Cxense Display
Findes i: #44 (Sommer/2009) side 6
Artikeltype: Ideer
Forfatter(e): Iben F. Skjærlund
   

“Jubii, vi skal have vikar.” Sådan tænker rigtig mange danske folkeskoleelever, når en vikar træder ind i klasselokalet. For en vikartime er ofte lig med leg og spil uden fagligt indhold. Det skal der laves om på, hvis det står til de to cand.merc.-studerende Henrik Baumann Aagaard Jensen og Morten Nicolaisen. De har startet virksomheden Vikartime.dk med en klar vision for øje: Vikartimer skal være mindre underholdning og mere undervisning.
“En undersøgelse fra Undervisningsministeriet viser, at vikartimer i folkeskolen udgør næsten syv pct. af skoleåret. Det svarer til to hele uger for hver klasse hvert eneste skoleår. Så det er enormt vigtigt, at alle de timer udnyttes optimalt,” siger Morten Nicolaisen, der selv har arbejdet som lærervikar de seneste seks år og derfor kender alt til vikarernes kvaler.
“Man bliver ofte kaldt ud meget akut om morgenen, får et skema i hånden og går over i en klasse med tyve elever, som kan se, at man ikke har opgaver med. Det er ikke det bedste udgangspunkt – hverken for fagligt indhold eller ro i klassen,” siger Morten Nicolaisen.
Vikartime.dk er en online platform med opgaver, som vikaren kan hente forud for undervisningen, eksempelvis opgaver til dansk på sjette klassetrin. Systemet gemmer informationer om hver klasse på skolen, så vikaren kun kan printe opgaver ud, som klassen endnu ikke har lavet. Hvis en lærer ved, han skal være væk, kan han gøre opgaver klar til vikaren og dermed bestemme, hvad der skal undervises i.
“Vi arbejder i øjeblikket på at finde et forlag, som kan producere opgaverne. Men det er svært at forklare dem, hvad det er, vi gerne vil, fordi der ikke er nogen, der tilbyder noget lignende – og fordi forlagene er vant til og mest trygge ved at trykke bøger,” forklarer Morten Nicolaisen, som dog ser lyst på udfordringen, fordi flere potentielle samarbejdspartnere har meldt sig.
Idéen med opgave-platformen er, at den enkelte skole skal oprette sig som bruger og abonnere på opgaverne ved at betale en abonnementspris pr. år baseret på antallet af elever på skolen.
“Det er også en mulighed at sælge adgang til opgaverne på kommunalt plan, for på den måde får vi flere kunder på én gang. Men det har vi ikke lagt os helt fast på endnu,” siger Morten Nicolaisen og erkender, at det er en stor udfordring han og makkeren har givet sig i kast med.
“Det er faktisk en hel tendens, der skal flyttes. Eleverne skal være vant til, at selvom det er en vikar, der træder ind i klasselokalet, så er der stadig fagligt indhold. Og det skal lærere og vikarer også vænnes til,” siger han.
www.vikartime.dk

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign