Cxense Display
Findes i: #46 (Oktober/2009) side 8
Artikeltype: Ideer
Forfatter(e): Iben F. Skjærlund
   
Kundeoplysninger føres let fra webshop til Post Danmark og GLS’ systemer med Shopeon.

De fleste iværksættere, der har en webshop, kender til det kedsommelige arbejde: At overføre ordrer fra webshoppen til postskabeloner manuelt. Det er tidskrævende, og samtidig kan tastefejl sende varerne de forkerte steder hen. Derfor har Jørgen Bøndergaard Iversen og Jakob Høy Biegel udviklet et system, Shopeon, der kan føre kundeoplysninger over i f.eks. Post Danmarks og GLS’ systemer.
Shopeon er gratis for iværksættere, der sender færre end fem pakker ud om dagen, og ellers koster et månedligt abonnement 99,- kr.
 ”Vi har en lidt idealistisk tilgang til det med prisen, nok fordi jeg selv er iværksætter. Ofte er det sådan med lignende systemer, at det er gratis i 30 dage, hvorefter man skal betale for det. Men som nystartet iværksætter kan det være svært at betale, og så må man stoppe med at bruge systemet, netop som man er blevet glad for det. Derfor har vi valgt en anderledes tilgang, som vi mener er mere iværksættervenlig,” fortæller Jakob Høy Biegel, der selv har haft webshoppen SkatePro i ti år.
Op mod 50 brugere har indtil videre taget systemet til sig, og der er mange positive tilbagemeldinger. Men potentialet er meget større, hvis man kigger på antallet af webshops i Danmark.
”Vi er ikke så gode til at sælge produktet. Vi går mere op i at have et system der fungerer. Men vi afholder bl.a. gratis workshops målrettet til folk der har en netbutik. På den måde kan vi vise, hvad systemet kan,” siger Jakob Høy Biegel og fortæller at mulige samarbejdspartnere har meldt sig på banen.
”Flere af de hostingfirmaer, som sælger netbutikker, har kontaktet os med henblik på samarbejde. De godt kunne tænke sig, at Shopeon blev en del af deres pakke. Så det er noget vi arbejder videre med,” slutter Jakob Høy Biegel.
www.shopeon.com

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign