Cxense Display
Findes i: #41 (Marts/2009) side 12
Artikeltype: Ideer
Forfatter(e): Jesper H. Andersen
   
Det nyåbnede kontorfællesskab ved søerne på Frederiksberg er et seriøst bud på en base til netværksalderens tid-, rum- og trådløse laptopnomader.

Der er noget hyggeligt over at sidde på en café med sin bærbare computer og slubre kaffe mens man får lidt fra hånden,
hvadenten det er arbejde eller fornøjelse. For bare få år siden blev det anset for en anelse smart, og der er sikkert dem, som stadig har en betænkelighed eller to, men en kendsgerning er det, at laptop-folket i disse år rykker mere og mere talstærkt ind på cafeerne. Fra dén observation behøver man knapt nok snuble for at få tanken, som parret Tina Theilgaard og Lars Billeschou har grundlagt deres nye koncept, La Oficina, på: Hvis folk er ellevilde efter caféhygge mens de arbejder, hvorfor så ikke lancere et kontorfællesskab, der også er en café og medlemsklub?
    Som tænkt, så gjort. Et stort gammelt hus på Frederiksberg, som tidligere husede Klasselotteriets trækningssal, har fået en stilsikker overhaling, så det i dag udgør hverdagens ramme for indtil videre 50-60 selvstændige.
”Man kan være her hverdage fra kl. 8 til 18,” fortæller Tina Theilgaard på en fredag morgen, hvor vi har lokket hende til at indvie os i baggrundshistorien for La Oficina. Rundt om ved bordene og ved piano-bordet midt i den store sal, som udgør husets midtpunkt, har et par medlemmer allerede indfundet sig. Kaffemaskinen spyr latte og minicroissanter langes over den hjemmegjorte bardisk.
    ”Vi er næsten 60 medlemmer nu, men der er plads til mange flere, så vi har fokus på salget nu,” siger Tina Theilgaard.
    Hun og Lars Billeschou har lagt mange penge og kræfter i opstarten. Der er nymalet, nyslebne gulve, lyddæmpede lofter og ikke mindst en kæmpe palme, som måtte importeres fra Holland. Øjet for detaljen kan de vanskeligt løbe fra.

Anti-klynkference

At have kontor på La Oficina er ensbetydende med, at man må begrænse sig til sin bærbare computer og eventuelt de papirer og udstyr, man kan have i et skab.
    ”Det er meget blandet, hvilke profiler vi har siddende. Journalister, advokater, konsulenter, en operasanger, coaches...,” remser Tina Theilgaard op.
    ”Men vi kan ikke have designere med kæmpe lager og kollektion.”
    Prisen er i øjeblikket kr. 1.250 om måneden for et medlemsskab – et niveau, hvor iværksætterparret håber, at de fleste kan være med. Der er fire mødelokaler ovenpå, med plads til fra tre til 50 personer, og den store sal kan lejes efter kl. 18 og i weekenden. Den kan bænke omkring 100 personer.
    ”Vi holder flere slags arrangementer her. De interne for medlemmer, som her i starten mest er netværksmøder for at lære hinanden
at kende. Og de eksterne, som kan være foredrag, film, receptioner, boglancering, sang, ja – alt. Vi har lige tænkt på en ”anti-klynkference”. Nu gider vi ikke høre mere krise – bliv selvstændig! Jeg forestiller mig, at mange bliver det i denne tid. Nogle af nød, men andre vil finde ud af, at det er dem. Krise betyder også vendepunkt.”
    I det hele taget er det ikke negative vibrationer, man skal forvente at løbe ind i hos La Oficina. Tina Theilgaard og Lars Billeschou har ambitioner for både stedet og for os måske stadig lidt indadvendte danskere.
    ”Vi må gerne tage vores job seriøst, men ikke os selv. Det er derfor, vi har valgt det latinske navn La Oficina. Vi vil gerne have danskerne til at vågne lidt op og hænge lidt mere ud. Her er hyggeligt at være, om vi er 80 eller 100 eller sidder her fredag formiddag med kaffen. Her kommer folk for synergi og hjælper hinanden, giver hinanden ideer.”
    Visioner og ideer har bagkvinde og -mand også rigeligt af.
    ”Vi vil gerne lave flere steder i Danmark, så det bliver en etableret mulighed i erhvervslivet, at vi får mere fleksibilitet og ikke altid skal leje os ind,” siger Tina Theilgaard.
    Hvornår en eventuel udvidelse sker, er der ikke sat dato på, men foreløbig åbner gårdhaven til sommer. Og så kan man også nyde sin kaffe i solen.

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign