Cxense Display
Findes i: #37 (November/2008) side 8
Artikeltype: Ideer
Forfatter(e): Iben F. Skjærlund
   

”Det er da irriterende, at man må tage sin gamle cykel på arbejde og gemme den nye til søndagsturen, fordi cyklen bliver ødelagt, når den står i stativet på arbejdspladsen.”
    Sådan siger Lars Holbech Tømmerup, der sammen med makkeren Finn Andersen har udviklet og designet et nyt cykelstativ kaldet Bike-Pit.
    ”Bike-Pit er mere skånsom ved cyklerne, fordi stativet fikserer cyklen i sadlen i stedet for i hjulet. Samtidig låses stellet fast til søjlen, hvilket gør det sværere at stjæle cyklen. Konstruktionen gør også, at sadlen ikke bliver våd, og cykelstativet tager ikke mere plads end de traditionelle stativer,” forklarer Lars Holbech Tømmerup, som ser et stort marked for det nye produkt:
    ”Det er en oplagt mulighed for virksomheder, som f.eks. planlægger en overhaling af udenomsarealerne, og cykelstativet er jo et ekstra gode til medarbejderne. Men vi forestiller os også, at kommuner og byer vil være interesserede. Som f.eks. Odense, der skal med som cykelby på verdensudstillingen EXPO2010 i Kina,” siger han og fortsætter:
    ”Vi har lavet forskelligt materiale til markedsføring og vil i den nærmeste fremtid tage kontakt til en række virksomheder. Og så planlægger vi at tage på salgsmesse for at fortælle om vores idé,” slutter Lars Holbech Tømmerup.

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign