Cxense Display
Findes i: #45 (September/2009) side 6
Artikeltype: Ideer
Forfatter(e): Iben F. Skjærlund
   

Når det gælder miljøvenlig produktion, er Liv Stoltzner bogstavelig talt helt fremme i skoene. Med sit skomærke Krambamboline har hun udviklet fodtøj, som er lavet næsten udelukkende af genbrugte materialer. Sålen er lavet dels af genbrugte plastikflasker, og dels af gamle såler og gummi, som er blendet sammen og smeltet om. Hælekappen og tåstiveren er udformet af genbrugt læder, mens foret og overdelen er lavet af brugte bomulds- og viskosefibre, som har været igennem en hakkeproces og dernæst skabt på ny.
”Det eneste som ikke er genbrug er limen. Den er vandbaseret, men ikke genbrugt, fordi det endnu ikke er lykkedes at finde en genbrugslim, der er robust nok til det danske vejr. Men vi arbejder på en løsning og tester i øjeblikket forskellige ting,” fortæller Liv Stoltzner, der startede sit projekt i efteråret 2008.
   ”Det har været en udfordring at finde ud af, hvem der kan levere materialerne. Men jeg har været på messer, og så har min største force været Google. Jeg har simpelthen kontaktet en lang række leverandører, som jeg har fundet via Google, og så bedt dem sende prøver på deres materialer,” siger Liv Stoltzner, som også tænker grønt i forhold til transporten af skoene:
   ”Skoæsken, som er lavet af genbrugt pap, er tilpasset skoen, så der ikke bruges unødvendig plads i transporten. Desuden har jeg et princip om kun at bruge leverandører i Europa, fordi transportvejen så kan begrænses. Samtidig giver det mig bedre mulighed for at kontrollere, om fabrikkerne overholder regler om børnearbejde, giftigt materiale osv.,” forklarer hun.
   Skoene er blevet rigtig godt modtaget af kunderne og kan nu købes i 14 butikker rundt om i landet samt via nettet. Og den nye kollektion er undervejs. (ifs)
www.krambamboline.dk
 

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign