Cxense Display
Findes i: #62 (November/2011) side 6
Artikeltype: Ideer
Forfatter(e): Iben F. Skjærlund
   
Dorte Gro, 26, åbnede i sommeren 2010 et konsulentfirma, der hjælper virksomheder med at gøre deres hjemmesider mere brugervenlige. Firmaet, der bærer hendes eget navn, har allerede nu en hjemmeside, der ligger helt i toppen på FDIH's Website Index.

Selvom DorteGro.dk er en enkeltmandsvirksomhed, der blot har eksisteret i et års tid, har firmaets hjemmeside fået et tydeligt kvalitetsstempel af FDIH, Foreningen for Distance- og Internethandel. To gange årligt kigger FDIH medlemsvirksomhedernes hjemmesider efter i sømmene og tester bl.a. funktionalitet, tilgængelighed, kodekvalitet og hastighed. DorteGro.dk er kåret som nummer 11 af 477 hjemmesider og blander sig med giganter som TDC, E-boks, Fakta og Boliga.

”Hvis min hjemmeside ikke lå godt, ville det have stor betydning for min troværdighed. Det ville faktisk være katastrofalt, når nu jeg selv arbejder med brugervenlighed,” siger Dorte Gro, der ved siden af forretningen læser ved IT-universitetet i København. At hun netop har kastet sig over brugervenlighed skyldes ganske enkelt, at det er det, der interesserer hende mest. Konsulentydelsen består i at finde ud af, hvad kunden vil med sin hjemmeside, og dernæst lave brugertest med målgruppen. I nogle tilfælde rekrutterer kunden selv testpersoner, men ofte finder Dorte selv brugerne, som kan tilmelde sig via hendes hjemmeside. Afslutningsvist rapporterer hun til kunden, hvor de kan sætte ind for at hjælpe brugerne på vej, og så er det typisk kundens webmaster eller programmør, der implementerer forandringerne.

”Opstarten har ikke været fuldstændig planlagt med en forretningsplan og sådan. Men jeg fandt en mentor i et stort konsulenthus for at få noget faglig sparring og meldte mig ind i en brancheforening. Derudover lavede jeg et samarbejde med et firma, der laver webanalyse, for at få kunder ad den vej,” fortæller Dorte Gro.

”Det har fra starten været strategien, at jeg ville have kunderne gennem netværk og anbefalinger. Jeg er selv enormt træt af de sælgere, der ringer mig op, så jeg vil ikke være en af dem,” siger Dorte Gro og fortæller, at hun har solgt sine ydelser til en god pris til at begynde med for at få nogle referencer. Det virker tilsyneladende med anbefalingerne, for de store kunder er allerede begyndt at ringe selv.

”Jeg vil gerne have, at min forretning vokser organisk. Jeg er ikke typen, der låner penge til at vækste hurtigt. Desuden tager det tid at have medarbejdere, og jeg ønsker ikke at bruge al min tid på at lede og fordele. Jeg vil gerne sidde med kunden og komme helt ned i materien. Så ambitionen er i første omgang at kunne uddelegere til freelancere,” slutter Dorte Gro.
 

Læs mere på www.dortegro.dk

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign