Cxense Display
Findes i: #41 (Marts/2009) side 8
Artikeltype: Ideer
Forfatter(e): Iben F. Skjærlund
   

En kendt teknologi anvendt på en ny måde kan i nær fremtid blive et effektivt værn mod spøgelsesbilisme. Teknologien er Radiofrekvens Identifikation, RFID, og den nye anvendelse er et lille klistermærke med indbygget chip til at sætte i køretøjets højre sidespejl.
    Man skal forestille sig, at der ved motorvejens frakørselsrampe står en RFID-læser, som udsender radiobølger. Radiobølgerne rammer det RFID-tag, som sidder i sidespejlet, og registrerer når et køretøj kører den forkerte vej på rampen. RFID-læserens bølger rækker fem til ti meter, så ved at placere læseren i ventre side af frakørselsrampen og taggen i højre sidespejl kan man sikre, at kun spøgelsesbilister registreres.   
    “I dag foregår al information via medtrafikanter, og da er spøgelsesbilisten jo allerede på vejen. Med det her system kan politi og medtrafikanter alarmeres inden for tre til fire sekunder via radioen eller GPS’en,” forklarer manden bag opfindelsen, Rasmus Holsting. Tanken er, at systemet skal suppleres med enten lyssignaler eller bomme, der kan stoppe de vildfarne bilister i tide.
    “Systemets driftsikkerhed er utrolig høj, da teknologien kan operere i ekstreme forhold fra minus 50 til plus 200 grader. Samtidig er det installationsmæssigt meget simpelt, fordi det ikke er en del af køretøjets mekanik. Så det er svært at forestille sig en billigere løsning,” siger Rasmus Holsting, der har søgt patent på sin opfindelse og i øvrigt præsenteret den for både Vejdirektoratet og Trafikudvalget.
    “Når vi har investeringskapitalen på plads, kan vi operere på det private marked indenfor et halvt år. Det offentlige har et lidt længere perspektiv, fordi det har at gøre med lovbestemmelser. Men vi har fået meget postive tilbagemeldinger,” siger Rasmus Holsting og fortæller, at han ikke er bleg for tænke stort.
    “Jeg har lavet opfindelser inden for alt fra fladskærme til brugskunst. Men min filosofi har altid været at tage kontakt til den største spiller på markedet for hurtigere at få et praj om, om det er det rigtige jeg gør. Det nytter ikke at fedte med idéen hjemme i garagen i tre år for så at finde ud af, at der slet ikke var et marked,” mener han.
    Den seneste opfindelse mod spøgelsesbilisme er ingen undtagelse – også her er målet klart.
    “Vi har nu prototyper klar, så vi kan dokumentere effekten. Næste skridt er at fortsætte dialogen med Vejdirektoratet, som gerne skulle lave en indstilling til transportministeren. For visionen er, at det bliver en lovpligtig installation på alle biler,” siger han.

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign