Cxense Display
Findes i: #37 (November/2008) side 6
Artikeltype: Ideer
Forfatter(e): Iben F. Skjærlund
   

Er du en af dem, der hvert år kæmper med at få juletræet til at stå lige i foden? Så er hjælpen her! QuickStepp, som hjælpen hedder, er et rørformet hjælpeværktøj, som leveres med bor og fastnøgle. Det fungerer ved, at man borer et hul op i bunden af træstammen. QuickStepp skrues så fast i hullet og placeres efterfølgende ned i juletræsfodens rør. Hjælpeværktøjet er forsynet med et ekspanderende gummielement, som gør det muligt at tilpasse den til alle de traditionelle juletræsfødder på markedet.
    ”Fordelen er, at det ikke længere er nødvendigt at tilspidse træstammen og fjerne de nederste dækgrene, som giver træet fylde. Tykkelsen af træstammen er også underordnet, da det nu ikke mere er stammen som kommer ned i røret men QuickSteppén, som i samme forbindelse bruges til at rette træet op til lodret position,” siger Uwe Klietsch, der kom på idéen, fordi han selv var træt af den årlige kamp med juletræet. Han er uddannet maskinmester og ansat som produktionsingeniør og har sammen vennen Sten Hansen udviklet idéen gennem tre år.
    ”Sten er uddannet sælger, så vi supplerer hinanden godt. Men det tager tid at udvikle sådan et projekt, når man skal danne et anpartsselskab, søge patent, fremstille prototyper osv. Og så går der lang tid før man kan fortælle nogen om det – det er næsten det sværeste, når man brænder for at få produktet på markedet,” siger Uwe Klietsch, der ligesom Sten Hansen har fuldtidsjob ved siden af projektet. Men denne jul kommer QuickStepp i butikkerne. Forarbejdet er gjort på blandt andet Formland-messen, hvor Uwe Klietsch og Sten Hansen fik etableret et forhandlernet, så QuickStepp sælges i 16 butikker over hele landet.
    ”Sidste jul fremstillede vi 80 stk. ”håndlavede” QuickStepp som en nul-serie for at afprøve produktet. Vi solgte dem til venner og bekendte og tog nogle med ud i en juletræsplantage til folk, der havde købt juletræ. Aftalen var, at de kunne få pengene retur, hvis de ikke var 100 pct. tilfredse, og jeg fik så deres nummer, så jeg efter jul kunne vende tilbage og høre hvordan det gik. To ud af 80 havde haft problemer med produktet, og deres kommentarer brugte vi efterfølgende til at lave forbedrringer, inden vi dette år gik i rigtig produktion,” fortæller Uwe Klietsch, som forståeligt nok glæder sig til jul. Læs mere på www.add-x.dk

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign