Cxense Display
Findes i: #47 (November/2009) side 8
Artikeltype: Ideer
Forfatter(e): Iben F. Skjærlund
   
Færdigfrosne isterninger er konceptet bag firmaet D-ice.nu, der blandt andet solgte flere tons is på Skanderborg Festivalen.

Under mottoet ”Intet er værre end at servere lunkne drinks” startede Lars Christensen for halvandet år siden sin forretning D-ice.nu. Som navnet antyder, er der tale om isterninger til enhver lejlighed.
”Jeg arbejdede i en virksomhed, der sælger isterningmaskiner, og så hvordan mange kunder lejede maskinerne til større arrangementer. Det var dyrt, fordi der skulle en kølemontør med til installering, anlægget skulle afhentes, og samtidig måtte kunderne selv lave isterningerne. Men de havde ikke andet valg, så de betalte gerne. Derfor fik jeg idéen til at levere færdige isterninger,” fortæller Lars Christensen.
Han arbejdede sig igennem ”den store bunke” af ting, der kræves for at blive godkendt som fødevareproducent og sælger til private. Maskinerne købte han hos sin gamle arbejdsplads, og så var firmaet en realitet.
”Hele produktionen foregår på mit isværk, hvor vi både laver firkantede isterninger og knust is. Når isen er færdig ryger den ned i nogle store magasiner, hvorfra vi tapper i termokasser,” forklarer Lars Christensen, der sælger is til både private, eventfirmaer og mindre festivaler.
”I termokasserne kan isen holde sig i 48 timer. Men så snart den er pakket, transporterer vi isen ud med varevogne. Vi undgår helst fragtmænd, fordi isterningerne skal have bedst mulig kvalitet, når kunden får dem,” siger han.
Nu kunne man jo tro, at der skal en halv snes folk til at styre butikken. Men Lars Christensen står selv for det hele.
”I starten må man selv ordne alt, også de mindre sjove ting. For senere er det afgørende, at man ved hvordan tingene fungerer,” siger han.
Også markedsføringen tager han selv hånd om, og oprettelse af en Facebook-gruppe har fået stor betydning.
”Det gjaldt om at finde ud af, hvordan man kunne få folk til at interessere sig for gruppen. Gruppen skulle ikke hedde D-ice.nu, for så ville det kun være mine venner der tilmeldte sig. Så jeg kaldte gruppen ”Kolde øl til sommer”, og temaet var tips til nedkøling af drikkevarer. I løbet af få måneder havde gruppen 40.000 medlemmer,” siger Lars Christensen, som dermed fik et godt grundlag for at markedsføre sit issalg.
”I forbindelse med Skanderborg-festivalen havde jeg en stand, hvorfra jeg solgte isterninger i termobokse. Forud for festivalen skrev jeg en besked til Facebook-gruppen om hvor man kunne købe is. Og det resulterede i at jeg solgte flere tons is på festivalen, på trods af at standen stod meget afsides,” fortæller han.
Selvom standen på Skanderborg-festivalen var en succes, er målet at få mere faste aftaler med store kunder.
”Det bedste ville være at blive fast leverandør til nogle af de største festivaler. Men det er svært at overbevise dem, når man er ny, så i første omgang handler det om at få opbygget noget troværdighed,” siger Lars Christensen.
www.get-ice.dk 

 

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign