Cxense Display
Findes i: #34 (Sommer/2008) side 8
Artikeltype: Ideer
Forfatter(e): Iben F. Skjærlund
   

Der er nu hjælp at hente for virksomheder, der gerne vil have mere ud af de kroner, de bruger på rejseaktiviteter. Hjælpen hedder travelbroker, og er Danmarks første rejsemæglervirksomhed for erhvervslivet.
”Rejsemarkedet rummer så mange forskellige bureauer, produkter og tilbud, at det er svært at danne sig et overblik og strikke en fornuftig rejse sammen. Vi tilbyder virksomheder uvildig rådgivning til at finde den rejseløsning, der passer bedst til deres behov,” siger Ole Kirchert Christensen, der er manden bag travelbroker. Efter mere end 25 år hos forskellige erhvervsrejsebureauer kender han branchen særdeles godt.
”Jeg ved hvordan udbyder tænker, hvilke muligheder og begrænsninger han har, og hvor aggressive mål man kan sætte op. På den måde kan jeg hjælpe kunderne,” forklarer han.
”For eksempel bistår jeg kunder med at forhandle aftaler på plads med rejseselskaber ved at lave analysearbejdet og skabe kundens argumenter. Nogle gange sidder jeg med ved bordet, og andre gange er jeg ansvarlig for forhandlingen. Det afhænger af kundens temperament,” fortæller Ole Kirchert Christensen, som også laver beregninger med henblik på at nedbringe kundernes rejseomkostninger.
”Mange virksomheder har store rejseudgifter til interne møder, men nogle gange kan det måske bedre betale sig at investere i udstyr til videokonferencer,” siger han.
Det lå ellers ikke i kortene, at Ole Kirchert Christensen skulle blive selvstændig. Ifølge eget udsagn er han nemlig ”tryghedsnarkoman og slet ikke en iværksættertype”.
”Jeg var blevet træt af at repræsentere et rejsebureau, for når jeg skulle sælge deres produkter, kunne jeg ikke give kunderne den objektive rådgivning, som jeg gerne ville. Det kom til at føles utroværdigt. Så da jeg fik idéen, måtte jeg springe ud i det,” fortæller han. Udover rådgivning arrangerer travelbroker konferencer, ligesom man kan få nyheder via virksomhedens hjemmeside. På sigt er drømmen at udvide forretningen til Sverige, Norge og Finland.
”Konceptet er blevet modtaget meget positivt, og markedsføringsmæssigt er det er en fordel, at jeg har et stort netværk efter mange år i branchen. Men lige nu er balancen mellem salg og levering afgørende, så det ene ikke nedprioriteres, mens jeg er i færd med det andet,” siger Ole Kirchert Christensen.

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign