Cxense Display
Findes i: #39 (Januar/2009) side 8
Artikeltype: Ideer
Forfatter(e): Iben F. Skjærlund
   

Modtag SMS’er med relevant information og tjen penge på det. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men ikke desto mindre er det, hvad virksomheden WOOHA! tilbyder. Opretter man sig som bruger på virksomhedens hjemmeside og giver oplysninger om sit navn, alder, postnummer og interesseområder, vil man modtage beskeder med tilbud og nyheder fra forskellige annoncører. Hver gang man modtager en video-MMS tjener man tre kr., billede-MMS giver to kr., og tekst-SMS giver én kr. De optjente penge kan man vælge at få overført til sin bankkonto eller udbetalt som check, og snart vil det også være muligt at donere sine penge til nogle velgørende organisationer.

    “Som bruger modtager man kun beskeder fra de kategorier, man har tilmeldt sig, og man vælger selv, om man vil modtage fem, ti eller et ubegrænset antal beskeder om dagen. Vi vil for alt i verden ikke læne os op af noget, som folk opfatter som spam, for så mister vi troværdigheden,” siger Per Buchard Hansen, der har udviklet WOOHA! sammen med makkeren Morten Sørensen. De har baggrund i henholdsvis IT- og reklamebranchen.
    “Vi tror på, at folk har en mere positiv indstilling til vores beskeder, end de annoncer man normalt bombarderes med – netop fordi informationen rent faktisk interesserer dem,” forklarer Per Buchard Hansen.
    Og noget tyder på, at annoncørerne har samme opfattelse. De henvender sig i hvert fald i hobetal, og det er virksomheder i alle størrelser:
    “Vi taler med mange af de store kendte brands og samtlige mediebureauer. Men vi har også mange små virksomheder, der med os som bindeled kan ramme deres målgruppe meget specifikt og lokalt, og derved opnå en lav kontaktpris,” siger Morten Sørensen.
    Men hvad så med belønningen – tilmelder brugerne sig ikke blot for at tjene penge? Det mener Per Buchard Hansen ikke er tilfældet:
    “Man må blandt andet ikke oprette mere end én konto, og det har vi forskellige måder at sikre os imod i vores system. Desuden modtager brugerne cirka én gang om måneden en re-aktiveringsbesked, som de skal svare på og dermed vise at deres nummer stadig er aktivt, og at de rent faktisk følger med i de beskeder vi udsender,” fortæller Per Buchard Hansen.
    Forud for lanceringen af WOOHA! blev konceptet testet hos flere brugerne via en facebook-gruppe, ligesom potentielle annoncører gav feedback på idéen.
    “Vi har været fokuserede på at ramme rigtigt første gang for ikke at miste troværdigheden. Så vi har lyttet meget til brugerne og brugt deres input til at finde den helt rigtige model,” siger Per Buchard Hansen og fortæller at udviklingen fortsætter:
    “Vi vil gerne gøre konceptet endnu mere interessant for både brugere og annoncører, blandt andet ved at have flere specifikke oplysninger om brugernes personlige præferencer. Vores drøm er at bygge en database af tilfredse brugere, der glæder sig til at få beskeder fra os, fordi de finder informationen relevant,” slutter han.
 

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign