedsføring.

”Vi lavede en portal med fritidsjob for unge i Nordjylland, men det var op ad bakke med at sælge annoncer. Det er ikke fritidsjob, virksomhederne bruger penge på,” konstaterer Kevin Rebsdorf. Til sidst ringede trekløveret til Dansk Supermarked, som er en mastodont inden for fritidsjob.

Unge bliver fulgt tæt
I dag driver XYW portalerne fritidsjob.dk, elevplads.dk, work.dk og ungnyt.dk, som er et nyhedssite centreret omkring karriere, uddannelse og livsstil. Men med Kevin Rebsdorfs ord er XYW gået fra at være et medie til en virksomhed, der har kunden i fokus i forhold til sin viden om unge.

”Vi begyndte med en god fornemmelse, fordi vi selv var blandt de 15 til 25-årige, som vi henvendte os til. I dag har vi 75.000 unge igennem vores medier hver måned og kan følge deres adfærd. Vi prøver alle vores kampagner af på et testpanel, og vi laver kvantitative og kvalitative undersøgelser året rundt, blandt andet på ungnyt. dk. Så selv om vi er blevet ældre, har vi fortsat meget stor forståelse af målgruppen,” siger den administrerende direktør.

De tre partnere er autodidakte, men blandt de 20 medarbejdere er grafikere, designere og programmører, som alle er uddannet i deres respektive fag.

”Vi er en hybrid mellem en medievirksomhed og et reklamebureau. Det er i det spænd, gode kampagner opstår. Reklamebranchen er bedre teoretisk funderet end os, men vi adskiller os fra den ved at operere med de medier, som unge bruger,” siger Kevin Rebsdorf.

Kevin Rebsdorf betegner ikke længere XYW som en udviklingsvirksomhed, men som en driftsvirksomhed, der tjener penge. 

XYW har ti medarbejdere på fuld tid i Aalborg og lige så mange på deltid. I februar åbnede virksomheden en afdeling af kunderne bor i hovedstadsområdet.

Den fulde artikel kan læses i IVÆRKSÆTTERENs trykte magasin.

Læs mere om XYW på xywerhverv.dk

 

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign