Cxense Display
Findes i: #53 (Maj/2010) side 13
Artikeltype: Økonomi
Forfatter(e): Jesper H. Andersen
   
København lagde asfalt til en energiudladning af de helt store under Startup Weekend i København. 12 teams fik på to dage taget de første store spadestik til nye startups.

Hvis man vil være iværksætter, er der grundlæggende to måder at gribe det an på: Man kan gå rundt om den varme grød i måneder og år, eller man kan gøre som de 112 deltagere på den netop afholdte Startup Weekend i København: Give den fuld gas fra fredag eftermiddag til søndag aften.
Konceptet er simpelt: Fredag dukkede de tilmeldte op og der blev afholdt 1-minut-pitches over de ideer, de havde med. Herefter blev der dannet teams omkring de ideer, som blev valgt, og så var det ellers om at komme ud af starthullerne.
”Der var 40 deltagere, der havde ideer med som de pitchede. Ude af de 40 pitches valgte deltagerne 14 ideer, og det endte med 12 teams, det største med 12 deltag-ere, det mindste med to. Én af ideerne smeltede sammen med en anden, og en anden døde,” fortæller Alex Farcet, der er hovedmanden bag den danske udgave af Startup Weekend.
”Efter pitchen gav vi deltagerne halv-anden time til at lære hinanden at kende. De forskellige teams opstod naturligt ud fra, hvem der kunne lide hinanden og hvem der havde matchende kompetencer. Nogle teams kunne måske have brugt flere programmører, men det var en naturlig udvælgelsesproces,” siger han.

Fantastisk blanding
Startup Weekend-konceptet har allerede været kørt i 80 byer kloden over, og denne weekend var første gang i Danmark – dog med stor international deltagelse.
”Pedro Santos fra Portugal, som bor i Holland, tog toget op for at være med. Tre tyske studerende kørte herop fra Hamborg. Der var også amerikanere, new zealændere, en rumæner, en tyrker, svenskere, og danskere – programmører, marketingfolk, designere og i det hele taget en fantastisk blanding af mennesker,” lyder det fra Alex Farcet.
De i essensen internationale startups, der blev arbejdet på over weekenden, fik Niels Brocks iværksætterhus på Blågårdsgade til at vibrere af levende realtids iværksætteri, med de 12 svedende, diskuterende og koncentreret arbejdende grupper fordelt i grupperummene på husets etager. Det var et af kravene til de ideer, der kunne være med på weekenden, at man skulle kunne komme et stykke vej med produktet på selve eventen, hvilket i praksis betød, at der var tale om it-baserede ideer, med kraftig fokus på sociale netværk og cloud-applikationer.
Mellem kl. 13 og aftensmad var der mentorer i huset, som de arbejdende teams kunne benytte sig af efter behov – både teknikere, investorer, team coaches og iværksættere fungerede som mentorer. Og på søndagen, som startede ved 9-10 tiden og sluttede med pitches foran juryen kl. 19, var der pres på for at blive klar til at præsentere.
Juryen, der bl.a. talte i vækstiværksættermiljøet kendte folk som advokaten Martin von Haller Grønbeck (Bender Von Haller Dragsted) og serieiværksætteren Arican Wegter (bl.a. Lovefilm.com og Gliphippo.com), havde ét kriterium, de skulle forholde sig til: Hvilket af disse teams vil I helst se blive en rigtig virksomhed. Hvert team fik fem minutter til at pitche, og derefter voterede juryen i 20 minutter om hvem der skulle vinde de 10.000 danske kroner for det bedste team.

Mindst 3-4 virksomheder

”Det var fænomenale pitches med videoer, live demos, og stærke præsentationer,” beretter Alex Farcet.
”Nogle havde interviewet kunder, en anden havde 125 fans på Facebook, og andre igen sparkede bare røv.”
Efter weekendens afslutning går den naturlige selektionsproces i gang igen.
”Tre-fire stykker, måske mere, bliver helt sikkert til rigtige firmaer. I de forskellige teams snakker man med hin-anden og finder ud af, hvem der vil fortsætte med at bruge tid på projekterne, og hvem der har normale jobs, og bare var der for at være med i weekenden. Det finder de selv ud af,” siger Alex Farcet og tilføjer, at han ikke kender til tilfælde fra hverken denne weekend eller andre af de afholdte startup weekends rundt omkring i verden, hvor deltagerne ikke har kunnet blive enige om ejerforholdene.
Feedbacken fra deltagerne omkring weekenden var i top. Folk var generelt begejstrede for kvaliteten af de andre deltagere, og der var stor interesse for at gentage eventen to gange om året. Og Alex Farcet er ikke en mand, der spilder tiden, så næste Startup Weekend er allerede programsat til 11.-13. juni i Århus, mens næste gang i København bliver til efteråret.
For Alex Farcet er der ikke penge i at afholde eventen, trods deltagergebyret på kr. 450. Det betaler for maden, men bund-linien udviste et lille tab.
”Vi ser det som branding og en rekrutteringskanal til vores Startupbootcamp, som basalt set er en tremåneders version af Startup Weekend,” siger Alex Farcet.
At dømme efter stemningen på weekenden bliver det ikke svært at fylde pladserne.

Startups fra Startup Weekend Cph
Vinderen af søndagens pitching blev startup’en Memolane.com. Ideen kommer fra iværksætteren Eric Lagier, der bl.a. arbejder med Morten Lund og er på sit tredje startup. Memolane er kort for ”Memory Lane”, og ideen er at gemme indhold fra nettet, så man kan kigge tilbage på det med sine børn og vise dem, hvad der skete da man var yngre.

En anden spændende startup var Chatnfly.com, en tjeneste som vil gøre det muligt at netværke med andre passagerer før man skal ud at flyve, og komme til at sidde ved siden af folk, man har noget at tale med om.

Eventstalker er en tjeneste, der skal give information om, hvad der sker i det nabolag, hvor man befinder sig – er der events, man kan crashe?

Gowalkthetalk.com er navnet på en tjeneste, hvor man skal kunne lægge de ting op, man vil gøre før man dør, og dele det med sine venner.

Project Purple vil ændre måden, som virksomheder og studerende kan bruge hinanden på ved at screene studerende som søger studiejobs, og derved spare virksomhederne for denne proces.

 

Relaterede

Det frie initiativ (1) // Overtag en potentiel guldgrube (1) // Købers marked (1) // Holges gamle spand (1) // En god idé åbner ingen kassekredit (1) // Hvilken iværksættertype er du? (1) // Hvis bare jeg havde en idé (1) // Skal jeg etablere mit selskab i Danmark og England (1) // Bred bund skaber nye stjerner (1) // Gode patenter koster millioner (1) // Skorstens-Meier fik en god idé (1) // Den amerikanske drøm gik i opfyldelse (1) // Handling gør forskellen – Syv trin i kreativ forretningsudvikling (1) // Socialt og kommercielt entreprenørskab (1) // Kan jeg starte firma med en partner på 17 år? (1) // Tre måneder med fuld skrue (1) // I slipstrømmen af de store (1) // ”The gate- keepers have lost their keys” (1) // Flere vækstiværksættere med udenlandsk baggrund (1) // Kan vi bruge “Earn Out”-modellen? (1) // Må vi oprette dansk I/S fra Sverige? (1) // Du skal passe dit firma! (1) // Business Angels redder Silicon Valley ud af krisen (1) // Ejeraftaler får skud for boven i den nye selskabslov (1) // En verden af muligheder (1) // Tilbud: Få 9.000 nye iværksættere (1) // Hvordan starter jeg A/S eller ApS? (1) // Manual til forretnigner i Indien (1) // Vælg virksomhed eller selskab med omhu (1) // Tre måneders intensiv opstart (1) // Mesterlære for iværksættere (1) // ”Lige” over grænsen... (1) // Internationalt udsyn styrker dansk iværksætteri (1) // Hvorfor flytter danske iværksættere til Silicon Valley? (1) // Husk din yndlingsvin (1) // Sådan får du et lækkert design til næsten ingen penge (1) // Bloddonation og global impact (1) //
Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign