Cxense Display
Findes i: #36 (Oktober/2008) side 14
Artikeltype: Økonomi
Forfatter(e): Anette Sand, Henrik Paaske
   
Visitkort fra Sverige, bøger fra USA og cd’er fra Tyskland: Næsten alle køber på et eller andet tidspunkt varer eller ydelser i udlandet.

Når vi handler med udlandet, er momsreglerne forskellige, alt efter om det er køb til privatforbrug eller til en momsregistreret virksomhed.

Momsfrit varekøb i EU
Når din virksomhed køber varer fra et andet EU-land, skal fakturaen være uden moms. Hvis der er moms på, må den ikke fratrækkes i dit danske momsregnskab, du er nødt til at bede om at få momsen refunderet fra det pågældende lands myndigheder.
Det betyder ikke, at momsen kan ignoreres. Den skal beregnes og angives som ”Erhvervelsesmoms”, som registreres som salgmoms. Men samtidig kan den trækkes fra i købsmomsen, hvis varekøbet vedrører momspligtige aktiviteter. Beløbet, der er købt ind for, oplyses i rubrik A på momsangivelsen. Din leverandør kan ikke sælge dig varerne momsfrit, hvis ikke du oplyser dit danske momsnummer, som er CVR-nummeret med kendingsbogstaver foran, f.eks. DK11223344.
    Køber du ind til ikke-momspligtige aktiviteter eller som privatperson, skal leverandøren lægge moms på fakturaen efter sit hjemlands gældende satser.

Køb af ydelser i EU og udenfor
De fleste tjenesteydelser kan købes momsfrit af momspligtige virksomheder, men der er nogle undtagelser, især omkring fast ejendom, hotel- og restaurationer og sport/kultur. Alle øvrige ydelser skal der beregnes ”reverse charge” på. Det vil sige, at der skal foregå en beregning, som minder om den ovennævnte: Der skal beregnes en moms, som angives som ”Moms af varekøb i udlandet”, og hvis ydelsen forbruges i forbindelse med momspligtige aktiviteter, kan den trækkes fra i købsmomsen. Men den skal ikke medtages i rubrik A på momsangivelsen.
    Vi ser rigtig mange køb af software og reklameydelser i udlandet, og softwaren hører til den gruppe af ydelser, som er fritaget for dansk moms. De skal have beregnet ”reverse charge” moms og ikke medtages i rubrik A.

Køb af varer fra lande uden for EU

Du skal registreres som importør hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvis du køber ind i lande uden for EU. Udenlandske leverandører sælger momsfrit til dig, der skal altså ikke være moms på fakturaen. Når varerne ankommer til landet, skal der udfyldes en blanket (EF-enhedsdokument) inden 14 dage – mange vælger at få hjælp fra en speditør til den lidt komplicerede blanket, i det mindste de første par gange. Afhængig af, hvilke varer, der er tale om, kan der blive pålagt told og punktafgifter. Momsmæssigt taler vi om ”Moms af varekøb i udlandet”; rubrik A skal udfyldes, og SKAT sender en opgørelse, når de har registreret importen. Skal du registreres som importør, så sæt kryds i eksportør med det samme, så du kan returnere varerne igen, hvis der skulle være grund til det.

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign