Cxense Display
Findes i: #85 (Oktober/2014) side 16
Artikeltype: Ideer
   
Kan man tale om, at der er gået iværksættersport i at starte nye transportløsninger op – delebiler, lejebilstjenester, samkørselsmuligheder osv. taler i hvert for det. Så skal du til forretningsmøde i den ene ende af landet, er du ikke længere stavnsbundet af DSB eller af at skulle eje et transportmiddel. Det har betydning for dig som i værksætter, da det giver dig større muligheder for at prioritere, hvordan du skal komme fra A til B.​

Du har sikkert allerede overvejet, om du eller virksomheden skal have en bil, og du har måske allerede lavet beregningen på, hvad der bedst kan betale sig for dig i forhold til gule, hvide eller hvid-gule “papegøje-plader”. Men har du også lavet beregningen på, om det kunne betale sig for dig at overveje en anden type transportløsning i din virksomhed? For over de seneste par år er der dukket en del nye transportløsninger op rundt om i landet.

Transportløsninger som Drivr, LetsGo, Gomore og Minbildinbil har allerede fået en del opmærksomhed i medierne. Samtidig er der kamp om at faldbyde med nye leasingmuligheder blandt de store og etablerede biludlejningsfirmaer, der ser ud til at have fået øjnene op for et nyt marked, eller måske endda for en ny type konkurrent.

I den online delebilordning LetsGo er salgs- og marketingchef Michael Regius da også positivt stemt over for udviklingen og ser store muligheder for iværksættere.

 

Er iværksættere en del af strategien i LetsGo?
“Ja, iværksættere er klart en del af vores strategi. Som nystartet firma har man behov for så få omkostninger som muligt, og netop her er delebiler en optimal løsning i det de faste omkostninger er meget lave (kr. 216,- + moms pr. måned inkl. forsikring). Herudover betaler man kun for km og køretid, når man bruger bilerne. Modsat at have egen bil hvor man betaler ligegyldig, om man bruger bilen eller ej.

 Desuden har vi flere forskellige biltyper - alt fra små bybiler og el-biler til kassevogne, så vi har biler til ethvert behov. Desuden er alle vores biler udstyret med gratis P-licenser til Københavns- og Frederiksberg Kommune”, siger Michael Regius, Salgs- & Marketingchef i LetsGo.


Mærker I stor interesse for jeres løsninger fra iværksættere og små virksomheder?
“Ja, de sidste 2 ½ år er antallet af vores erhvervsmedlemmer næsten femdoblet, og langt hovedparten af dem er mindre firmaer. Ofte er det nystartede firmaer, som har både privat bopæl og erhverv på samme adresse, hvorfor vi også tilbyder dem, at de har mulighed for at bruge vores biler privat”.

 

Leje som det nye eje?
På den anden side af bordet er de etablerede biludlejningstjenester, da også opmærksomme på udviklingen med nye transportløsninger som delebiler og samkørsel.

 “Man kan sige, at leje og dermed at dele i bredere forstand er det nye eje”, indleder Philip Schack, der er administrerende direktør i Sixt på Iværksætterens spørgsmål om, hvordan Sixt forholder sig til den øgede fokus på delebiler og samkørselstjenester. “I virkeligheden hjælper Sixt – i egen optik – danske forbrugere og virksomheder til at dele biler, så alle får dækket lige præcis de behov og ønsker, de har på et givent tidspunkt. Personligt kan jeg rigtig godt lide tanken om, at vi hjælper forbrugerne til at “dele” biler, og dermed også i det større perspektiv er med til at skåne miljøet. Hver enkelt af vores biler er typisk ude og gøre gavn hos 2-3 kunder hver uge, og det giver da rigtig god mening, at vi dermed udnytter ressourcerne optimalt”, forklarer Philip, der selv valgte at lade sin firmabil indgå i Sixt’s bilflåde, da han tog på sommerferie. Han forklarer samtidig, at Sixt har udviklet særlige løsninger til iværksættere og mindre virksomheder. “Vi har udviklet et attraktivt samt gratis fordelskort til små- og mellemstore virksomheder; herunder iværksættere, så de uden binding eller gebyrer altid kan få op til 10 procent rabat på korttidsleje af biler og varevogne i Danmark og udlandet. Med fordelskortet har man altid overblik over sine udgifter samt billeje, og man kan vælge at månedsleje og få en lavere dagspris. Månedsleje hos Sixt er fra 30 dage og uden førstegangsydelse. Fordelsprogrammet har vist sig at være givtigt for mange iværksættere, der gerne vil have økonomisk råderum og derfor vælger en fleksibel løsning med f.eks. en billig månedsleje af en varebil”, siger Philip.

Også i Europcar er de opmærksomme på udviklingen. Poul Tvede, der er administrerende direktør i Europcar, udtaler således til Iværksætteren, at “vi er meget opmærksomme på den øgede fokus på delebiler og samkørsel. Vi har et samarbejde med Københavns delebilklub og også et samarbejde med delebilklubben i Aarhus og andre steder”. Samtidig gør han opmærksom på, at Europcar også har målrettet løsninger til iværksættere og mindre virksomheder: “vi har nogle særlige priser til mindre virksomheder, som kan få rabat på vores transportpriser eller lokale erhvervsaftaler, når de henvender sig til os og opretter en aftale”.

 - 56,9 KB

 

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign