Cxense Display
Findes i: #46 (Oktober/2009) side 9
Artikeltype: Ideer
Forfatter(e): Iben F. Skjærlund
   
GreenAD sælger reklamér på miljørigtige nøglekort.

En formodning om et uudnyttet potentiale fik Frederik Broholt og Christian Wæver til at starte virksomheden GreenAD. Efter adskillige år i receptionen på Danmarks største hotel, Radisson Blu Scandinavia hotel, undrede de sig nemlig over, at der ikke fandtes reklamer på de nøglekort, som de havde udleveret til et hav af hotelgæster.
”Normalt er hotellets logo det eneste, som er trykt på nøglekortene. Men det er jo et oplagt sted at lave markedsføring, fordi reklamen placeres direkte i hånden på gæsterne. Samtidig kan markedsføringen rettes mod meget specifikke målgrupper, fordi hotellernes gæsteprofiler er forskellige, ligesom profilerne skifter hen over året, ” siger Frederik Broholt og fortæller, at idéen samtidig gik ud på at lave en mere miljøvenlig løsning end den eksisterende.
”Stort set alle hoteller har nøglekort af plastik. Men vi har fundet en svensk producent, Sustainable Cards, der som de eneste i verden producerer nedbrydelige trænøglekort. Og dem har vi nu indledt et samarbejde med,” fortæller han.
Idéen tog for alvor fart, da Radisson Blu Scandinavia for et halvt år siden indvilgede i at lade GreenAD stå for udskiftningen af alle hotellets nøglekort.
”Det er klart, at vores kendskab til branchen er en fordel. Når man først har det største hotel i Danmark med på idéen, så er det nemmere at overbevise andre hoteller. Men generelt har hotellerne været positive, for den eneste forudsætning er, at de i forvejen bruger nøglekort i plastik, og det gør langt de fleste hoteller i dag. Så i virkeligheden er det meget simpelt: Vi leverer trænøglekort gratis, hotellet bliver sparet for udgiften til plastiknøglekort og får samtidig en opgradering af den grønne profil,” siger Frederik Broholt.
Lidt sværere har det været at overbevise de virksomheder, som skal reklamere på kortene og skaffe GreenAD en indtjening:
”Det har været en udfordring, især fordi det er et helt nyt medie, og vi ikke har haft nogen tal der viser, at det virker,” siger han.
”Men reklamepladsen er interessant for mange forskellige virksomheder, afhængig af hvilket hotel der er tale om, og hvilken tid det er på året. Nu op til klimakonferencen er det energirelaterede virksomheder, der har købt sig ind, mens Børsen og Illum tidligere på året kørte kampagner rettet mod forretnings- og turistsegmentet,” forklarer Frederik Broholt.
”Som udgangspunkt har vi en minimum løbeperiode på en måned. Ellers bliver produktionen og designet for besværligt for os at håndtere. Der kan dog være tale om specielle tilfælde som under Nordic Climate Solutions, hvor ABB udelukkende var hovedsponsor henover den ugelange konference,” siger han.

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign