Cxense Display
Findes i: #44 (Sommer/2009) side 14
Artikeltype: Økonomi
Forfatter(e): Anette Sand, Henrik Paaske
   
Når likviditeten er presset, er forholdet til kreditorerne vigtigt. SKAT er mange virksomheders største kreditor.

Betalingsfristerne er ikke til forhandling, hverken når det gælder A-skat, B-skat eller moms. Samarbejdet mellem skattevæsenet og selvstændige erhvervsdrivende er ikke lige og sjældent baseret på et valg. Det er myggen og mastodonten, og det betaler sig at spille med og ikke mod SKAT, også selvom økonomien er stram.


Skat er vigtigere end moms

Nogle gange må man prioritere. Er der ikke penge til at betale alt gælden til det offentlige, så prioriter omhyggeligt. Hvis din virksomhed har lønnede ansatte, skal du være opmærksom på, at A-skat og AM-bidrag tilbageholdes på vegne af dine medarbejdere. Det er ikke dine penge: Som arbejdsgiver er du kun et ekspeditionskontor, når du sørger for betaling af skat og bidrag. Sørg derfor for at få betalt skat og bidrag først, så mellemværender med SKAT, der involverer andres penge, er ude af verden. Herefter kan du forsøge at lave en aftale om eventuel anden gæld, typisk momsen.


Aftaler skal overholdes
Grundlæggende har SKAT en interesse i, at din virksomhed overlever. Har du problemer med at få afregnet hele momsen, vil du som regel kunne aftale en afdragsordning. Sørg for at få en realistisk ordning – og overhold den. Det gælder alle kreditorer, også SKAT: Linen kan være meget lang, så længe man er troværdig.
Hvis du har indgået en aftale med SKAT og ikke overholder den, vil du blive indkaldt til et møde, hvor virksomhedens aktiver opgøres, med henblik på en vurdering af, om aktiverne kan dække gælden til det offentlige – og så kan virksomhedens eksistens være i fare. Er der tale om en personligt ejet virksomhed, vil også dine private økonomiske resurser blive inddraget i vurderingen. Du bør længe inden da have arbejdet med en plan – for eksempel i samarbejde med EarlyWarning, som tilbyder gratis rådgivning til kriseramte virksomheder. Se http://earlywarning.dk.


Ignorer aldrig SKAT
Nogle vælger at skrive forkert på momsafregningen. Andre glemmer at indberette moms. Begge dele er en dårlig idé. SKATs medarbejdere mister tålmodigheden, og der løber masser af renter og gebyrer på kontoudtoget, hvis ikke SKAT får svar på deres spørgsmål til tiden. Så uanset hvor ubehagelige strømmen af rudekuverter er: Læs din post og hold kommunikationslinjen med SKAT åben – det betaler sig.
 

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign